Nyhedsartikel

Grøn Alliance bliver en del af Alternativet

Ritzau

Partiet Grøn Alliance skal fremover være en del af Alternativet. Det er de to partier nået til enighed om.

Det skriver Alternativet i en pressemeddelelse.

“Vi er så glade for, at Grøn Alliance har valgt at melde sig under vores faner,” siger Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, i meddelelsen.

“Jeg har stor respekt for den tillidserklæring og det mandat, jeg er blevet givet af Grøn Alliance, og jeg byder dem velkommen i Alternativet.”

Ifølge partierne sker det “for at sikre den grønne fløj den stærkeste stemme i Folketinget”.

Grøn Alliances politiske leder, Henrik Vindfeldt, er tilfreds med beslutningen om at lade partiet indlemme i Alternativet.

“Den grønne omstilling og kampen for en klode, hvor dyr og mennesker trives, kommer før alt andet.”

“Jeg synes, Alternativet har et fremragende projekt, og jeg har fuld tiltro til, at Franciska Rosenkilde kan bære de vigtigste, grønne mærkesager frem,” lyder det.

Det er ikke mere end tre uger siden, at Alternativet i et åbent brev i Politiken inviterede både Grøn Alliance og Frie Grønne til at indgå i en fælles front.

Mens det tilsyneladende ikke har krævet de store anstrengelser at få Grøn Alliance med på idéen, har det været en anden historie med Frie Grønne.

Partiets politiske leder, Sikandar Siddique, har nemlig afvist den fremstrakte hånd. Det gjorde han på partiets sommergruppemøde i august.

I stedet har han foreslået, at Alternativet nedlægger sig selv og bliver en del af Frie Grønne.

“Vi står helt rent i den kompromisløse klimakamp, fordi vi fra start har sagt nej til samtlige uambitiøse klimaaftaler.”

“Jeg har fra starten sagt til Franciska og Alternativet, at det må være under Frie Grønnes faner, at den kompromisløse klimakamp kæmpes. De er mere end velkomne, hvis de kan stå inde for den linje,” sagde Sikandar Siddique i en skriftlig kommentar i sidste uge.

Hør interview med Franciska Rosenkilde, politisk leder af Alternativet, i Radio4 Morgen her:

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Læs også

03.10.23

Fem partier møder fuldtallige op til afstemning om koranlov

Fem partier ophæver clearingen, når lovforslaget om at forbyde utilbørlig behandling af blandt andet koraner skal til afstemning i Folketingssalen. Det gælder partierne Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Det oplyser partierne i en fælles udtalelse. Det betyder, at de stiller med alle medlemmer i salen og dermed tvinger regeringen til…

Læs mere
02.10.23

Flere skoler vil inkludere smartwatches i mobilpolitik

På flere af de største skoler rundt omkring i landets kommuner, overvejer man at inkorporere smartwatches i mobilpolitikken, hvis den ikke allerede er en del af den. Det viser en rundspørge vi har lavet på Radio4, hvor vi har henvendt os til en af de største skoler i samtlige af landets 98 kommuner og ud…

Læs mere
29.09.23

Værste iltsvind i over 20 år: ”En tragedie for dansk havmiljø”

Iltsvindet i de danske farvande er i år så voldsomt, at fisk og andre havorganismer i endnu større områder end tidligere dør af iltmangel. En helt ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderer det værste iltsvind i de danske farvande siden 2002. Det har katastrofale konsekvenser for fiskene og miljøet i de…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet