Nyhedsartikel

EU-udvalg beder Danmark hente dreng og mor hjem fra Syrien

Ritzau
redaktion@radio4.dk

Danmark bør lade sig inspirere af Spanien og hjemtage seksårig dreng og hans mor fra Syrien, mener EU-udvalg.

EU-Parlamentets klageudvalg opfordrer onsdag Danmark til at finde en løsning i sagen om den seksårige danske dreng, der indtil videre ser ud til at skulle blive i en fangelejr i Syrien.

Danmark bør hjemtage både drengen og hans mor, mener udvalget.

Det sender derfor en henstilling i form af et brev til de danske myndigheder.

Udvalget henviser til en tidligere sag om spanske børn. Børnene fik efter megen debat i Spanien lov at komme hjem sammen med deres mødre.

Den løsning, der blev fundet i Spanien, kan Danmark med fordel lade sig inspirere af, lyder det fra udvalgets formand, Dolores Montserrat.

Formanden, der selv er spanier, fortæller, at der også bliver sendt et brev til EU’s udenrigschef, Josep Borrell.

Det skyldes, at han spillede en rolle i at få de spanske børn hjem fra Syrien.

– Han er selvfølgelig selv spanier. Men jeg tænker, at han måske kan træde til her og hjælpe den danske regering, så barnet kan komme hjem til Europa, siger Dolores Montserrat.

Udvalget har ingen juridisk kompetence og kan derfor ikke kræve handling fra Danmark.

Alligevel vækker henstillingen glæde hos Natascha Rée Mikkelsen, talsperson for foreningen Repatriate the Children – Denmark.

Organisationen arbejder for at få danske børn hjem fra Syrien.

– Vi er enormt glade for, at man går videre med sagen. Det var det bedste, vi kunne opnå i dag. Udvalget kunne have valgt at lukke sagen, men man vælger at lave en henstilling om, at Danmark skal tage børn og mødre hjem. Det er vi sindssygt glade for, siger Natascha Rée Mikkelsen efter mødet onsdag.

Den seksårige dreng står til at blive det eneste tilbageværende danske barn i den syriske fangelejr Al-Roj. Her opholder hans mor sig også.

Regeringen vil gerne evakuere drengen, men ikke moren, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) slået fast.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at man bringer både den seksårige og hans mor til Danmark. Det skrev flere medier søndag.

/ritzau/

Læs også

26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere
25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere
23.09.23

Demonstrationer mod brexit i London

Stor demonstration mod brexit i London i dag. Ifølge den britiske avis The Independent var der omkring 3.000 “re-joiners” på gaden, der vil tilbage i EU. De demonstrerede imod, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union. Brexit still sucks!’: stod der blandt på nogle af de mange bannere. En spørgeundersøgelse blandt mere end 4.000 af de…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet