Flere hundrede patienter udsat for risikabelt kirurgisk forsøg uden at vide det

Operationsudstyr. Frederiksberg Hospital.

Skrevet af

12. januar 2022

Millioner udbetalt i erstatning, sygehus genindkalder patienter og forsøger at skabe overblik over sagens omfang.

Sygehusledelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital undersøger nu en sag, hvor eksperter vurderer, at flere hundrede patienter blev udsat for et ikke-godkendt kirurgisk forsøg, uden at patientgruppen var orienteret om den deraf forhøjede risiko.

Der er tale om en operation, der normalt bruges til at afhjælpe særlige ankellidelser. På sygehusets fodkirurgiske afdeling har et større antal patienter dog fået udført indgrebet i forbindelse med skader, der normalt ikke burde medføre en operation.

“Der er for mig at se ikke tvivl om, at der her er udført forsøgsbehandling,” lyder det fra Thomas Ploug, der er professor i anvendt etik og formand for den forskningsetiske komite ved Aalborg Universitet.

Aktindsigter til Radio4 og TV2 viser, at flere end 500 patienter blev udsat for det kirurgiske indgreb. Flere af patienterne blev påført invaliderende skader som følge af operationerne. Foreløbig har 40 af dem fået udbetalt 9,4 millioner kroner i erstatning, da Patienterstatningen vurderede, at der ikke var grundlag for at operere dem.

Kent Kristensen er sundhedsjurist og lektor ved SDU og vurderer over for Radio4 og TV2, at affæren kan ende som en politisag, da behandlingerne skulle have været anmeldt som et forsøg til den Videnskabsetiske Komité.

“Det kan sidestilles med uagtsom legemsbeskadigelse efter straffeloven. Og i de tilfælde vil der være tale om, at patienterne har lidt et overgreb.”

Hør hele historien her:

Har du oplevet noget lignende – eller har du oplysninger i sagen? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til TIP@RADIO4.DK

24-årig blev delvist invalid

Den ansvarlige kirurg afviser at have gjort noget galt og siger, at han med operationerne har hjulpet flere hundrede patienter.

Den i dag 65-årige kirurg, Kenth Esbensen, der som overlæge stod i spidsen for operationerne, har ikke længere lov at virke som læge. Han er gået på efterløn, og Styrelsen for Patientsikkerhed suspenderede i juli 2020 hans autorisation. Begrundelsen er fjernet i den version af afgørelsen, som Radio4 og TV2 har fået aktindsigt i. Men det fremgår, at styrelsen vurderer, ”at der er begrundet mistanke om, at du i forbindelse med genoptagelse af dit faglige virke som læge vil kunne være til fare for patientsikkerheden”.

Lærke Haveman på 24 år var en af de mange hundrede patienter, som blev opereret i anklen. I dag er hun erklæret delvist invalid. Hun har fået en foreløbig erstatning på et sekscifret beløb, hvortil kommer et stort beløb i erstatning for tabt erhvervsevne, som endnu ikke er beregnet. Hun er vred på kirurgen:

Ar efter Lærke Havemans operation. Foto: Lærke Haveman

”Det har taget mig et år at lære at gå nogenlunde igen, fordi han (kirurgen, red.) syntes, at det var smart, at jeg skulle indgå i hans eksperiment”, siger Lærke Haveman.

Henrik Palm er ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og har i dag har ansvaret for de opererede patienter. Han ”beklager dybt” over for de patienter, som er blevet skadet og som føler, at de uden at vide det blev udsat for et eksperiment.

”Andre må vurdere, om vi ude i decideret lovbrud. Og så må vi se på om der skal politi ind i sagen. Jeg vil ikke udelukke noget”, siger Henrik Palm.

700 operationer på 11 år

De mange operationer handlede om patienter, som var kommet til skade med deres ankelled. I Lærke Havemann tilfælde ved at falde ned ad en trappe.

Overlæge og ortopædkirurg Kenth Esbensen mente, at ledbåndene på indersiden af anklen i mange tilfælde var revet over eller beskadiget. Hans løsning var en operation, hvor han erstattede de – angiveligt – manglende eller beskadigede ledbånd med wirer som blev fæstnet til knoglerne.

