På flere af de største skoler rundt omkring i landets kommuner, overvejer man at inkorporere smartwatches i mobilpolitikken, hvis den ikke allerede er en del af den.
Det viser en rundspørge vi har lavet på Radio4, hvor vi har henvendt os til en af de største skoler i samtlige af landets 98 kommuner og ud af de 66, der har svaret os, har 53 en mobilpolitik, mens fem har en på vej. Otte skoler har svaret, at de ikke har en decideret mobilpolitik.
29 af de skoler med mobilpolitik har allerede smartwatches som en del af deres politik (nogle da de går under ‘digitale devices’), mens 10 skoler fortæller os, at de er ved at tage deres politik op til revurdering, hvor de vil nævne smartphones specifikt eller drøfte om det er tid til at inkorporere det.
En af de skoler, der har en mobilpolitik, som også indbefatter brugen af smartwatches er Morten Børup Skolen i Skanderborg Kommune
“Vi har oplevet det nogle gange, hvor forældre kontakter børn, og hvor børn kontakter forældre i skoletiden. Vi har også oplevet, at elever optager samtaler med andre elever eller lærere. Omfanget har ikke været stort, men stort nok til at tale om det,” lyder det fra skoleleder Dan Gjerrild Søgaard.
Samme erfaringer har Christian Trobeck gjort sig. Han er lærer på Sophienborgskolen i Hillerød, .
“De ringer hjem til mor og far midt i det hele i en pause, og så ringes man pludselig op af en forælder, men man aner ikke, hvad det handler om. Vi ser ikke alt som gårdvagter. Og det er børn helt ned til 0.klasse,” siger han til Radio4.
På Sophienborgskolen har de sidenhen indført en politik, der også omfatter smartwatches, og det har ifølge Christian Trobeck hjulpet.
“Som lærer oplever jeg klart, at der er færre problemer med det. Nu skal de lægge dem i tasken, og de skal blive dér.”
Men det er ikke så ligetil at indføre en mobilpolitik.
Det mener Anja Helmbæk Horst, der er skoleleder på Gilbjergskolen i Gribskov Kommune:
“For mig handler det om, at det er svært at navigere i det. Hvordan er det vi forholder os til det her dannelsesaspekt, der også er i det. Vi bliver ikke bedre til at modstå fristelsen ved at fjerne dem. Men de bliver jo samtidig forstyrret af dem,” siger hun til Radio4 Morgen.