Nyhedsartikel

Virksomhedsledere sløser med it-sikkerheden

Af Simon Sandemand og Maiken Friis Lange

Virksomheder anerkender at truslen fra hackere er alvorlig, men kun få små og mellemstore virksomheder sætter penge af til it-sikkerhed.

Det er danskernes personlige oplysninger og virksomheders forretningsgrundlag der står på spil, når ledere i danske virksomheder ikke tager truslen fra hackere seriøst.

Derfor opfordrer forsvarsminister Trine Bramsen (S) og eksperter i cybersikkerhed nu danske virksomheder til at prioritere it-sikkerhed og sætte penge af til ordentligt beskyttelse.

”Cyberangreb er en bombe under enhver virksomhed. Alle kan blive ramt. Derfor er det en rigtig ærgerlig beslutning at træffe, at cybersikkerhed ikke vedrører direktionsbordet,” siger forsvarsminister Trine Bramsen til Radio4 Morgen.

En ny rapport fra Syddansk Universitet og IT-Universitetet viser, at bare 26 procent af de adspurgte små og mellemstore virksomheder har et dedikeret budget til it-sikkerhed. Knap halvdelen af de ansvarlige for it-sikkerhed eller databeskyttelse svarer, at sikkerhedsprocedurerne ikke overholdes i alle situationer. En af hovedudfordringerne er, at lederne har for lidt indsigt i cybersikkerhed, konkluderer rapporten.

Det kan organisationen for små og mellemstore virksomheder SMV Danmark genkende.

”Chefen synes oftest, at det er mest spændende at bruge tid og penge på at udvikle kerneproduktet. Derfor bliver det den medarbejder i firmaet, som har mest forstand på it, som bliver ansvarlig for at sikre virksomheden mod cyberangreb. Og det er slet ikke nok,” siger Rasmus Keinicke, konsulent hos SMV Danmark og rådgiver i cybersikkerhed, til Radio4 Morgen.

Angreb hver dag

Der er god grund til at tage truslen fra hackere seriøst, siger professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet Jens Myrup Pedersen.

”Vi ved, at hver dag bliver virksomheder ramt og taber penge på grund af cyberangreb, så det er helt klart noget, man skal tage alvorligt,” siger han.

I november blev nyhedsbureauet Ritzau ramt af et alvorligt angreb. Hackere lykkes med at trænge ind i Ritzaus it-systemer og låse data. For at få dataene låst op krævede hackerne en løsesum, fortæller direktør Lars Vesterløkke til Radio4 Morgen.

”Vi betalte ikke løsesummen. Det var aldrig en mulighed. Men der lå en mappe på computernes skrivebord med en guide til, hvordan vi kunne efterkomme deres krav og en besked om, at de ikke ville os noget ondt – det var ’ren business’.”

Omkostningerne for hackerangrebet endte med at løbe op i adskillige millioner kroner og eksterne it-folk blev hyret ind til at løse problemerne.

”Vi gennemgår egentlig vores it-sikkerhed årligt for netop at sikre os, at vi er godt nok dækket ind. Det mente vi, at vi var, så derfor gør det også indtryk, når vi bliver ramt af et angreb, som faktisk formår at bryde ind og beskadige virksomheden,” fortæller Lars Vesterløkke.

Hør interviewet med Rasmus Keinicke, konsulent hos SMV Danmark og rådgiver i cybersikkerhed, her:

Hør interviewet med direktør i Ritzau, Lars Vesterløkke, her:

Hør interviewet med den etiske hacker, Kim Elgaard, her:

Billede: Colourbox

Læs også

28.09.23

Tidligere Etisk Råd formand efterlyser mænds rettigheder i abortdebat

Mænds rettigheder er blevet forsømt i den debat, som de nye abortanbefalinger har skabt. Det mener den tidligere formand for Etisk Råd Gorm Greisen. Grænsen for den frie abort for kvinder har været diskuteret, efter Etisk Råd tirsdag anbefalede at hæve abortgrænsen til 18. graviditetsuge. Gorm Greisen, der er tidligere formand for Etisk Råd, hilser…

Læs mere
27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere
26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet