Nyhedsartikel

Coronastyrelse skal stå klar i august: Ingen ved, hvor den ender

Tine Toft

Regioner og kommuner efterspørger placering af Mette Frederiksens nye styrelse uden for hovedstaden, men regeringen vil endnu intet oplyse om hverken sted eller størrelse.

Der er fortsat stor mystik om Mette Frederiksens nye styrelse, der skal stå klar i løbet af denne måned, men som stadig lader vente på sig. Radio4 har spurgt en række ordførere, kommuner og regioner, der alle venter med stor interesse på særligt placeringen af den nye styrelse, men intet har hørt.

”Det er super mærkeligt, at vi ikke ved, hvor styrelsen skal ligge, og hvem der skal bemande den. Man skulle jo synes, at når den skal køre i august, så har man også efterhånden nogen svar. Smittetallet stiger drastisk, og derfor er det vigtigt, at vi har alle planer på plads i forhold til en bølge to,” siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF til Radio4.

Hun kritiserer regeringen for manglende åbenhed om processen, fordi det gør det svært for kommunerne at byde ind som værtsbyer for styrelsen. Ifølge SF bør styrelsen ligge uden for hovedstadsområdet og de øvrige store byer.

”Det er altid uskønt, når man vælger at udflytte styrelser, der allerede ligger i København. Så det mener jeg, man bør overveje, når man nu har mulighed for at lave en helt ny værnemiddelstyrelse”, siger ordføreren til Radio4.

Styrelsen blev annonceret af Mette Frederiksen den 12. maj på et pressemøde:

”Styrelsen skal være det man kan kalde en operativ muskel i Danmark. Den skal sikre, at de strategier, der formuleres sundhedsfagligt og politisk, bliver ført ud i livet hurtigt og effektivt,” lød det fra statsministeren i foråret.

Styrelsen skulle stå klar og ”være i drift” under Justitsministeriet i august, og ifølge ministeriet er det stadig den gældende deadline. Ministeriet har dog i den seneste måned ikke kunne oplyse hverken Radio4 eller ordførere i Folketinget om, hvor den skal ligge, hvor mange fuldtidsansatte der skal hyres, eller hvad den kommer til at koste.

Modstand mod “hovedstadsstyrelse”

Flere politikere og regioner ser gerne styrelsen placeret uden for København og venter derfor i spænding på, om Socialdemokratiet vil tage udgangspunkt i forståelsespapiret med støttepartierne. Her står der, at regeringen vil “tage et opgør med centraliseringen i Danmark, så der er udvikling, muligheder, arbejdspladser og velfærd i hele landet”.

Sundhedsudvalgsformænd hos Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland fortæller alle til Radio4, at de gerne så styrelsen ende hos dem.

”Hvorfor skal alting ligge i hovedstaden? Region Midtjylland er landets største geografiske region, og jeg synes, det giver god mening, at man placerer de styrelser rundt omkring i landet,” siger formand for sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland, Socialdemokraten Henrik Fjeldgaard, til Radio4.

Også hos Region Syddanmark lægger den socialdemokratiske sundhedsudvalgsformand, Poul-Erik Svendsen, billet ind.

”Der er så meget, der ligger i København, og vi ligger centralt. Sådan en styrelse må også handle om distribuering til hele Danmark, og der kan det ikke ligge mere centralt end i Syddanmark”, siger Poul-Erik Svendsen til Radio4.

Det bakker sundhedsordfører hos Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, op om:

”Vi skal sørge for, at det ikke bare bliver en hovedstadsstyrelse, for vi har brug for at få de her stillinger rundt omkring i provinsen,” siger ordføreren til Radio4. Hun tilføjer, at alle relevante detaljer om styrelsen lige nu ”blafrer i vinden”.

I en aktindsigt, som Radio4 har fået, fremgår det, at pointen med styrelsen er at sikre, at de andre sundhedsmyndigheder kan koncentrere sig om deres kerneopgaver, mens styrelsen blandt andet skal være med til at “sikre forsyning og tilstrækkelige lagre af værnemidler” samt “tilgængelighed af tests og isolationsfaciliteter”.

Derudover skal den indgå i et internationalt samarbejde om værnemidler. Hverken Justitsminister Nick Hækkerup eller en række adspurgte ordførere fra Socialdemokratiet har ønsket at stille op til interview.

Én af dem, der har budt ind på styrelsen, er Jørn Pedersen, borgmester i Kolding valgt for Venstre. Hør interviewet med ham i Radio4 Morgen her:

Læs også

23.09.20

Minister om Billundbanen: Jeg kommer ikke til at kæmpe med næb og kløer

”Det er ikke et projekt, som jeg kommer til at kæmpe med næb og kløer for bliver gennemført.” Sådan siger transportminister Benny Engelbrecht til Radio4 Morgen om den omdiskuterede jernbanestrækning Billundbanen – i folkemunde kendt som ‘Tulle-banen’, opkaldt efter Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der kæmpede for forbindelsen, da banen blev vedtaget i 2014.…

Læs mere
22.09.20

Debat om smitterisiko: Kan coronavirus smitte via luften?

I et par dage kunne man læse på den amerikanske sundhedsstyrelses hjemmeside, at covid-19 spreder sig via luftbårne partikler. Nu beklager styrelsen offentliggørelsen – og opslaget er fjernet fra siden. Det rører nemlig ved en debat om, hvorvidt vi skal kalde covid-19 for et luftbårent virus eller ej. I Danmark mener Sundhedsstyrelsen fortsat, at der…

Læs mere
21.09.20

Thulesen Dahl: Messerschmidt kan blive en god anfører – om nogle år

En ny bog »Kong Kristian – mennesket, magten og faldet« beskriver toppen af Dansk Folkeparti som præget af interne magtkampe og stridigheder. Ifølge en række anonyme kilder har den nyvalgte næstformand Morten Messerschmidt forsøgt at vælte formand Kristian Thulesen Dahl af posten. Ifølge sidstnævnte nægter Messerschmidt dog at have spekuleret i et formandsskifte. “Om nogle…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.