Nyhedsartikel

DF går ind for fuld ytringsfrihed – men tillod ikke medlems koranafbrænding

Steffan Axelsen
stax@radio4.dk

Det klinger hult, når Dansk Folkeparti kæmper for at bevare ytringsfriheden i sin nuværende form.

Sådan falder ordene fra tidligere DF-medlem og nuværende løsgænger i Hjørring Kommune Erik Høgh-Sørensen, efter at regeringen er kommet med et forslag om at forbyde koranafbrændinger.

For tilbage i 2019 tillod Dansk Folkeparti ikke Erik Høgh-Sørensen at brænde en koran af, mens han stadig var medlem af partiet.

Det havde han ellers varslet, skulle der komme et terrorangreb på dansk jord.

Da holdningen om ikke at lade partimedlemmer brænde koraner af stadig gør sig gældende i partiet i dag, mener Erik Høgh-Sørensen, at Dansk Folkepartis kamp ikke sker på et ordentligt grundlag.

– Jeg finder det underligt at kæmpe for en rettighed, som medlemmerne i sidste ikke må benytte sig af, fortæller Erik Høgh-Sørensen til Radio4 og tilføjer:

– Jeg mener ikke, det tilkommer andre at bestemme, hvordan man skal ytre og om hvad. Så hvis nogle har lyst til at brænde koraner af, bør man ikke fordømme andre for det, fortæller han.

Dansk Folkepartis partisekretariat afviste i 2019 Erik Høgh-Sørensens varsel om en koranafbrænding og udtalte:

– Vi brænder ikke koraner af i Dansk Folkeparti.

Du kan høre interviewet med Erik Høgh-Sørensen her:

Hos Dansk Folkeparti mener udenrigsordfører Anders Vistisen ikke, at partiet indskrænker ytringsfriheden ved at afvise medlemmer, der ønsker at brænde en koran af.

– Vi ønsker i Dansk Folkeparti ikke, at medlemmerne brænder koraner af. Men der er ikke tale om noget forbud, da vi ikke vil tage folks rettigheder fra dem. Vi synes bare, det ville være bedre, hvis medlemmerne læste koranen i stedet for at brænde den, fortæller han.

Anders Vistisen fremhæver, at det blot handler om, at koranafbrændinger fra partimedlemmer ikke flugter med partiets værdier.

– Som parti kommer vi aldrig til at stå og brænde koraner af. Hvis det alligevel skulle ske, må Hovedbestyrelsen vurderer, hvilken konsekvens det skal have. Men jeg så episoden i 2019 som et typisk stunt fra Erik Høgh-Sørensen, der i sidste ende ikke rummede noget principielt. Og han endte jo heller ikke med at gøre det – nok fordi, at ingen partifæller bakkede op om det, siger han.

Du kan høre interviewet med Anders Vistisen her:

 

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Læs også

27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere
26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere
25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet