Erhvervsdrivende: “Vi kan vælge om vi vil dø i bøder, eller om vi vil dø uden omsætning”

Butikker har lukket, her butik på Støget. Detailhandlen og butikker lukker hen over jul og nytår for at reducere aktiviteten i samfundet og nedbringe smitten med COVID-19 og Corona

Skrevet af

15. februar 2021

I dag, mandag d. 15. februar, ryger ‘lukket’-skiltet ned i en del butikker. De åbner nemlig igen, selvom restriktionerne fortsat er uændrede.

En, der har arbejdet for at det skulle ske, er Torkil Poulsen. Han er direktør i virksomheden Dantracker og initiativtager til en facebook-gruppe for øjeblikkelig national genåbning af butikker og restauranter. Gruppen nåede at få over 5.000 medlemmer, før den blev lukket ned af Facebook på grund af falske oplysninger om Covid-19.

“Vi kan ikke mere som forretningsdrivende. Vi kan simpelthen ikke blive ved med at se på det her cirkus med nye britiske mutationer, som skal lægge vores sygehusvæsen ned. Nu har vi igennem 11 måneder hørt på, at ulven kommer, men der kommer ikke nogen ulv. Vi har ikke været i nærheden af at nå en problematisk grænse på sygehusvæsnet. Nu er smittetallene helt i bund, så nu skal vi ha’ Danmark i gang igen”, siger han til Radio4 Morgen.

En fortolkning af pandemien

Torkil Poulsen har fået udarbejdet en juridisk analyse af nogle advokater, som han mener påviser, at han – og de andre erhvervsdrivende, der åbner sine butikker – har loven på deres side.

Men Kristian Lauta, der er professor ved juridisk institut på Københavns Universitet, mener ikke, at der er hold i de argumenter, som Torkil Poulsen ellers netop mener skaber grundlag for at åbne butikker og restauranter.

“Det juridiske argument de præsenterer for at åbne butikkerne i strid med restriktionerne, det hviler alt sammen på en fortolkning af, hvad den her pandemi er for noget, og dvs. at hele det juridiske argument hviler på, at covid-19 hverken er udbredt eller smitsomt, og det tror jeg de fleste fageksperter vil være uenige i”, siger han.

Politiet holder nøje øje med, om erhvervsdrivende åbner ulovligt i dag. Det siger politiinspektør Uffe Stormly fra Nationalt Beredskabscenter i Rigspolitiet:

“Helt generelt har de erhvervsdrivende efterlevet restriktionerne, der er udmeldt, men vi følger situationen her meget nøje. Det er klart, at får politiet anmeldelser, så retter vi henvendelser til de pågældende, og det kan i yderste konsekvens ende med, at man bliver skrevet for det her (får bøder for det, red.)”, siger han.

Men bøderne kan Torkil Poulsen og andre erhvervsdrivende ikke betale.

“Vi kan vælge om vi vil dø i bøder, eller om vi vil dø uden omsætning, og det er det, det handler om lige nu for virksomhederne”, siger Torkil Poulsen, direktør i virksomheden Dantracker og initiativtager til en facebook-gruppe for øjeblikkelig national genåbning af butikker og restauranter.

Holder sin skønhedsklinik åben – trods bøder

Osman Al Chami ejer skønhedsklinikken Cliuniq i Roskilde – og han er en af dem, der hellere vil dø i bøder end dø uden omsætning. Politiet har nemlig allerede givet ham bøder for 100.000 kroner, men alligevel bliver han ved med at holde åbent.

“Tilliden til regeringen ophører fra min side, når de ikke kan finde ud af at snakke sandt. Det er en af grundene til, at jeg ikke bare følger de love og anbefalinger, der bliver kastet over vores hoveder”, siger han.

Han ved ikke, hvordan det skal hænge sammen for ham, hvis han ikke holder åbent:

“Regeringen forventer, at vi har en opsparing at leve af, hvilket ikke er tilfældet for rigtig mange erhvervsdrivende,” siger Osman Al Chami, som ejer skønhedsklinikken Cliuniq i Roskilde.

Jakob Brandt, der er administrerende direktør i SMV Danmark; en dansk erhvervsorganisation for små og mellemstore virksomheder, forstår godt frustrationen.

Men det betyder ikke, at han støtter op om en tidligere åbning af butikkerne:

“Jeg tager klart afstand fra at man trods desperation driver til selvtægt og ikke følger myndighedernes anbefalinger”, siger han.

Hør interviewet med Torkild Poulsen, direktør i Dantracker og initiativtager til facebook-gruppe for øjeblikkelig national genåbning af butikker og restauranter, her:

Hør interviewet med Jakob Brandt, der er direktør i SMV Danmark; en dansk erhvervsorganisation for små og mellemstore virksomheder, her:

Hør interviewet med Osman Al Chami, der ejer skønhedsklinikken Cliuniq i Roskilde, her: 

Afspiller nu

COMEDY-KONTORET

16:05
17:00