Statsminister Mette Frederiksen arbejder støt på at vende udviklingen i målingerne. Men kan hun? I rød blok forbereder flere toppolitikere sig på et nederlag, som vil være tæt på ubærligt for regeringschefen.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt ramte plet, da hun forleden i DR’s radioprogram ”Sara & Monopolet” fastslog, at hendes efterfølger i Statsministeriet, Mette Frederiksen, ”er rigtigt irriteret”.
I programmet kom Thorning med sit bud på, hvornår Mette Frederiksen formelt vil udløse det valg, som skal udskrives senest ved Folketingets åbning den 4. oktober, hvis hun skal undgå at blive mødt af et radikalt mistillidsvotum.
Ifølge Helle Thorning-Schmidt vil Mette Frederiksen trykke på valgknappen så sent som muligt, og hun gætter på, at Frederiksen formentlig holder sin åbningstale fra Folketingets talerstol og dernæst udskriver valget.
»Mit bedste bud er, at hun vil trække den så lang tid som muligt, fordi tid betyder rigtig meget. Men jeg tror også, at hun er rigtig irriteret over, at hun er blevet frataget muligheden for helt selv at bestemme den dato,« sagde Helle Thorning-Schmidt.
Med sine ord indrammer Thorning den penible situation, som Mette Frederiksen befinder sig i. De Radikale har berøvet hende et af de vigtigste magtmidler, som en dansk statsminister råder over. Nemlig retten til at udskrive valg, når det passer bedst i løbet af regeringsperioden.
Uden den mulighed er Mette Frederiksen pludselig kommet under et enormt tidspres. Målingerne viser fortsat, at en borgerlig regering kan blive en realitet om kort tid, og S-regeringens mange udspil har endnu ikke fået danskerne til at slutte op om S og rød blok i større skala. Tværtimod illustrerer tallene, at statsministeren risikerer at tabe, hvis hun udskriver valg nu.
I den forbindelse gør det ondt, at det er Helle Thorning-Schmidt, der beskriver alle problemerne og karakteriserer statsministeren som værende ”rigtigt irriteret”. Netop Thorning har Mette Frederiksen og den nuværende S-top lagt massiv afstand til. For Mette Frederiksen blev årene med SRSF-regeringen under Thornings ofte vaklende ledelse en temmelig nedslående oplevelse.
Radikalt pres
I lighed med partifæller som Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov, Nick Hækkerup og den tidligere chefstrateg, Martin Rossen, mener Frederiksen, at de Radikale tvang S for langt til højre i den økonomiske politik og for langt til venstre i udlændinge- og retspolitikken.
Ifølge Frederiksens analyse var det radikale pres med til at gøre mange S-vælgere fremmedgjorte over for deres parti, og det blev en afgørende årsag til, at Thorning kun fik en regeringsperiode som statsminister.
At tiden i ministerkontorerne blev så kort, opfattede Frederiksen og de øvrige S-politikere som et stort nederlag – ikke mindst fordi det skete i kølvandet på en epoke, hvor statsministre som Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen fik lange ophold i Statsministeriet. Kun Lars Løkke Rasmussen formåede ikke at fastholde regeringsmagten, da han tabte den til Thorning ved valget i 2011, og dernæst fik hun kun en enkelt regeringsperiode, inden hun tabte ved valget i 2015.
Med Frederiksen som ny partiformand fra samme år udarbejdede S en strategi, som blandt andet førte til stramninger af udlændingepolitikken, en mere klassisk rød fordelings- og socialpolitik og lanceringen af Arne-pensionen. Der kom også fornyet fokus på balancen mellem land og by og betydningen af Produktionsdanmark samt vigtigheden af et uddannelsessystem, hvor det groft sagt ikke kun handler om at komme til at læse på universitetet. Drejningen af partiets politik fik blandt andet den konsekvens, at Socialdemokratiets modstander gennem 25 år – Dansk Folkeparti – mistede en stor del sin platform.
I dag står Mette Frederiksens projekt mere uklart. De seneste års konstante krisehåndtering af corona og krigen i Ukraine – med de destruktive følger for energiforsyning og økonomi – har udvisket Frederiksens politiske projekt.
Dernæst har minkskandalen slået skår af hendes popularitet, og det har også skadet hende, at hun så vedvarende er blevet anklaget for at være egenrådig og magtfuldkommen. Endelig betød kommunalvalget sidste efterår, hvor S oplevede tilbagegang i især København, at Frederiksen begyndte at fokusere mere på at vinde storbyvælgere tilbage til liste A.
Pointen er, at de Radikale er i fuld gang med at tvinge Mette Frederiksen til at udskrive valg på det værst tænkelige tidspunkt, hvor statsministerens lederskab er under pres, og hvor S ikke har fået udrullet sit fremadrettede projekt.
Dermed konfronteres Mette Frederiksen pludselig med en virkelighed, hvor hun risikerer at blive sat fra bestillingen efter kun en enkelt periode i regering. Og visheden om, at det hele kan slutte brat, har tydeligvis fået Mette Frederiksen til at geare sin valgkampmaskine op, ligesom hun har skruet mærkbart op for både trusler og løfter.
Kæmper for hver en meter
I søndagens tv-debat mellem de tre statsministerkandidater gik hun hårdt til den konservative leder Søren Pape Poulsen, og hun fastslog undervejs, at hans økonomiske masterplan vil føre til fyring af 40.000 offentligt ansatte. Den udlægning er blevet afvist af uafhængige økonomer, mens eksperter i politisk kommunikation har kaldt anklagerne for en skræmmekampagne.
Parallelt med kampagnen mod de Konservative har Mette Frederiksen signaleret, at offentligt ansatte som for eksempel sygeplejersker og SOSU-assistenter skal have mere i løn. Sagligt kan der i høj grad også argumenteres for, at det er vigtigt at forbedre eksempelvis sygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold, hvis man skal kunne rekruttere til de mange ledige stillinger, og hvis man skal kunne fastholde sygeplejersker i faget og få unge til at uddanne sig til professionen. Men det hører med til historien, at Frederiksen vendte ryggen til sygeplejerskerne, da de strejkede for at få mere i løn, og når hun først reagerer i dag, ser kritikerne hendes træk som valgflæsk.
Derudover balancerer hun på en knivsæg. For hvis der skal gives markante lønstigninger til store grupper af offentligt ansatte, vil det koste. Derfor står Frederiksen i en position, hvor hun skal balancere mellem sygeplejerskernes høje forventninger og kritikernes anklager om, at hun kortslutter det normale forhandlingssystem på arbejdsmarkedet og gambler med økonomien.
Endnu ved ingen, hvad statsministeren konkret har tænkt sig, men tirsdag lovede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at regeringen inden valget vil komme med en mere præcis melding.
Samlet viser forløbet, at Frederiksen står midt i overlevelseskamp, hvor hun skal kæmpe for hver eneste meter, hvis hun skal forblive i Statsministeriet og undgå at lide samme skæbne som Thorning-Schmidt.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4.
Hør seneste afsnit her