Nyhedsartikel

Biskop har hevet endnu en åbenmundet præst til tjenstlig samtale

Tobias Hansen Bødker
tohb@radio4.dk

Ikke kun én gang, men to gange i år har biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, indkaldt præster til tjenstlige samtaler, fordi han blandt andet har været utilfredse med præsternes kritiske udtalelser om ham i offentligheden.

Det kan Radio4 fortælle på baggrund af indkaldelser, der viser, at biskoppen har bedt to østjyske præster stå skoleret, blandt andet med henvisning til deres måde at omtale ham på i offentligheden.

I begge indkaldelser begrunder biskoppen blandt andet de tjenstlige samtaler med, at deres udtalelser ifølge ham er “illoyale over for mig som din arbejdsgiver.” Samtidig fremhæver han blandt andet konkrete kritiske udtalelser, som biskoppen mener er i strid med sandheden eller “skaber splittelse.”

Torsdag beskrev DR den ene af de to sager, som i øjeblikket er verserende. Den anden sag, som Radio4 nu kan fortælle om, blev afsluttet efter en tjenstlig samtale i september.

Begge præster bekræfter over for Radio4, at de er blevet indkaldt til tjenstlige samtaler af biskoppen.

Juraprofessor på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, vurderede over for DR, at sætningen i indkaldelsen om, at præsten ifølge biskoppen har ageret illoyalt, kan være et brud på reglerne for ytringsfriheden for offentligt ansatte.

– I sidste ende er det i strid med grundloven. For vi har ret til at ytre os, og den mulighed bliver der lukket for her, vurderede professoren over for DR om den ene sag.

Biskoppen skriver i et svar til Radio4, at han ikke kan kommentere de konkrete sager.

– Jeg kan og vil ikke kommentere personalesager offentligt. Med hensyn til den udlægning, Sten Schaumburg-Müller torsdag kom med på Danmarks Radio, så har jeg svaret på den over for P4, og jeg har ikke yderligere at tilføje, skriver Henrik Wigh-Poulsen.

Han har over for DR forklaret, at han ikke mener, at han har forbrudt sig mod grundloven.

– Det er virkelig en vurdering, der står for hans (professorens, red.) egen regning. Præster har en udstrakt ytringsfrihed, og jeg har som arbejdsgiver ret til at indkalde mine medarbejdere til samtale, siger biskoppen til DR.

Oplysningerne kommer på et tidspunkt, hvor biskop Henrik Wigh-Poulsen har fået hård kritik fra dele af sit bagland. I øjeblikket behandler Kirkeministeriet en klage over biskoppen, som en større gruppe præster sendte tidligere i år.

Henrik Wigh-Poulsen er blandt andet blevet kritiseret for sin håndtering af en konkret personalesag, ligesom han er blevet beskyldt for ikke at forvalte sit embede ordentligt og for ikke at rette op på arbejdsmiljøproblemer. Han har afvist kritikken.

Henrik Wigh-Poulsen er som kongelig konfessionarius Kongehusets præst. Han har været biskop i Aarhus siden 2015.

 

Foto: Norde Ernst Van/Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Læs også

01.12.23

PLO freder forgyldt vagtlæge efter intern undersøgelse

PLO-Nordjylland har på baggrund af en intern undersøgelse fredet en vagtlæge, der har tjent 2,4 millioner kroner på videokonsultationer. Politikere retter kritik af forløbet.   PLO freder forgyldt vagtlæge i Region Nordjylland, efter at lægernes fagforening selv har foretaget en undersøgelse af, om én vagtlæge har misbrugt det højere honorar for videokonsultationer.   Undersøgelsen blev…

Læs mere
30.11.23

Meny stopper salg af truede ål

Det er ikke længere muligt at fiske en ål op fra køledisken i dagligvarebutikken MENY. Dagligvarekoncernen Dagrofa bekræfter nemlig over for Radio4, at man har droppet salget af ål. – Det er korrekt, at vi har besluttet at stoppe med salg af ål i MENY, konstaterer Dagrofa og tilføjer: – MENY består delvis af Dagrofa-ejede…

Læs mere
30.11.23

Forbrugerrådet om influencer-pakkekalender: “Under al kritik”

En pakkekalender fra 12 af danske influencere bliver markedsført med en værdi på 1.300 kr. Men pakkekalenderen møder kraftig kritik og Forbrugerrådet TÆNK kalder det vildledende markedsføring. Flere danske børn kan ende med at få en skuffende start på december måned. I hvert fald hvis de eller deres forældre har købt pakkekalderen ‘Juletuben’, en pakkekalender…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet