Forening: Flere kvinder udsættes for social kontrol under corona-lockdown

"Fiona" lever under jorden efter hendes forældre bankede hende og ville have hende tvangsgift.

Skrevet af

20. april 2020

Forening, der hjælper kvinder, der udsættes for social kontrol, melder om en voldsom stigning i sager, siden coronaepidemiens udbrud. Minister barsler med håndsrækning.

De fleste danskere har i de seneste mange uger pålagt sig selv isolation og mindsket den sociale kontakt til andre mennesker end de nærmeste på grund af coronaepidemien.

Men for udsatte indvandrerkvinder kan det øgede samvær med familien føre til mere social kontrol.

Sådan lyder meldingen fra foreningen Ny Identitet, som hjælper kvinder, der bliver udsat for social kontrol. Over de sidste to måneder har foreningen oplevet en markant stigning i henvendelser fra kvinder, der vil have hjælp til at komme væk fra et familieliv præget af vold og trusler.

”Vi står i en situation, hvor samfundet har været lukket ned. For mange betyder det måske ikke så meget, men for mange indvandrerkvinder betyder det, at åndehullerne forsvinder. De er fanget i familien, og det har voldsomme konsekvenser,” siger Nader Ashkani, stifter af foreningen Ny Identitet, til Radio4.

Flere sager

Foruden en fordobling i antallet af henvendelser fra kvinder, der ønsker hjælp til at komme væk fra den sociale kontrol, har Ny Identitet også set et spring i antallet af såkaldte hentesager.

Over de sidste par uger har foreningen hjulpet seks kvinder med at flygte – i nogle tilfælde i ly af natten – fra familien. Normalt har foreningen kun én så alvorlig sag om måneden.

”Vi hjælper dem med at få et nyt liv og en mulighed for at starte på en frisk. Corona sætter alting på spidsen, og det ser vi helt konkret i vores arbejde,” tilføjer Nader Ashkani.

Opfordringen fra foreningen er klar: Der er akut brug for, at man dirigerer flere medarbejder i integrationsindsatsen ud i miljøerne og bruger mere energi på opsøgende arbejde.

”Kvinderne er isolerede Det er et spørgsmål om at komme ind og lytte til advarselstegn og gribe ind. Hellere før end senere,” siger Nader Ashkani.

Ny Identitets opfordring bakkes op af Anika Liversage, seniorforsker ved Vive, der forsker i familiestrukturer i minoritetsmiljøer. Hun understreger, at den corona-lockdown, som Danmark befinder sig i, er et stort problem for udsatte kvinder.

”Man er spærret mere inde sammen, man er mere presset, og derfor kan den kontrol, man er udsat for i hverdagen, intensivere,” lyder det.

Regeringen valgte i marts at fremrykke i alt 11 millioner kroner fra finanslovsaftalen, så der kan oprettes op til 55 midlertidige pladser på krisecentre for voldsramte kvinder. Den indsats kom efter flere meldinger om øget pres på netop kvindecentrene på grund af coronaepidemien.

Men det løser ikke problemet, mener Annika Liversage.

”Den slags indsatser hjælper naturligvis her og nu. Men de underliggende problemer med social kontrol løses ikke på kort sigt,” tilføjer Liversage.

Minister vil kigge på akut hjælp

Udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S) kalder overfor Radio4 stigningen i henvendelser til organisationer som Ny Identitet ”foruroligende”.

”Sådan en krise, som vi står i nu, fremkalder det bedste i os, men vi kan så se, at det også fremkalder det værste i nogen mennesker,” siger han.

Regeringen barsler ifølge ministeren allerede med flere initiativer, der skal bekæmpe social kontrol i minoritetsmiljøer, men Mathias Tesfaye erkender, at den planlagte indsats ikke vil gøre meget for de kvinder, der har brug for hjælp her og nu.

Derfor vil ministeren nu i fællesskab med eksperter og Folketingets partier afsøge mulighederne for mere akut hjælp til de udsatte minoritetskvinder. Han vil dog ikke komme nærmere ind på, hvordan den konkrete hjælp kan se ud.

”Så længe, der hersker en kultur, hvor trusler og vold er en måde at skrue en familie sammen på, så er vi i kamp med den samfundsopfattelse. Og det kommer til at tage lang tid,” siger udlændinge- og integrationsministeren.

Har du brug for hjælp, så kan du tage anonym kontakt til blandt andre Ny Identitet (tlf. 25 69 19 16) og Red Safehouse (tlf. 70 27 76 66).

Hør indslaget på Radio4 Morgen her.

Afspiller nu

MANDAT

08:05
09:00