Nyhedsartikel

Familie vil gerne bygge nyt, men er i tvivl, om det er blevet for dyrt

Det er blevet langt dyrere at bygge nyt. Både Eurodan-huse og Huscompagniet fortæller, at de har hævet priserne med 8-10 procent inden for det seneste års tid.

Alexia Köster Toft er én af dem, der bliver ramt af priserne. Hun vil nemlig gerne bygge et nyt hus til sin familie i Nykøbing Mors:

“I sidste uge var vi til et byggemøde hos Huscompagniet og der snakkede vi selvfølgelig priser ud fra de ønsker, vi havde og så siger han: “I skulle have valgt at bygge sidste år, for så havde I sparet 400.000 kroner pga. inflation og stigende priser på byggematerialer”. Så det synes vi var lidt et slag i hovedet. 400.000 er virkelig mange penge, ift. hvis man bare havde lavet en kontrakt sidste år kontra i år”, siger hun til Radio4 Morgen.

For Alexia Köster Toft betyder de stigende priser, at hun og familien skal genoverveje, om nybyg er pengene værd:

“I sidste ende skal man måske overveje, om det skal være en anden byggegrund eller at man ikke kan få en garage, for det er dén pris de ting koster, som prisen er steget med. Det gør også, at vi overvejer, om vi overhovedet skal gøre det, fordi man kan ikke være sikker på, at man kan holde de penge ekstra hjemme, altså om huset har den halve million ekstra i værdi, så vi er virkelig i tvivl, om vi overhovedet skal gå videre med det, fordi det ikke er sikkert, det er det fornuftige”, siger hun.

Hør interviewet med Alexia Köster Toft her:

Både dyrere og langsommere

Prisstigningerne har flere årsager. Det fortæller privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer:

“Det hænger sammen med corona-pandemien og genåbningen derefter, hvor vi har set at efterspørgslen efter varer generelt er eksploderet, og derudover er der de globale flaskehalse og stigende råvarepriser og alt muligt andet. Og det er selvfølgelig det, der smitter af, når der skal bygges et helt nyt hus og der skal bruges en del materialer på at bygge. Og det smitter af, når man skal bygge et nyt hus, men også når man skal bygge om i sin eksisterende bolig”, siger han til Radio4 Morgen.

Alexia Köster Tofts oplevelse med stigende priser kender Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, godt fra andre kunder. Dog er det ikke kun høje priser, der frustrerer kunderne, det er også tiden, der trækker ud:

“Når vi er ude at tale med vores kunder, oplever vi dels at de bliver bliver overraskede, dels at det kan tage længere tid at sætte gang i sådan et byggeprojekt, også fordi der er travlhed blandt håndværkerne; der er udbredte meldinger om mangel på arbejdskraft inden for byggeriet. Så udover at det selvfølgelig er blevet dyrere, så kan det også tage længere tid at få gennemført byggeriet”, siger han.

Og ifølge ham, skal vi ikke regne med, at priserne falder lige med det samme:

“Nu får vi tal her fra tredje kvartal, og dér tror jeg helt klart, at det fortsat vil pege op. Men der er også en masse af det her, der har en grad af midlertidighed i sig; altså alle de her globale flaskehalse og øget efterspørgsel. Så man kunne da håbe på, at det måske falder til ro igen, når vi kommer lidt længere frem men lige nu og her, der tror jeg ikke, man skal belave sig på lavere priser”, siger han til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, her: 

Læs også

28.09.23

Tidligere Etisk Råd formand efterlyser mænds rettigheder i abortdebat

Mænds rettigheder er blevet forsømt i den debat, som de nye abortanbefalinger har skabt. Det mener den tidligere formand for Etisk Råd Gorm Greisen. Grænsen for den frie abort for kvinder har været diskuteret, efter Etisk Råd tirsdag anbefalede at hæve abortgrænsen til 18. graviditetsuge. Gorm Greisen, der er tidligere formand for Etisk Råd, hilser…

Læs mere
27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere
26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet