Nyhedsartikel

Det er billigt og let at anskaffe sig et falsk vaccinepas i Ukraine – også selvom du er dansk statsborger

Katrine Volsing

Ukraine oplever lige nu, at flere læger og klinikker tilbyder, at man kan købe sig til et vaccinepas på nettet – helt uden at få vaccinen. Selv danske statsborgere kan skaffe sig et falsk ukrainsk coronapas.

Kun omkring 17 procent af ukrainerne er vaccinerede mod Covid-19, og omkring halvdelen af befolkningen er generelt skeptiske mod at lade sig vaccinere. Derfor køber flere vaccineskeptiske ukrainere sig adgang til et vaccinepas i stedet for at få vaccinen.

“De skal vise vaccinepasset, når de går på arbejde bl.a. i sundhedssektoren, andre vil på rejse i Europa og så er der en del, der arbejder i udlandet bl.a. i Danmark, og så skal de gerne have et vaccinepas. Så hvis man ikke er beredt på at få en vaccine, så kan man købe sådan et pas”, siger Stefan Weichert, freelancejournalist i Ukraine.

Og det er ikke særligt svært at skaffe sig et vaccinepas, selvom man ikke vil vaccineres, siger han.

“Man kan gå på google og søge efter ‘vaccinepas i Ukraine’ og så kommer der en masse hjemmesider op og ellers kan man gå på sikkerhedsappen ‘telegram’, hvor man også kan finde en masse sider, der tilbyder, at man kan købe vaccinepas”.

“Det koster alt fra 120 kroner og op til 2000 kroner. Så overfører du de penge og skriver personlige oplysninger, og så kan der gå alt fra 5 dage til en lille måned, og så har du dit officielle dokument, som du kan printe ud og tage med dig. Du kan også få en QR-kode i en app, hvis du er ukrainer”, siger Stefan Weichert, der arbejder som freelance journalist i Ukraine.

Vellignende vaccinepas

Han har selv haft let ved at skaffe sig et falsk vaccinepas.

“Det gik rigtig nemt. Jeg skrev til et par stykker på appen ‘telegram’ og fik tilbudt vaccinepas, selvom jeg var dansk statsborger; det bekymrede de sig ikke så meget om. Det eneste de skulle bruge var et billede at mit pas, en form for adresse i Ukraine, hvilket er noget man kan købe sig til, og et telefonnummer. Fem dage og så har du dit vaccinepas,” siger han.

Passet ligner fuldstændig det pas, du får, hvis du rent faktisk er vaccineret, fortæller han:

“Jeg spurgte, hvordan det kom til at se ud og fik sendt en kopi af et vaccinepas underskrevet af en læge, og det ligner præcis det vaccinepas, jeg selv har fået ved rigtig at få vaccinen hernede. Havde jeg været ukrainsk statsborger, kunne jeg også have fået QR-koden som nogle lande vil have, man viser frem, og hvis jeg hellere vil have et russisk covid-19-pas kunne jeg også få det”, siger han til Radio4 Morgen.

Let at snyde

Det overrasker ham ikke, at det er så let at skaffe sig et falsk vaccinepas.

“Fra dansk perspektiv ville det være overraskende, at det ville være så let at snyde, men for mig som er bosat i Ukraine og har været det i 2,5 år er det ikke specielt overraskende. Ukraine er et land, der stadig har store problemer med korruption og underbetaling blandt læger, og det giver mulighed for, at de her ting kan finde sted”, siger han.

Desuden er der mange, som er klar til at lave dig et falsk vaccinepas.

“Landet er stort med omkring 40 mio. borgere og med tusindvis af læger, så er der brodne kar rundt omkring. Jeg har også spurgt blandt ukrainske venner, alle kender en læge, der er villig til at gøre det. Det er enormt let”, siger han.

Det ukrainske cyberpoliti melder, at de har åbnet over 500 sager i relation til ulovligt vaccinesalg og har lukket flere hjemmesider. Men det har ikke stoppet salget.

Hør interviewet med Stefan Weichert, freelancejournalist i Ukraine, her:

 

Læs også

04.06.23

Ulv søger væk fra mennesker og bebyggede områder

Et nyt studie viser af en ulv undgår mennesker og foretrækker at være i natur. Det er en ung hanulv, der er GPS-mærket, og hvor ulven er observeret fra december til marts i år. Dataene viser, at den unge hanulv i 70 procent af tiden befandt sig på arealer, der betegnes som “natur”. Den befandt…

Læs mere
03.06.23

Hjemme igen efter 7 måneder i berygtet fængsel i Iran

Den 28-årige dansker Thomas Kjems fra Aalborg, der har siddet fængslet i Iran, er i dag kommet hjem til Danmark og genforenet med sin familie. Han landede efter middagstids i Københavns Lufthavn, hvor han til de mange fremmødte journalister sagde, at det var fantastisk at være hjemme igen. Han havde selv svært ved at tro,…

Læs mere
02.06.23

Talsperson for utilfredse vognmænd: Der kommer flere aktioner

Vognmændene har ikke opgivet kampen mod vejafgiften for lastbiler, selvom den nu er vedtaget. Talspersonen for de utilfredse vognmænd varsler flere aktioner. ”Man kan sige, at der står 1-0 til modparten. Men lad os se, hvordan det ser ud senere.” Sådan lyder det fra Jakob Forman, talsperson for de utilfredse vognmænd, som ikke mener, at…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet