Nyhedsartikel

Rystende og usædvanligt: Mangel på dokumentation med Forsvarets kreditkort

Kristian Damsgaard Jensen og Peter Sinnbeck

Revision af kreditkort i dele af Forsvaret viser mangel på dokumentation. Eksperter kritiserer ”løsagtig kultur” med manglende kontrol med udgifter til blandt andet hoteller, billeje og private indkøb

Der er problemer med manglende dokumentation og kontrol af indkøb med udleverede kreditkort til ansatte i Forsvaret.

Det viser en foreløbig intern revision i blandt andet Forsvarskommandoen, Hærkommandoen og Forsvarets Hovedværksteder, som Radio4 har fået aktindsigt i.

Hos både Forsvarskommandoen og Hærkommandoen manglede der dokumentation for næsten hver femte køb foretaget med Forsvarets rejsekreditkort.

”Det er rystende og helt usædvanligt. Det forhold, at man ikke overholder så simple ting som at dokumentere sine udgifter, vidner om, at noget er helt galt,” siger Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet, til Radio4.

Dyrere hoteller og biler

Revisionen viser også, at der i flere tilfælde bruges op mod dobbelt så meget på hotelophold, end det er tilladt. Ifølge Forsvarets retningslinjer må man højst bruge 1020 kroner per nat på hotelophold i Danmark. Hos Hærkommandoen og Forsvarskommandoen har man i henholdsvis 15 og 14 procent af tilfældene overskredet maxbeløbet pr overnatning.

Samtidig viser de mange gennemgåede bilag, at der i flere tilfælde betales overpris for opgraderinger af billeje til dyre mærker som Mercedes, BMW og Audi.

Det fremgår også, at flere medarbejdere benytter kreditkort til det, der virker som private indkøb. Konkrete eksempler er blandt andet indkøb for 6503 kroner i elektronikforretningen Hifiklubben samt 1412 kroner hos modetøjsbutikken Tommy Hilfiger.

I den mere kuriøse afdeling er kreditkort også blevet brugt i to sexbutikker, Hotgirl og XWorld Pussycat, i Aarhus og Aalborg.

Forsvarsministeriets Interne Revision (FIR) igangsatte undersøgelsen af kreditkortene i sommeren 2019, efter en tidligere revision viste, at ”gældende regler ikke i alle henseender er blevet overholdt”, lyder det i revisionens oplæg.

Der er tale om en stikprøve, men FIR konkluderer, at undersøgelsen gør det muligt at udtale sig om forvaltningen af kreditkort generelt ”med væsentlig sikkerhed”.

Forsvarsministeriet er et af de ministerier, hvor der er absolut flest firmahæftende kreditkort i omløb. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan der er udleveret mere end 10.500 kreditkort til ansatte.
Til sammenligning har Udenrigsministeriet lidt over 2000 kort i omløb blandt medarbejderne.

“Løsagtig kultur”

Kurt Klaudi Klausen bemærker, at den manglende dokumentation og kontrol er et tegn på en ”løsagtig kultur”, som han ikke genkender fra den øvrige offentlige sektor.

Også Per Nikolaj Bukh, professor I økonomistyring ved Aalborg Universitet, undrer sig.

”Det er et meget højt niveau af manglende dokumentation. Og det er rent sjusk. Man kan spørge sig selv, hvorfor man har regler, hvis de i det her omfang ikke følges,” siger han til Radio4.

Talsperson for Forsvaret, oberst Susanne Lund, udtaler i et skriftligt svar til Radio4, at man tager revisionens konklusioner alvorligt.

”De foreløbige konklusioner peger på, at der sker for mange fejl, når vores ansatte bruger firmabetalingskort i forbindelse med rejser. Årsagen er overvejende, at der ikke er nok kendskab til de interne regler for brug af firmabetalingskort i forbindelse med tjenesterejser. Det er selvfølgelig ikke godt nok,” lyder det.

Arkivfoto: Michael Bager, Ritzau/Scanpix

Læs også

30.10.20

Alkoholfri øl får kritik for falsk markedsføring

Det er misvisende og kan give problemer for tidligere alkoholikere og folk på antabus, at alkoholfri øl må indeholde 0,5 procent alkohol. Det mener en række politikere og organisationer, der vil have reglerne ændret. ”Der er jo en risiko for, at forbrugerne kan blive vildledt til at tro, at det er helt fri for alkohol.…

Læs mere
29.10.20

Amazon er nået til Sverige: Danske virksomheder er bekymrede

Køkkenmaskiner, skjorter, cremer, legetøj og meget mere. Amazon bugner af varer, som sælges billigt. I går blev onlinemarkedspladsen lanceret i Sverige. Det er første gang, at internetgiganten – som har gjort stifteren bag, Jeff Bezos, til verdens rigeste mand – træder ind på det skandinaviske marked. I september meldte Amazon ud, at de søger en…

Læs mere
28.10.20

Sygeplejersker og speciallæger slår alarm: Kan hverken nå at spise eller gå på toilettet

Dansk Sygeplejeråd oplever, at deres medlemmer ofte ikke har tid til at spise madpakke eller gå på toilettet i arbejdstiden: ”Vi har et sundhedsvæsen, som igennem årtier er blevet udsultet. Sygeplejerskerne oplever i dag, at ressourcer og opgaver ikke står mål med hinanden. Der er hele tiden opgaver, som mange sygeplejersker oplever, at de er…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet