Nyhedsartikel

De unge elsker Alex og Liberal Alliance

Katrine Volsing
kav@radio4.dk

Liberal Alliance og Alex Vanopslagh er populære blandt de unge vælgere. En meningsmåling som Epinion har lavet for DR og Altinget, viser at Liberal Alliance står til 14 procent af stemmerne i blandt gruppen af unge. Og det gør dem til det største parti blandt de unge.

Men populariteten er også stor blandt dem, der endnu ikke har fået stemmeret.

“Det er, fordi vi godt kan lide Alex. Han har god humor, og så kan vi godt lide hans politik”, siger en 14-årig dreng, der er mødt op i Aarhus for at møde Alex Vanopslagh.

“Vi håber på, vi måske kan få et billede med ham, hvis vi er heldige”, siger han.

Og han var langt fra den eneste unge under 18 år, som var kommet for at få et glimt af Liberal Alliances partileder.

Jakob Linaa Jensen forsker i sociale medier og politisk kommunikation, og han mener, at det er smart at rette sig mod de unge.

“Det er klart, at dem der er under den stemmeretlige alder, de vil også en dag blive vælgerne, og derfor er det rigtig godt at få fat i dem allerede nu. Al vores forskning viser også, at førstegangsvælgere og dem der endnu ikke er vælgere, er ret svære at nå. Det er faktisk ret unikt at vi har en politiker, der i den grad nærmest har fået rockstjernestatus”, siger han til Radio4.

Hør reportage med unge, der er mødt op for at møde Alex, samt interview med Jakob Linaa Jensen, der forsker i sociale medier og politisk kommunikation, her: 

At det går godt med at ramme de unge, er Ole Birk Olesen, Folketingsmedlem for Liberal Alliance, godt tilfreds med.

“Vi vil gerne være med til at fortælle unge mennesker, hvorfor det er bedre at være blå og liberal end at være rød og socialist”, siger han til Radio4 Morgen.

Liberal Alliance har altid haft ret godt held med at henvende sig til netop de unge mennesker.

“Vi har fundet ud af, at vi som parti – både tidligere og i dag – har nemmere ved at tale til yngre mennesker, som ikke har stemt i 20-30 år på Venstre eller Konservative eller Socialdemokratiet. Vores budskaber om, at man skal have lov til at bestemme i sit eget liv og også betale noget mindre i skat går rigtig fint med yngre mennesker, der ser på det på samme måde og som ikke har stemt på et andet parti i flere årtier”, siger han.

Hør interviewet med Ole Birk Olesen, folketingsmedlem for Liberal Alliance, her:

Ole Birk Olesen beskriver Liberal Alliances kampagne som ‘frisk’.

“Vi bruger humor i vores kampagne og selvironi. Vi har jo ligefrem reklameret med, at vi sidder tre personer i Folketinget i dag og lavet sjov med, hvordan det kan blive når tre mænd som er født i Jylland sidder sammen i et gruppeværelse og ikke kan finde noget at snakke om. Vi har sagt, at vi rigtig gerne vil være nogle flere, så vi nemmere kan få samtalen til at køre. Og det har folk taget godt imod, og det synes jeg er friskt”, siger han.

Han mener, at det er vigtigt at skabe begejstring omkring partiet.

“Man har set, at succesrige partier gennem årene jo alle sammen har rummet det med, at her er også en god fest. For mig var det VU i 90’erne. Så kom De Radikale og var de radicoole. Så var Villy Søvndal den fede type, og SF gik frem på det. Så alle partier prøver at blive det sted, hvor der er en begejstring og en slags fest. Og det er så for øjeblikket os ift. de unge mennesker”, siger han.

I den seneste meningsmåling står Liberal Alliance til 7,3 procent af stemmer og derved 13 mandater. I dag har partiet 3.

En meningsmåling fra sidste uge, som Epinion har lavet for DR og Altinget, at Liberal Alliance er det største parti blandt de unge vælgere og står til 14 procent af stemmerne i den gruppe.

Læs også

04.12.22

Forbrugere skifter elprodukt som aldrig før

Aldrig før har så mange kunder skiftet mellem forskellige elprodukter. Sådan lyder det fra direktør for Norlys’ energiforretning Mads Brøgger. “I oktober havde vi 85.000 der skiftede produkt, i november var det 52.000. Til sammenligning havde vi tidligere mellem 5000 og 7000, der skiftede produkt om måneden, når det gik højt for sig,” siger direktør…

Læs mere
03.12.22

De Konservative er ude af regeringsforhandlingerne

De Konservative melder sig ud af regeringsforhandlingerne. Det meddeler partiets formand, Søren Pape Poulsen, på Facebook. Her skriver han, at den konservative folketingsgruppe enstemmigt har besluttet, at partiet ikke skal gå videre med regeringsforhandlingerne. “Når alt kommer til alt, så mener jeg ikke, at det er foreneligt, med de løfter vi gav i valgkampen, og…

Læs mere
03.12.22

Danskerne er klar til at tage imod flere ukrainske flygtninge

Danmark skal fortsætte med at tage imod ukrainske flygtninge. Det siger et stort flertal i en måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau. Frosten er for alvor ved at sætte ind i Ukraine, samtidig med at Rusland angriber kritisk infrastruktur, der blandt andet producerer varme. Det vurderer Nato kan få flere ukrainere til at flygte. Men…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet