Nedladende kommentarer haglede ned over 19-årige Nikoline Prehn, da hun fortalte, at hun gerne vil være folketingskandidat. Men hvorfor egentlig?
Da 19-årige Nikoline Linnemann Prehn for få dage siden annoncerede, at hun gerne vil være folketingskandidat for Socialdemokratiet, blev nyheden ikke mødt med stående applaus. Tværtimod.
På Twitter lød en af de mere grove karakteristikker, at hun var et ”dukkebarn født med en guldske i røven”. På Facebook føg det med kritik af, at hun var for ung til at stille op, og at hun blot gjorde det, fordi hun er datter af Ramus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Flere unge i #dkpol
Klimaaktivisme, progressiv omfordeling, international solidaritet og hjælp til verdens fattigste. Med mine 19 år melder jeg mig som landets måske yngste FT-kandidat for Socialdemokratiet. Glæder mig til GF i 3. kreds d. 29! @Spolitik @DSU_1920 pic.twitter.com/CvjcohPAV9— Nikoline Linnemann Prehn (@NikolinePrehn) March 18, 2022
Da Nordjyske fortalte nyheden om Nikoline Prehns politiske drøm under overskriften ”Ministerdatter fra Aalborg følger i farmands fodspor”, var der ganske vist opmuntrende ord fra flere læsere. Men der var også kritik, og flere fokuserede på hendes manglende erfaring.
”Få nu en uddannelse først, og så 10 års erhvervserfaring, så kan du tænke på at stille op til FT. Vi har nok af dem uden erhvervs-/livserfaring,” lød opfordringen fra en læser.
Som altid var angrebene værst på de sociale medier, der tit fungerer som affyringsrampe for udfald mod politikere. Her har det flydt over med beskyldninger om, at Nikoline Prehn bare vil ind i politik på grund af sin far, og mange går hårdt til hende, fordi hun efter deres mening er for grøn og uerfaren til at kunne løfte et politisk ansvar.
For at sige det lige ud er en del af kritikken usaglig og letkøbt.
For det første er det ikke usædvanligt, at unge påvirkes af deres forældres valg af profession. Rigtigt mange unge lader sig inspirere af deres forældres erhverv. Og det gælder også i politiske familier. Tænk på klaner som for eksempel Helveg, Auken, Ellemann eller Hækkerup, hvor flere generationer har beskæftiget sig med politik. Helt banalt er forklaringen, at børnene tidligt vænnes til at diskutere politik og forholde sig til samfundsforhold.
Når medlemmerne af klanerne sætter sig på vigtige positioner, skal medierne selvfølgelig følge dem tæt med et vagtsomt og kritisk blik, præcis som det gælder for andre politikere. Men ser vi tilbage på den nyere historie, vil det være svært at føre bevis for, at medlemmerne af de politiske familier har vægtet deres hverv som folkevalgte ringere end de øvrige valgte.
Når det gælder kritikken af, at unge ikke bør stille op, fordi de mangler livserfaring, har kritikerne ret i, at unge mangler den indsigt, som et langt liv giver. Til gengæld ved de unge, hvordan det er at være ung. Og hvis de unge ikke er med inde i det politiske maskinrum, kan det føre til, at deres livsvilkår, perspektiver og ideer skubbes i baggrunden.
Ser vi ud over dagens politiske landskab, er faktum, at der snarere er for få unge til stede end for mange. I hvert fald hvis vi gerne vil leve op til idealet om, at de folkevalgte skal afspejle resten af befolkningen.
Det problematiske ved de angreb, som er regnet ned over Nikoline Prehn – og som også rammer andre, der ønsker at gå ind i politik – er, at de i værste fald får folk til at trække sig. Nogle politisk interesserede mennesker tør slet ikke stille op. Andre vælger hurtigt at flygte fra politik, eftersom de personlige omkostninger er for høje.
At det forholder sig sådan kom blandt andet frem i lyset i forbindelse med efterårets valg til kommuner og regioner. Her fortalte stribevis af kandidater, hvor ubehageligt det kan være at blive udsat for verbale overfald på de sociale medier.
Når det er sagt, er der imidlertid god grund til at se kritisk på den måde, som partierne rekrutterer på.
Ser vi på sammensætningen af Folketinget, er den temmelig skæv sammenlignet med resten af befolkningen.
Efter det seneste valg i 2019 lavede Altinget en optælling, som viste, at antallet af akademikere havde slået alle rekorder. ”I det nye folketing er 63 procent enten akademikere eller studerende ved akademiske uddannelser, mens denne gruppe kun udgør 14 procent af befolkningen,” lød det.
I artiklen blev det samtidig fastslået, at faglærte og ufaglærte arbejdere er massivt underrepræsenterede.
I en kommentar udtalte professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, at skævheden både kan præge den politiske debat og påvirke selve den politiske beslutningsproces, så de underrepræsenterede vælgergrupper skubbes i baggrunden.
”Uddannelse og erhvervsbaggrund kan navnlig spille ind på holdninger til efterløn, førtidspension, dagpenge og kontanthjælp. Man kan også tage erhvervsskolerne, der fik lov til at sejle i lang tid. Det var nok ikke sket, hvis det havde været gymnasierne,” sagde Jørgen Goul Andersen til Altinget.
Kigger man ned ad de lange gange på Borgen, er det bestemt heller ikke sådan, at for eksempel erhvervsledere fra private virksomheder eller medarbejdere fra Produktionsdanmark myldrer frem. Faktisk er de svære at få øje på.
I partierne ved man godt, at den skæve repræsentation er et problem. Men indtil videre har ingen været gode til at løse det. Den giftige forklaring er, at det måske bare er mest bekvemt for partierne at plukke de folk, der kommer fra Institut fra Statskundskab og er blevet skolet i de politiske ungdomsorganisationer.
Men det er stadigt vigtigt at huske, at det er unfair at skyde på dem, der stiller op. Det virkelige problem handler snarere om alle dem, der ikke gør det.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Lyt til seneste afsnit her:
Foto: Privat