Kenth Esbensen vurderer selv, at han og en kollega gennemførte flere end 700 af den slags operationer på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, fra han begyndte i 2007, til operationerne blev standset i foråret 2018.

Det var opsigtsvækkende mange operationer: Svar fra andre danske sygehuse viser, at man her foretager et sted mellem slet ingen og en håndfuld af den type operationer om året.

Ledende overlæge Henrik Palm, der er ansvarlig for undersøgelsen af sagen, siger, at den store forskel på antallet af operationer på Bispebjerg/Frederiksberg og resten af landets hospitaler tyder på, at der måske ikke i alle tilfælde var grundlag for at operere:

”Hvis to-tre kirurger har udført 500 operationer over 10 år, hvor man andre steder opererer måske 5 til 10 i hele sin karriere, så er det naturligt at stille spørgsmål ved, om indikationen (grundlaget for operationen, red.) har været i orden”, siger han.

En eksperimentel behandling

Karsten Juhl Jørgensen, overlæge og professor ved Cochrane Danmark, mener, at patienterne har været udsat for en behandling, som var eksperimentel og derfor burde være godkendt på forhånd:

”De har jo fået en eksperimentel behandling, fordi man ikke har kendt den gavnlige effekt. Og det har de fået uden at de ved det. Det er etisk problematisk, fordi man udsætter folk for en risiko, som man reelt ikke kender”.

Medicinske forsøg skal godkendes af en videnskabsetisk komite, og gennemføres efter bestemte regler. Det skete ikke med ankeloperationerne på Frederiksberg og Bispebjerg hospitaler.

Indgreb over for indgrebet

Blandt fodkirurger blev der snakket om, hvad der foregik på de to sygehuse, fortæller ledende overlæge Henrik Palm:

”Jeg kom hertil i februar 2018. Jeg kom fra et andet hospital, hvor rygtet om de her operationer ikke var så godt. I maj 2018 var der så en større diskussion i Dansk fodkirurgisk selskab. Og der stillede man sig meget kritisk over for indgrebet”.

Derfor valgte Henrik Palm at stoppe operationerne, og sætte en undersøgelse i gang. Den blev mere omfattende, end nogen havde forestillet sig.

Henrik Palm troede, at det drejede sig om højst 100 patienter, der havde fået den omdiskuterede operation. Men der blev ved med at dukke flere og flere sager op. Det var besværligt at finde dem, for de skulle tilbage i gamle systemer på en afdeling, som i dag er lukket. Derfor var det først for to måneder siden – i november 2021 – at de sidste breve blev sendt ud til de flere end 500 patienter, som det er lykkedes at lokalisere. Foreløbig skal omkring 120 af dem ind til en ny undersøgelse.

Kirurg afviser kritik

Tidligere overlæge Kenth Esbensen, som stod bag de mange operationer og selv udførte anslået tre fjerdedele af dem, afviser, at der var tale om forsøg, som skulle anmeldes og gennemføres efter reglerne om medicinske eksperimenter.

”Der er tale om en fuldstændig anerkendt behandling af en lidelse, som man burde vide kan behandles. Men som mange ikke ved kan behandles”, siger Kenth Esbensen som forklaring på, at ingen andre kirurger har brugt operationen tilnærmelsesvis så meget, som han gjorde, indtil han blev stoppet.

Kenth Esbensen siger, at alle patienterne var orienteret enten skriftligt eller mundtligt om, at der ”kunne være problemer” efter operationen.

”Vi vidste, at der var nogle få, som ikke fik det resultat ud af det, som vi gerne ville have. Så måtte vi rette op på det. Sådan er det. Og sådan vil det altid være”.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra den ledende overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, mens de mange hundrede operationer blev udført, da vedkommende er afgået ved døden.

Region Hovedstaden ønsker ikke at kommentere sagen.

 

Har du oplevet noget lignende – eller har du oplysninger i sagen? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til TIP@RADIO4.DK

Afspiller nu

FREDAGSMISSIONEN

12:05
14:00