Nyhedsartikel

Forening: Jehovas Vidner udøver psykisk vold og har en parallel domstol

Peter Sinnbeck

Støtteforeningen for Tidligere Jehovas Vidner skriver til Justitsministeriet, at Jehovas Vidners udstødelse af medlemmer skal undersøges efter lov om psykisk vold, og at Jehovas Vidners ældsteråd er en parallel domstol.

I et fem sider langt brev – til blandt andre Justitsministeriet – beskriver Støtteforening for Tidligere Jehovas Vidner hvordan trossamfundet har ”en religiøs domstol, hvor medlemmer bliver frataget deres grundlovssikrede rettigheder”. I samme brev, med overskriften ”grov mobning og psykisk vold”, understreger foreningen, at Jehovas Vidners udstødelse af medlemmer bør undersøges som brud på den knap ét år gamle bestemmelse om psykisk vold.

”Det er oplagt psykisk vold og en særlig grov form for mobning, hvis for eksempel et ungt menneske bliver udsat for, at familien og hele deres tidligere netværk behandler dem som luft eller som ikke eksisterende,” skriver Støtteforeningen for Tidligere Jehovas Vidner i brevet, som Radio4 er i besiddelse af.

Støtteforeningens brev sammenligner også Jehovas Vidners love og ældsteråd med den islamiske Sharia-lovgivning.

”Nu har vi (i brevet, red.) penslet det ud for politikerne, og de kan få meget mere at vide. Det er ikke for at forbyde Jehovas Vidner. Men de bør rette ind og ikke have deres eget domstolslignede system – eller udstøde folk på så voldsom en måde. Og så bør Jehovas Vidner slet ikke få alle de tilskud, som de får, fordi det er et anerkendt trossamfund,” siger Poul Dal, der er formand for Støtteforeningen for Tidligere Jehovas Vidner, til Radio4.

Jehovas Vidner genkender ikke problemerne
I brevet skriver Poul Dal og støtteforeningen også, at ”vi er meget taknemmelige, hvis ministeren vil se positivt på, om der kan ændres noget i lovgivningen, så et religiøst samfund fratages retten til at udføre deres egne retssager og straffe dem, der ikke lever efter deres religiøse love.”

En af dem, der er blevet udstødt fra Jehovas Vidner er Anette Blach. Hun fortæller, at hun blev udstødt som 18-årig af Jehovas Vidner, fordi hun fik en kæreste, der ikke var Jehovas Vidner.

”Der blev nedsat et dømmende udvalg af tre mænd. De gav sig så til at udspørge mig om meget intime forhold; hvordan jeg havde været sammen med denne mand. Det var meget, meget grænseoverskridende og ubehageligt. (…) Det endte med, at jeg fik en uges betænkningstid. Enten skulle jeg gifte mig med min kæreste – eller slå op. Jeg kunne ikke leve mere med den tvang, så jeg endte med at blive udstødt,” siger hun.

Udstødelsen betyder den dag i dag, at Anette Blach og hendes børn ikke har kontakt med familien, der stadig er medlemmer af Jehovas Vidner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

Jehovas Vidner i Danmark ønsker ikke at svare direkte på kritikken fra Støtteforeningen for Tidligere Jehovas Vidner, men har sendt et skriftligt svar til Radio4.

”… det er anklager, som vi ikke kan genkende. Men af principielle årsager ønsker vi ikke at kommentere disse beskyldninger,” skriver talsmanden for Jehovas Vidner i Danmark, Dag-Erik Kristoffersen, i en mail til Radio4.

Hør Anette Blachs historie her:

 

Læs også

26.03.20

Tyskland og Sverige klar til at tage imod danske coronapatienter

Slesvig-Holsten står klar til at tage imod nære nabolandes coronapatienter, mens Skåne åbner for udveksling med Danmark. Fornuftigt tiltag, vurderer professor Hospitaler i Slesvig-Holsten er lige nu ved at blive gjort klar til at modtage europæiske patienter med fokus på tætte nabolande som Danmark. De første sengepladser står klar, de venter bare på en anmodning…

Læs mere
26.03.20

Minister i opråb til forældre: Der er for få børn i nødpasning

Flere børn kan komme i nødpasning, og det gælder også for børn af forældre med private stillinger, lyder det fra børne- og undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Det er langt fra nok forældre, der benytter sig af tilbuddet om nødpasning i landets vuggestuer, børnehaver og skoler. Det er meldingen fra børne- og undervisningsministeren til Radio4 torsdag.…

Læs mere
25.03.20

Kommuner afslår mennesker med psykisk handicap adgang til eget hjem efter familiebesøg

Flere kommuner vil af frygt for coronasmitte ikke give beboere på botilbud adgang til deres hjem, hvis de har været på besøg hos pårørende. Voldsomt indgreb på kant med loven, lyder det fra eksperter. ”Pårørende, der vælger at tage deres familiemedlem hjem, skal beholde deres familiemedlem hjemme til og med den 29. marts 2020, eller…

Læs mere

TAG RADIO4 MED PÅ FARTEN

Hent Radio4 app'en til Android og iOS og få Radio4 på mobilen