Nyhedsartikel

Minister i opråb til forældre: Der er for få børn i nødpasning

Mads Sejer Nielsen

Flere børn kan komme i nødpasning, og det gælder også for børn af forældre med private stillinger, lyder det fra børne- og undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Det er langt fra nok forældre, der benytter sig af tilbuddet om nødpasning i landets vuggestuer, børnehaver og skoler. Det er meldingen fra børne- og undervisningsministeren til Radio4 torsdag.

”Jeg mener det, når jeg siger, at der skal være flere børn i nødpasningen, og folk skal ikke stresse sig selv ned under gulvbrædderne over den situation, de står i,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Kun 1,5 procent af børn i landets kommuner bliver lige nu nødpasset i vuggestuer og børnehaver, mens andelen, der bliver passet i skolernes tilbud, er på bare 0,8 procent. Det viser den seneste opgørelse fra 95 kommuner indsamlet af Kommunernes Landsforening.

Der er plads til flere, mener ministeren og understreger, at man i bekendtgørelsen har taget højde for flere børn i pasningsordningerne.

”Vi har taget højde for sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at reducere smitteveje, og der er altså plads til et væsentligt større antal børn i nødpasningen end den kapacitet, der faktisk bliver anvendt lige nu,” siger ministeren.

Forældre efterspørger klar kommunikation

Daginstitutioner har været lukket for almen pasning siden 16. marts, men er blevet påbudt at yde nødpasning til børn af forældre, der varetager kritiske funktioner i samfundet – både i den offentlige og private sektor – hvis man samtidig ”ikke har andre pasningsmuligheder”.

Tilbuddet om pasningsordningen har dog skabt en del forvirring for forældrene i landets kommuner. Ifølge Signe Nielsen, der er formand i Forældrenes Landsorganisation, så burde regeringen have kommunikeret tydeligere fra starten af.

”Man burde fra starten have været tydeligere med at sige, at kritiske funktioner ikke kun begrænser sig til sundhedspersonale, og man burde tydeligere sige nu, at de forældre, der ved at falde fra hinanden derhjemme og har brug for hjælp, bør tage fat i deres daginstitutionsleder for at finde en løsning” siger Signe Nielsen.

Klarheden om kommunikationen er dog op til diskussion, mener ministeren.

”Man kan jo altid diskutere, om vi har været dygtige nok til at kommunikerer ud til forældrene, men der er slet ingen tvivl om, at der er for få børn i nødpasning,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun understreger, at tilbuddet om nødpasning også kan gælde for ”almindelige familier”, hvis de ellers har ”forsøgt alle andre muligheder”, og at nødpasningen også gælder for børn, som har det svært derhjemme.

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Læs også

26.05.20

Radio4 tager dig med i rummet

Foto: Tor Birk Trads På onsdag den 27.maj tager mennesket endnu et nyt stort skridt ud i rummet. For første gang i næsten et årti sender den amerikanske rumfartsadministration, NASA, astronauter til Den Internationale Rumstation, ISS. Og du kan komme med. I programserien ‘Den nye rumalder’ sætter Radio4 sætter fokus på nutidens rumfart, hvor perspektiverne…

Læs mere
25.05.20

Ung kvinde ramt af brystkræft: Lægen sagde, at jeg var for ung til at få kræft

Da 33-årige Christina Frederiksen i efteråret gik til lægen med symptomer på brystkræft, måtte hun insistere på at få en henvisning til videre undersøgelse. Lægen mente ikke, at det kunne være kræft, fordi hun er så ung. Formanden for Praktiserende Lægers Organisation erkender, at de praktiserende læger skal blive bedre til at udrede unge med…

Læs mere
22.05.20

Nyt debatprogram om integration på Radio4

Integrationen i Danmark er forfejlet. Vi har i de seneste 25 år enten haft fokus på at imødekomme kulturelle særhensyn eller afvise al form for integration. Det er som om, at debatten har glemt det vigtigste.  At skubbe folk ind i det store fællesskab. Og ikke give dem mulighed for at parkere sig selv i…

Læs mere

TAG RADIO4 MED PÅ FARTEN

Hent Radio4 app'en til Android og iOS og få Radio4 på mobilen