Ruslands invasion af Ukraine har kastet Enhedslisten ud i en akut krise. De skændes om, hvorvidt det er rigtigt at sende våben til ukrainerne, og om russerne alene bærer ansvaret for krigen. Midt i det hele skaber et tvetydigt forhold til NATO også problemer.
Når Mai Villadsen møder partifællerne til Enhedslistens årsmøde den 13-15. maj i Valby, får de med garanti en del at snakke om.
I lang tid har partiet været på vej frem. En stilfærdig, men systematisk modernisering har ført partiet ned fra barrikaderne og ind i forhandlingslokalerne. Enhedslisten er i dag et driftssikkert støtteparti, der nok står bag statsminister Mette Frederiksen, men som samtidig kun gør det mod passende politisk betaling.
Gang på gang har partiet været i stand til at eksekvere lydefri ledelsesskift. Unge slagkraftige kvinder har afløst hinanden på stribe. Lige fra Pernille Rosenkrantz-Theil over Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper til Mai Villadsen. I årevis har vælgeropbakningen også været solid. Med pil opad.
Med overraskende stor kraft har Ruslands invasion af Ukraine imidlertid kastet Enhedslisten ud i en akut og dyb krise. En krise, som både har blotlagt uenighed internt og afsløret, at partiets ledestjerne i sikkerhedspolitikken måske mest af alt er et illusionsnummer.
Lad os kort repetere sagerne:
Først kritiserede folketingsmedlem Christian Juhl i Jyllands-Posten den måde, som de russiske mindretal i Ukraine er blevet behandlet på. Samme kritik kom kort efter fra hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft, der også er talsperson for Enhedslistens Internationale Udvalg. ”Der skal to til at føre krig,” sagde han i Jyllands-Posten, hvor han pointerede, at Ukraine har presset de russiske mindretal i landet. I samme interview såede han tvivl om, hvorvidt Ukraine er en nationalstat.
Siden er Juhl og Hertoft blevet mødt med massiv kritik fra Enhedslistens top. Over for DR fastslog partiets tidligere frontkvinde, Pernille Skipper, at hun sjældent har hørt udtalelser, som er så langt fra skiven og så langt fra virkeligheden: ”Jeg kan sige fuldstændig utvetydigt, at det her er en forfærdelig invasion. Det er alene Putins ansvar, og vi står 100 procent bag det ukrainske folks ret til at forsvare sig i den her situation,” lød det fra Pernille Skipper,
Christian Juhl og Mikael Hertoft har begge trukket i land. Og i torsdags gjorde Hertoft det så eftertrykkeligt, at han kort inden starten på Radio4’s interviewprogram Spurgt! simpelthen trak stikket og brød en aftale om at deltage.
Men her stopper problemerne ikke for partiet. Da Enhedslistens hovedbestyrelse skulle beslutte, om partiet skulle støtte regeringens plan om at sende våben til Ukraine, var det kun med det yderste af neglene, at Mai Villadsen fik et flertal til at sige ja.
En stor del af hovedbestyrelsen mener grundlæggende, at det er helt forkert at skibe våben afsted, blandt andet fordi det efter deres mening kun vil eskalere situationen i Ukraine og føre til yderligere blodsudgydelser. Omvendt mener tilhængerne af at sende våben, at det er altafgørende, at ukrainerne får en chance for at kunne forsvare sig mod de overlegne russiske angrebsstyrker.
Set i forhold til de andre partier på Borgen står Enhedslisten isoleret. I de øvrige partier var man således ikke i tvivl om, at Danmark og andre lande skal hjælpe med at udruste ukrainerne med våben.
Oven i dette er Enhedslistens tvetydige forhold til NATO blevet en belastning.
Læser man partiets principprogram, vil man kunne se, at Enhedslisten bekæmper militarisme og arbejder for at få Danmark ud af alliancen. Denne formulering har levet sit eget stille liv – indtil Putin kortsluttede alle internationale spilleregler og brutalt lod den russiske hær invadere Ukraine.
Siden har stort set alle europæiske lande signaleret, at de vil investere mere i deres nationale forsvar og styrke NATO for at kunne håndtere udfordringen fra et aggressivt Rusland.
I den sidste uge har en stadigt mere presset Mai Villadsen forsøgt at kommunikere, at Enhedslisten principielt fortsat ønsker et alternativ til NATO. Men hun erkender, at der ikke findes et alternativ, og hun forsikrer, at Danmark ikke skal melde sig ud af NATO. Hverken i dag, i morgen eller i overmorgen, som hun formulerer det.
Udtalelserne afslører, at Enhedslistens ønske om at skippe NATO hverken er særlig realistisk eller troværdigt – hvis man skal udtrykke det pænt. Men hendes forsøg på at træde vande viser også, at hun er helt klar over, at forholdet til forsvarsalliancen er et emne, som virkelig kan splitte partifællerne.
I Enhedslisten er der kræfter, som ønsker at rykke tættere på NATO i lyset af den nye dødsensalvorlige sikkerhedspolitiske situation i Europa. De kan se, at flere lande – herunder Sverige og Finland – nu orienterer sig mere mod NATO. Omvendt opfatter andre kræfter i partiet udelukkende NATO som en aggressiv militær organisation, der – styret fra USA – alt for ofte er med til at skabe konfrontation og krig.
Lige nu dukker Mai Villadsen sig, og mange medier har svært ved at få hende i tale.
Det skyldes selvfølgelig, at hun er klar over, at krigen i Ukraine kan udløse politisk borgerkrig i Enhedslisten og få vælgere til at forsvinde fra liste Ø. Men hendes forsøg på at undgå medierne harmonerer ikke godt med Enhedslistens normale insisteren på, at magthavere altid skal stille op og svare for sig.
Når en minister er i problemer, er Enhedslistens politikere ofte de første til at stille de hårde spørgsmål og kræve en forklaring. Men lige nu er Villadsen & Co. ikke meget for at tage deres egen medicin.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Lyt til seneste afsnit her:
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
