Der hersker harmoni mellem dronning Margrethe og politikerne på Christiansborg. Men sådan har det ikke altid været. Og der er heller ingen garanti for, at det vil fortsætte.
Da dronning Margrethe for 50 år siden blev udråbt til ny regent af den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, var hun ung, uerfaren og usikker, og den erfarne regeringschef havde svært ved at skjule sin skepsis.
At det forholdt sig sådan, kan være svært at forstå i dag.
Men i sine unge år kunne Dronningen virke famlende og flagrende. Hun var genert og brød sig ikke om overdreven opmærksomhed. Og da Krag udråbte hende til Danmarks nye statsoverhoved, var hun en ung kvinde på kun 31.
Hun skulle efterfølge sin far, den folkekære kong Frederik, og hun vidste ikke, om hun ville kunne gøre det lige så godt. Derudover var tiden præget af ungdomsoprøret, som førte til barske opgør med autoriteter og institutioner. Hun besad allerede dengang en næsten seismografisk evne til at aflæse strømningerne i samfundet, og hun vidste, at det ikke var en selvfølge, at monarkiet ville blive ved med at være et samlingspunkt.
Når Dronningen et halvt århundrede senere i så høj grad er lykkedes med sin livsopgave, skyldes det hendes arbejdsindsats, pligtfølelse og dømmekraft. Gør vi regnebrættet op, er hendes position bomstærk:
Målinger viser, at en stor del af befolkningen bakker hende op og støtter monarkiet.
Dronningen har et så dybt kendskab til både historie og samtid, at de fleste lytter, når hun udtaler sig. De ved, at hun har noget på hjerte, og at der er gods i hendes vurderinger. Når hun holder nytårstale, venter et millionpublikum, og da hun talte under corona-krisen, blev alle seerrekorder slået.
Også i forhold til de folkevalgte på Christiansborg har hun formået at placere kongehuset i en solid position, og vi er i dag meget langt fra tiden, da Krag ikke havde høje tanker om den unge regent.
Gennem sine fem årtier på tronen har dronning Margrethe udover Krag haft et samspil med statsministrene Anker Jørgensen, Poul Hartling, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen og senest Mette Frederiksen.
Da Mette Frederiksen blev født i 1977, havde Dronningen allerede siddet på tronen i fem år, og hun har derfor været regent i al den tid, hvor Frederiksen voksede op, uddannede sig, gjorde karriere, fik ministerposter og blev regeringschef.
Nok så interessant var Mette Frederiksen i sine unge år ikke en stor fan af monarkiet, og dermed lå hun på samme linje, som mange andre politikere, der er principielt imod, at position og privilegier går i arv. Men i dag fremhæver Mette Frederiksen i høj grad dronning Margrethe, kronprinsparret og kongehuset som en enhed, der sikrer identitet og sammenhæng i en tid, hvor splittelse ofte truer.
I ugens løb gæstede Mette Frederiksen det politiske magasin ’Mandat’ på Radio4. Og her roste hun blandt andet dronning Margrethe for evnen til at bidrage til den offentlige debat, men vel at mærke uden at gå over stregen og blive politisk.
I det hele taget står mange politikere i disse dage i kø for at vise deres respekt for Dronningen, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at denne udtalte harmoni var en selvfølge. Men sådan er det ikke.
Skruer vi tiden få årtier tilbage, var fremtrædende politikere klar til at ændre på spillereglerne for kongehuset for at reducere monarkiets rolle. I modsætning til andre monarkier har regenten i Danmark et tæt samspil med det politiske system. Dronning Margrethe spiller for eksempel en rolle i dronningerunderne efter folketingsvalg, hun udnævner den nye regeringschef, og i statsrådet underskriver hun landets love.
Netop statsrådet kaldte den nu afdøde radikale toppolitiker, Niels Helveg Petersen, engang for ”organiseret tidsspilde”, mens den ligeledes nu afdøde socialdemokratiske partiformand, Svend Auken, ønskede at afskaffe dronningerunderne.
Kun én gang gik Dronningen ind i debatten om kongehusets position.
Det skete i Annelise Bistrups bog Margrethe fra 2005, hvor hun advarede mod at reducere kongehusets position. Hun sagde: ”Den ceremoni, der omgiver statsoverhovedet, får noget af sin berettigelse på grund af statsoverhovedets faktiske rolle. (…) Vi er her ikke bare til benefice for turisterne og pressen.”
I dag gør statsminister Mette Frederiksen det klart, at hun ikke ser nogen grund til at ændre på kongehusets position. Og hun mener ligeledes kun, at det er en fordel med en vidende regent, der løbende fortæller som sit syn på Danmark og Verden.
Statsministeren er også tryg ved, at næste generation i kongehuset forstår grænserne for, hvad de kan sige, og anerkender ansvarsdelingen mellem kongehuset og de folkevalgte på Christiansborg.
Måske får hun ret. Men der er en pointe i, at dronning Margrethe har været så dygtig, at ingen længere ved, hvordan det vil være, hvis regenten er svag eller politisk tonedøv.
Forleden advarede skribenten Sørine Gotfredsen i Berlingske kronprinsesse Mary mod at omklamre LGBT+-miljøet. ”Hun har stukket hånden ind i en af vor tids mest ideologisk betændte hvepsereder, og det er både forbløffende og foruroligende, at hun ikke selv kan se det,” skrev Sørine Gotfredsen.
Også kronprins Frederik har oplevet at få kritik. Han bragte sig på kant med mange politikere, da han insisterede på at træde ind i den internationale olympiske komite, IOC, som i flere tilfælde har været involveret i mudrede politiske forløb om blandt andet korruption. Lettelsen på Christiansborg var stor, da Kronprinsen i juni sidste år fortalte, at han ville stoppe.
Dronningen har fået det meste til at se let ud. Men sandheden er, at hun har arbejdet hårdt og udvist en usædvanlig sikker dømmekraft i sine 50 år på tronen.
Du kan høre hele ‘Mandat’ med Mette Frederiksen her:
