I Venstre håber alle, at Jakob Ellemann-Jensen vender styrket tilbage efter sygeorloven. Men inderkredsen i partiet bliver nødt til at have en plan for, hvad der skal ske, hvis han ikke kommer tilbage.
Der er selvsagt ingen Venstrefolk, som officielt vil forholde sig til risikoen for, at Jakob Ellemann-Jensen ikke vender tilbage til top-politik efter sin sygeorlov.
Tværtimod lyder det igen og igen fra centrale Venstrefolk, at de er sikre på, at han vender tilbage i fuld kampform, og nogle mener endda, at han vil kunne vende styrket tilbage, når han på et tidspunkt afslutter sin sygeorlov.
Udtalelserne er udtryk for, at alle slår ring om den sygdomsramte formand og forsvarsminister, og fra alle de øvrige partier på Christiansborg bliver Ellemann da også overøst med hjertelige hilsener om god bedring og ønsket om et snarligt gensyn.
Hør seneste afsnit af ‘Mandat’, hvor udskiftningen af Ellemann også bliver debatteret her (Analysen fortsætter herunder)
I den bedste af alle verdener vil sygeorloven også give Jakob Ellemann-Jensen den nødvendige ro, så han kan genfinde sine fysiske og mentale kræfter til at fortsætte som partileder og nøgleminister i SVM-regeringen. Men den barske sandhed er, at toppen i Venstre også bliver nødt til at have en plan B parat, hvis plan A om formandens forventede comeback ikke bliver til virkelighed. Alt andet vil være udtryk for et ledelsessvigt.
En af dem, som ved mest om, hvad Ellemann gennemlever for tiden, er Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Han har selv lidt af stress og angst. Han formåede at komme tilbage, og han er i dag en succesrig partileder. Men han ved godt, at det ikke er en selvfølge, at det går sådan – eller som han selv formulerede det i et interview med Jyllands-Posten:
»Hvis Jakob Ellemann-Jensen kan slappe af i sin sygemelding og reelt finde ro i det, så tror jeg selvfølgelig, at han bliver rask. Men der er ingen garanti for, at bare fordi man sygemelder sig, så bliver man rask,« sagde Alex Vanopslagh.
Delikat situation
V-toppen er nødt til at forholde sig til det scenario, at Ellemann måske ikke bliver rask nok til fortsat at kunne stå i spidsen af Venstre. Og derfor er partiet tvunget til at tænke alternativet igennem. Som nævnt kan det lyde kynisk, men det vil reelt være pligtforsømmelse at lade være.
Sidste gang en partitop i et regeringsbærende parti skulle gennemføre denne ømtålelige øvelse, skete det i Socialdemokratiet. Jeg har beskrevet forløbet i bogen, ”Mette Frederiksen – Et politisk portræt”. Her fortæller hovedpersonen selv om det nervepirrende forløb tilbage i 2014, da den daværende statsminister og S-formand, Helle Thorning-Schmidt, var tæt på at lande en toppost i EU.
Midt i den anspændte situation gik Bjarne Corydon, Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen sammen for at gøre Socialdemokratiet parti klar til et potentielt statsminister- og formandsskifte.
”Vi blev nødt til at tale om, hvad vi gjorde, hvis vi ikke længere havde en statsminister og en formand? Det var et specielt forløb, og Helle vidste, at det fandt sted,” fortæller Mette Frederiksen i bogen om den delikate proces. I samme ombæring fastslår hun, at det ville have været ”direkte uansvarligt”, hvis der ikke blev lavet en klar køreplan for det mulige skifte.
Hun lægger ikke skjul på, at forløbet var præget af en mærkelig dobbelthed.
Worst case-planer skal være klar
På den ene side måtte alting omkring det mulige skifte planlægges omhyggeligt. På den anden side måtte alle planer naturligvis skrinlægges øjeblikkeligt, hvis Thorning alligevel ikke fik posten i EU. ”Vi gik til arbejdet med en viden om, at hvis det skulle gå modsat af, hvad vi forventede, måtte vi brænde alle papirer,” fortæller Mette Frederiksen i bogen.
Som bekendt lykkedes det ikke for Helle Thorning-Schmidt at lande den attraktive toppost – det faldt på gulvet under et afgørende topmøde – og derfor vendte hun tilbage til Statsministeriet og fortsatte som regeringschef til folketingsvalget i 2015.
Her lykkedes det ikke for Thorning og Socialdemokratiet at bevare regeringsmagten, hvilket førte til, at hun stoppede som S-formand, og kort efter blev Mette Frederiksen valgt som ny leder af Socialdemokratiet.
I Venstre har man efter meldingen om Jakob Ellemann-Jensen sygeorlov i første omgang kunnet nøjes med at ændre på rollefordelingen. Det betyder blandt andet, at den ekstremt driftssikre Troels Lund Poulsen i en periode skal passe både Økonomiministeriet og Forsvarsministeriet. Han vil også komme til at stå endnu mere centralt i regeringens vigtigste interne ledelsesudvalg. Dermed er Venstre godt sikret i den periode, hvor Ellemann ikke kan være til stede.
Men det er også klart, at Troels Lund Poulsen næppe vil være et godt bud på en ny formand, hvis der skal laves et virkeligt ledelsesskifte. For lige så indflydelsesrig Troels Lund Poulsen er på de indre linjer, ja lige så begrænset er hans folkelige gennemslagskraft. Derfor er det snarere folk som Sophie Løhde og Søren Gade, som kan komme i spil, hvis Venstre skal ud i et utidigt formandsskifte.
Hvordan disse overvejelser foregår i V-toppen, vil først komme ud i form af øjenvidneberetninger og erindringer på et senere tidspunkt. Men sandheden er, at inderkredsen bliver nødt til at lave en plan B.