Bygherre i asbest-sag: Fik fejlagtige oplysninger og blev truet

Skrevet af

16. oktober 2024

Joachim Vestergaard Jensen

jove@radio4.dk

Ifølge bygherre på den byggegrund i Sønderborg, hvor mindreårige arbejdede med asbest, blev bygherren fejlagtig oplyst, at LM Multiservices var certificeret til at arbejde med asbest.

Bygherren, som var ansvarlig for byggegrunden i Sønderborg, hvor mindreårige blev sat til at arbejde med det livsfarlige stof asbest, fik fejlagtige oplysninger.

Det oplyser bygherren, der ønsker at være anonym, i et skriftligt svar til RADIO IIII.

- Vi hyrede et firma, som oplyste, at de var uddannet og certificeret til at arbejde med asbestholdige materialer, skriver bygherren til RADIO IIII.

RADIO IIII er bekendt med bygherrens identitet, men ejeren af virksomheden ønsker af hensyn til sine medarbejderes sikkerhed at være anonym.

Bygherren oplyser, at de tidligt kontaktede Arbejdstilsynet, fordi LM Multiservices ikke overholdt reglerne. Men ifølge bygherren fortsatte LM Multiservices med at bryde regler.  

- De blev derfor bortvist fra ejendommen og samtidig pålagt af myndighederne, at de skulle rydde op efter dem selv, skriver bygherren til RADIO IIII.

Det stoppede dog ifølge bygherren ikke der.

- Vi har meldt sagen til politiet, da de har haft en meget truende adfærd under forløbet, og de truer min kone og mig, så vi ikke følte os trygge i vores private hjem, skriver bygherren til RADIO IIII.

Bygherren fortæller, at man for tre uger siden har haft sidste kontakt med myndigheder om sagen, at man har fuld tiltro til myndighedernes arbejde.

RADIO IIII har forholdt LM Multiservices til bygherrens udlægning, men de er ikke vendt tilbage før deadline.

Skribent: Stig Dahlgren Atzen

Afspiller nu

Nattevagten

00:00
01:00