Nyhedsartikel

Finland og Sverige træffer snart beslutninger om medlemskab af Nato

Susanne Diekema
sudi@radio4.dk

Krigen i Ukraine har fået afgørende betydning for Finland og Sverige, der snart afgør, om de vil sige farvel til neutralitet og være en del af forsvarsalliancen Nato. Riksdagen i Finland skal i morgen vedtage den beslutning, som landets præsident Sauli Niinstö og statsminister Sanna Marin i dag har meldt ud.

– Finland vil formelt søge om optagelse i den militære alliance, siger de.

I Finland er det præsidenten og regeringen, der styrer udenrigs- og forsvarspolitikken, og det ventes af Riksdagen bakker beslutningen op og godkender, at der bliver søgt om optagelse i Nato. Præsident Sauli Niinstö understreger, at Finland har haft et tæt samarbejde med Sverige om Nato.

– Tidligere har man sagt, at Finlands sag er vores. Men man kan med samme ret sige, at Sveriges sag er vores, siger han og understreger, at beslutningen får en grundig og demokratisk behandling.

I Sverige bliver der afleveret en formel ansøgning om Nato-medlemskab tirsdag ifølge avisen Svenska Dagbladet, der dog også skriver, at det måske først bliver onsdag, hvis diskussionen om et medlemskab trækker ud i det finske parlament. Avisen skriver, at der i slutningen af ugen sendes en svensk delegation til Bruxelles, hvor Nato har hovedkvarter. Her skal det diskuteres, hvad et medlemskab indebærer.

Den svenske udenrigsminister Ann Linde har i weekenden givet udtryk for, at der vil være tale om en følsom periode fra en potentiel ansøgning om optagelse i alliancen er afgivet, til der kommer et svar, og at en ‘ratifikationsproces’ kan vare 4 til 12 måneder.

– Der er man vældig sårbar, siger Ann Linde.

Socialdemokraterna i Sverige tager ifølge svenske medier i dag søndag stilling til, om de vil stemme for, at svenskerne bliver medlem af forsvarsalliancen. Det gjorde de finske socialdemokrater (SPD) lørdag, der også er regeringsparti. Partiet støtter et finsk Nato-medlemskab.

Russiske repressalier

Rusland har truet Finland og Sverige med repressalier, hvis de søger medlemskab af Nato. Derfor vil Nato stille hurtige sikkerhedsgarantier til landene. Det siger Natos generalsekretær Jens Stoltenberg på et pressemøde, efter at Nato-landenes udenrigsministre har holdt møde i Berlin i weekenden.

– Vi vil se på muligheden for at øge den militære tilstedeværelse i regionen. Både til lands, til vands og i luften. Selvfølgelig i konsultation med Sverige og Finland, siger Jens Stoltenberg.

Nato har allerede sendt flere soldater og militært materiel til Baltikum efter Ruslands invasion af Ukraine. Det kan nu blive udvidet til at omfatte Sverige og Finland, hvis de to lande søger om optagelse.

 

 

Læs også

29.11.23

Udbredt mistanke om matchfixing hos håndboldspillere

Flere landsholdsspillere fra Danmark, Norge og Sverige tror, at de har deltaget i manipulerede håndboldkampe. Flere af de bedste håndboldspillere fra Danmark, Norge og Sverige har en mistanke om, at de på et tidspunkt har været involveret i kampe, der har været udsat for matchfixing. Det svarer de i en rundspørge, som DR har foretaget…

Læs mere
28.11.23

Sårede betjente og kvinder med samlejesmerter er på finansloven

En række mindre tiltag er på finansloven, som mandag blev indgået med historisk bredt flertal. Hjælp til sårede betjente og til skoleskibet Georg Stage samt til kvinder, som har ondt ved samleje. De elementer er på finansloven for næste år. Folketingspartierne har hver især kæmpet for en række mindre tiltag, som ikke fylder så meget…

Læs mere
27.11.23

Stormflod forgiftede Jens’ skibsværft

Stormfloden i oktober har hvirvlet gammel forurening op fra havbunden og forgiftet Jens Roligheds skibsværft på Stevns i så alvorlig grad, at han ikke kan arbejde der. Og det er et stigende problem. Jens Rolighed, der har et skibsværft ved Rødvig Havn, kan stadig ikke arbejde efter den stormflod, der ramte Danmark i oktober. Men…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet