Splittelsen i DF er så dyb, at den sværeste tid kan vise sig at komme efter søndagens kampvalg.
Da Hans Engell sidste weekend styrede en debat mellem formandskandidaterne i DF, blev han til sidst spurgt, om situationen i DF var lige så slem som i tiden med den løbske borgerkrig i Det Konservative Folkeparti i 1990’erne.
Nej, lød svaret fra Hans Engell. Dengang var det meget værre. Sammenlignet med situationen hos de Konservative, havde debatten mellem DF-kandidaterne været som at spadsere rundt i en præstegårdshave, lød det fra den erfarne iagttager.
Det udløste smil hos kandidaterne, som lige havde været igennem en ophedet debat. Men måske var Hans Engell næsten for venlig. For der er oplagte sammenfald mellem dagens stridigheder i DF og 1990’ernes nedsmeltning hos de Konservative.
Et af lighedspunkterne manifesterede sig fredag morgen, da den snart forhenværende DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, deltog i et interview med Radio4. Her kom han med en krystalklar melding til Pia Kjærsgaard.
”Jeg mener hverken, at Pia eller jeg længere skal styre partiet. Vi skal lade andre køre butikken videre nu,” sagde Kristian Thulesen Dahl og tilføjede: ”Hvis vi tror, at vi stadig skal være dem, der i realiteten skal styre partiet, så ødelægger vi det for de andre, der skal drive det her gode parti videre.”
Hans offensiv fik effekt. Kort efter meddelte Pia Kjærsgaard, at hvis det kunne medvirke til at skabe ro, ville hun afholde sig fra at søge ind i ledelsen af partiet. Dog skulle flere kritiske DF-politikere lade være med at true med at forlade partiet, sagde hun.
Når dette forløb giver mindelser om opgøret hos de Konservative, skyldes det, at den daværende konservative partiformand, Per Stig Møller, som en af sine sidste handlinger trak netop Hans Engell med sig i faldet i deres indbyrdes kamp om magten i partiet.
I realiteten forsøgte Kristian Thulesen Dahl at gøre det samme med Kjærsgaard.
Det værste scenarie for DF er imidlertid, at kampen om partiets fremtid også på et andet punkt kommer til at minde om forløb, som vi tidligere har været vidne til i dansk politik, både hos de Konservative, Venstre og Socialdemokratiet. Nemlig, at de interne stridigheder ender med at låse partiet fast i en kronisk krise.
De Konservative var tæt på at udslette sig selv, indtil Bendt Bendtsen blev redningsmanden, der samlede partiet. Det giftige formandsopgør mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992 kom til at martre S i årtier. Og ingen ved, hvor længe Venstres krise vil fortsætte under Jakob Ellemann-Jensen.
Når Kristian Thulesen Dahl i 11. time valgte at gå til angreb på Pia Kjærsgaard, var det udtryk for, at han mener, at partistifteren er blevet en destruktiv faktor. Han har selv oplevet, hvordan Kjærsgaard konstant har kritiseret hans lederskab og har arbejdet på at promovere Morten Messerschmidt som ny formand.
I den seneste tid er Kristian Thulesen Dahl i stigende grad begyndt at frygte, at et parløb mellem Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard vil føre til, at fremtrædende DF-profiler vil forlade partiet og dermed svække partiet yderligere.
At det er kommet dertil, siger meget om, hvor dybt krisen stikker i DF, ligesom det fortæller alt om, hvordan det engang så tillidsfulde forhold mellem Thulesen og Kjærsgaard er blevet sat over styr.
Det er i den forbindelse blodig ironi, at Kristian Thulesen Dahl ellers er et af de mennesker, som sammen med Peter Skaarup både kender og anerkender Pia Kjærsgaards enorme betydning for DF. Han har rost sin forgænger for at have haft viljen til at stifte DF. Han har hyldet hende for at have haft modet til at advare mod skyggesiderne af den indvandring, som har skabt så store forandringer i de sidste 40-50 år. Og han husker kun alt for godt, hvordan Pia Kjærsgaard, DF og han selv i årevis blev udskammet på Christiansborg.
Mens de øvrige partier i Folketinget vendte ryggen til DF, tog stadigt flere danskere dog godt imod partiet. I 2015 kulminerede fremgangen, da DF med Thulesen som formand fik støtte fra mere end 21 procent af vælgerne.
Siden er opturen som bekendt forvandlet til en monumental nedtur, og skuffelsen har udløst så voldsomme frustrationer internt, at det har ødelagt relationen mellem Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl.
I lang tid har de fleste DF’ere ikke haft øje for Pia Kjærsgaard medansvar for uroen i partiet, men på det seneste er der kommet kritisk fokus på hendes rolle.
I efteråret lod hun det stå åbent, om hun selv ville gå efter at blive ny formand, og ved landsmødet kunne hun ikke skjule sin foragt for Martin Henriksen, da hun i salen skar grimasser og vendte tommelfingeren ned, mens han stod på talerstolen.
Når Pia Kjærsgaard nu gør det klart, at hun er klar til at holde sig væk fra ledelsen, har Kristian Thulesen Dahl umiddelbart vundet en sejr. Men det er ikke ensbetydende med, at der er faldet ro over lejren, og det kan vise sig, at søndagens kampvalg mellem Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen ikke bliver en afslutning, men snarere en fortsættelse af problemerne i partiet.
Morten Messerschmidt er favorit til at vinde, men han har mange fjender. Derudover hænger sagen om misbrug af EU-midler over hovedet på ham. Alt i alt er det et åbent spørgsmål, om han vil kunne samle partiet, og nøjagtig det samme gælder for Martin Henriksen, hvis han mod forventning bliver ny formand.
Risikoen for DF er derfor, at udfaldet af kampvalget blot vil cementere krisen, føre til faneflugt og en yderligere svækkelse. Sker det, vil DF stå med enorme udfordringer den dag, hvor DF-medlemmernes foretrukne formandskandidat – Inger Støjberg – ventes at danne et nyt parti.
Læg i den forbindelse mærke til, at Inger Støjberg fredag morgen i DR gav Kristian Thulesen Dahl et usædvanligt varmt og positivt skudsmål. Kort sagt, dramaet i DF er langt fra forbi.
Hør hele interviewet med Kristian Thulesen Dahl her:
