Nyhedsartikel

Flertal af lægehuse nægter at tilbagebetale millioner for negative coronasvar

Simon Sandemand
sks@radio4.dk

566 lægehuse er blevet bedt om at betale 19,5 millioner kroner tilbage til regionerne. 6 ud 10 af lægehusene, som har modtaget kravet, nægter dog at tilbagebetale pengene.

De 566 lægehuse har mellem juni 2020 og marts 2021 modtaget op mod 24,5 millioner kroner i honorarer for at sende negative testsvar via e-mail på deres patienters coronaprøver. En simpel og faktuel oplysning, som langt de fleste patienter på egen hånd vil kunne finde – kvit og frit – på sundhed.dk.

Hver gang lægerne udsendte svar til borgerne modtog de 45,72 kroner igennem ordningen fra regionerne.

Regionerne kræver ikke alle 24,5 millioner kroner tilbage, da de anerkender de praktiserende lægers behov for at udsende svar, når det var ”fagligt indiceret” til blandt andet patienter med manglende digitale færdigheder.

Tilbagebetalingskravet lyder altså på 19,5 millioner kroner. 328 lægehuse har imidlertid sendt indsigelser mod tilbagebetalingskravet fra regionerne. Det viser aktindsigter som Radio4 Morgen har søgt hos regionerne.

I de praktiserende lægers indsigelser mod tilbagebetalingskravet til regionerne står blandt andet:

”Det er meget ubehageligt, at klandres for uhæderlighed, når dette alene har handlet om at sikre patienterne tryghed og om at udføre sit lægearbejde lægefagligt og juridisk korrekt” ogVi har udvist samfundssind, lægefaglig omhu og samvittighedsfuldhed – jævnfør lægeløftet. Vi tolker at regionens ønske om tilbagebetaling er et angreb på vores lægefaglige skøn”.

 Radio4 har forsøgt at få en kommentar fra flere af de praktiserende læger, der ikke vil tilbagebetale pengene, men ingen har ønsket at lade sig interviewe om deres opkrævninger eller svare på andre spørgsmål.

Formand for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg, har dog forståelse for at mange medlemmer gør indsigelser.

“Der findes praktiserende læger, som har misforstået ordningen og udsendt svar til hovedparten af deres patienter og fået honorarer på over 100.000 kroner. Disse læger har ikke en god sag og skal betale pengene tilbage. Men regionerne har overreageret med baggrund i enkeltsager og krævet at andre lægehuse også skulle redegøre for hvert enkelt svar. Det er en urimelig fremgangsmåde,” siger han.

Hør hele interviewet med formand for PLO, Jørgen Skadborg, her:

Ifølge regionerne kunne ydelsen for at videresende et negativt coronatestsvar opkræves to gange om ugen per praktiserende læge, og det er den grænse, som lægerne og regionerne fortsat slås om.

De Praktiserende Lægers Landsorganisation mener nemlig, at man kun bør betale penge tilbage i de tilfælde, hvor deres medlemmer har sendt flere end to mailsvar ud per dag.

På trods af indsigelserne får det dog ikke regionerne til at vakle på kravet.

“Grundlæggende har vi den opfattelse at de praktiserende læger ikke skal betales for arbejde, hvis det ikke skaber en værdi for patienten. Der er tale om at en lang række borgere har fået informationer tilsendt helt uden grund. Vi mener ikke at skattekroner skal bruges på at udsende automatiske svar til borgerne, der ikke ønsker det,” siger Bo Libergren, regionsrådsmedlem i Region Syddanmark for Venstre og næstformand i Regionernes Lønnings- og Takstnævn, der har stillet tilbagebetalingskravet til lægerne.

Hør hele interviewet med regionsrådsmedlem i Region Syddanmark for Venstre og næstformand i Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Bo Libergren, her:

Pengene er indtil videre udbetalt til de 566 lægehuse. Omkring 10 procent af dem har valgt at følge kravet om tilbagebetaling viser aktindsigten.

Læs også

21.03.23

Grønlandske politikere vil have arktisk ambassadør med grønlandske rødder

Danmarks arktiske ambassadør bør have grønlandske rødder. Sådan lyder det fra det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, og fra Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske parlament – begge fra det socialdemokratiske parti Siumut. Men det møder kritik fra både SF og Dansk Folkeparti. “Det er svært at se det som et fremskridt, at man…

Læs mere
20.03.23

Tjen tusindvis af kroner på genbrug 

Hvis du ikke allerede er typen, der sælger dine brugte møbler, tøj, gadgets og hvad du ellers har liggende og ikke bruger mere, så kan det virkelig godt betale sig at komme i gang. Ifølge det årlige Genbrugsindeks foretaget af DBA så ligger danskerne inde med ting, de ikke bruger, som i gennemsnit kan sælges…

Læs mere
20.03.23

Organisationer kan ikke vente længere: Sundhedsstyrelsen skal lave anbefalinger om børns tid på skærm

Børns Vilkår og Red Barnet kritiserer Sundhedsstyrelsen, fordi de ikke har lavet anbefalinger for, hvor lang tid børn bør bruge på en skærm. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lavede anbefalinger i 2019, men Sundhedsstyrelsen har ifølge et baggrundsnotat ikke fundet det muligt at udlede lignende tidsmæssige anbefalinger for målgruppen i de danske anbefalinger. Når aftensmaden skal laves, og…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet