Hårdt og risikabelt – men meningsfuldt. Sådan sammenfatter Birgitte Lundgaard Ottosson sit job som sygeplejerske på et af de særlige afsnit for patienter med COVID-19. Flere af hendes kolleger er selv smittet og indlagt.
Selv om man er vant til at stå på kanten mellem liv og død, så er presset ekstra nærværende for de ansatte på sygehusenes særlige COVID-19-afsnit.
Antallet af indlagte har accelereret gennem tre uger, og det slider på sjælen, fortæller Birgitte Lundgaard Ottosson, der er sygeplejerske på COVID-19 afsnittet på Herning Sygehus.
– Jeg er presset. Både på grund af usikkerheden over for det ukendte – og uvisheden om hvor længe, det varer ved. En pandemi er ikke noget, vi har oplevet før i min tid som sygeplejerske, fortæller til Radio4 Morgen og betoner, at særligt det store antal smittede i Herning-området har givet pres på afdelingen.
– Det er selvfølgelig ikke rart at stå i denne her usikkerhed. Man ved ikke, hvad man møder hver dag. Vi tager imod alle, der kommer. Vi kan jo ikke sige, når ambulancen kommer, at den må tage en ekstra tur i rundkørslen, fordi vi ikke har en ledig stue i øjeblikket.
Den store nedlukning af Danmark har betydet, at strømmen af patienter nu er blevet stabiliseret. Det har i første omgang afværget faren for et sammenbrud i sygehusvæsenet, som det er sket i Italien og Spanien. I begge lande er et stort antal sygeplejersker og læger døde i bestræbelserne på at passe deres arbejde, og det har også gjort de danske sygeplejersker urolige, fortæller hun.
– Det er selvfølgelig noget, vi taler rigtig meget om. Der er mange af mine kolleger, der er smittet med Corona. Så det har nogle store omkostninger. Man kan være bange for at tage smitten med hjem til sine børn og sin familie, og jeg savner lidt, at der bliver sat fokus på de omkostninger det har for plejepersonalet.
Der er flere af kollegerne, der er indlagt med symptomer i den alvorlige ende af skalaen.
”Vi arbejder i et risikofelt”
Rammerne på Herning Sygehus har ændret sig mærkbart efter Corona´ens indtog. Udenfor indgangen til CoVid19-afdelingen er der sat et stort telt op, hvor Falck-folk kan rengøring af deres bårer, værnemidler og udstyr. Flere depoter er lavet om til sengepladser for at skaffe ekstra kapacitet.
– Alle patienter, der kommer ind på afdelingen skal have mundbind på og have sprittet hænder inden, de kommer ind på afdelingen. Så bliver de fordelt ud på stuerne alt efter hvor dårlige de er og om de skal ind i en seng med det samme og kobles til ilt. Eller om de kan sidde i en stol og vente på, at der kommer en læge og en sygeplejerske, så de kan blive testet, fortæller Birgitte Lundgaard Ottosson, der har været sygeplejerske i 13 år.
– Både servicepersonale, rengøring, sygeplejersker og læger arbejder sammen med mennesker, som de ikke kender navnene på, og som de ikke er vant til at arbejde sammen med. Heldigvis kan man sige, at vi bor i Danmark, hvor der er en regering, som tager de forholdsregler, der skal tages, så vi forhåbentlig ikke ender samme sted, som man ser i andre lande. Og indtil videre er der hjælp til alle dem, der har behov for at få hjælp. Men jeg synes, det er en god lejlighed til at sætte fokus på sygeplejefaget. Det er nogle hårde vilkår, vi arbejder under. Arbejdstiden er døgnet rundt og året rundt. Vi løber stærkt, og det har nogle private og personlige omkostninger for sygeplejersker, som det ikke har for andre offentligt ansatte i andre erhverv.
– Jeg synes, det er utroligt meningsgivende at kunne være med helt fremme, hvor der virkelig er brug for det. Men jeg synes også, at det giver et ekstra pres. Vi er vant til at håndtere patienter, der er meget dårlige– og ikke at vide, hvad den næste patient, der kommer ind, fejler. Men vi er ikke vant til, at der bliver lavet statistik over, hvor mange der er indlagt, hvor mange der er i respirator og hvor mange, der dør på de enkelte sygehuse. Det er et ekstra pres.
– Vi arbejder i et risikofelt. Men vi har også valgt faget for at hjælpe andre, siger Birgitte Lundgaard Ottosson.
Privatfoto