Kræftens Bekæmpelse: Nyt forskningsprojekt burde give alle under 18 gratis HPV-Vaccine

(ARKIV) Ampul med hpv-vaccine i Florida, USA, den 21. september 2011. Kræft i svælget er gået fra en tobakssygdom til en hpv-lidelse. Alle drenge bør tilbydes gratis vaccination, siger forskere. Det skriver Ritzau, lørdag den 4. juli 2020.. (Foto: JOE RAEDLE/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

8. juli 2020

Et nyt forskningsprojekt fra Rigshospitalet viser, at der er sket en tredobling af HPV-relateret mundsvælgkraft hos patienter fra 2000 til 2017, og størstedelen af de ramte patienter er mænd.

Forskningsprojektet viser også, at 86% procent af patienterne får mundsvælgkræft på grund af flere typer af HPV-virus, som HPV-vaccinationen kan beskytte imod. Til trods for det, er der stadig tre drengeårgange, der ikke kan få HPV-vaccinationen gratis.

En af de drenge, der ikke kan få den er Janina Sejrs søn på 15 år. Han er nemlig født i 2005, som er en af de årgange sammen med årgang 2003 og 2004, der ikke får tilbuddet om gratis vaccine.

”Drengene bliver lidt glemt. Man bliver lidt harm og lidt ærgerlig på deres vegne over, at de bliver overset i det system,” siger Janina Sejr til Radio4-morgen.

Kræftens Bekæmpelse bakker Janina Sejr op og mener, at alle unge under 18 år burde få HPV-Vaccinationen gratis uanset køn og alder.

”I Kræftens Bekæmpelse synes vi, at drengene op til 18 år bør blive tilbudt den her vaccine gratis. Der kommer en social ulighed i, hvem der så kan betale for den her vaccine. Det er en dyr vaccine, især hvis man er fyldt 15. Drenge, der er mellem 15 og 18, skal have tre vacciner, så det er en udgift på 4500-5000. Og det er altså ikke alle familier i Danmark, der har råd til at tage den slags penge ud af deres budget,” forklarer Janne Bigaard, projektleder i kræftens Bekæmpelse.

Regeringen vil se på mulighed for gratis vaccination

Socialdemokratiets Sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff forklarer, at der altid vil være en diskussion om, hvor præcis snittet skal ligge. Samtidig indrømmer han, at økonomien også spiller en rolle.

”Når man indfører nogle programmer, så kan der sagtens være noget efterslæb. Og det er derfor, at der tidligere på året blev lavet de såkaldte catch-up-programmer, som handler om at få flere årgange med. Så vil der altid være en diskussion af, hvor snittet så skal ligge, og der vil være nogle argumenter både for og imod. Og så skal jeg være ærlig at sige, at der også er noget økonomi i det,” siger Rasmus Horn Langhoff til Radio4-morgen.

Sundhedsordfører er dog bevidst om, at det nye forskningsprojekt giver anledning til en ny diskussion om, hvor snittet skal ligge. Derfor vil han tage det op med Sundhedsstyrelsen igen.

”Der er nogle sundhedsfaglige argumenter i forhold til, hvor tidligt man får den her vaccine. I forhold til om det er før eller efter den seksuelle debut. Men vi er opmærksomme på de studier, der er på området, og på de ønsker, der er fra forskere og de familier, som godt kunne tænke sig, at de også kom med i det her catch-up-program. Og det er noget, vi kommer til at drøfte med Sundhedsstyrelsen,” siger Rasmus Horn Langhoff, Sundhedsordfører for Socialdemokratiet til Radio4-morgen.

HPV smitter ved seksuel kontakt via slimhinderne. Hvis man bliver smittet med HPV-virus, som er kræftfremkaldende, kan det tage mange år – op til årtier før virussen udvikler sig til kræft. Derfor kan der også gå lang til, før vi ser effekten af HPV-Vaccinen både hos mænd og kvinder, når det gælder mundsvælgkræft.

Hør hele interviewet med Rasmus Horn Langhoff (S) her:

NaN:NaN
NaN:NaN