Nyhedsartikel

Voldsomme billeder af døde civile i gaderne i Bucha er ikke overraskende: “Det er kvalmende”

Katrine Volsing
kav@radio4.dk

Voldsomme billeder og videoer fra den ukrainske by Bucha, som ligger 30 kilometer nordvest for Kiev florerer i medierne og på de sociale medier. Her ser man, hvordan civile ligger døde på gaden.

De russiske militærstyrker har ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch begået krigslovovertrædelser mod civile i blandt andet Bucha.

“Det er kvalmende. Er jeg overrasket? Det er jeg desværre ikke. Men det er kvalmende. Jeg havde en rigtig, rigtig dårlig fornemmelse i kroppen hele dagen i går. De billeder florerede jo konstant på sociale medier og i nyhederne. Det er helt forfærdeligt”, siger Jonas Skovrup Christensen, der bor i Kiev med sin familie og har bekendte i Bucha.

Bl.a. bor hans russisklærer i Bucha sammen med sin familie, og de har valgt at blive:

“Det er begrænset, hvad vi kan få ud, for de har ikke elektricitet, så de kan kun skrive sms’er fra en telefon, som de tænder et par gange om dagen”, siger han til Radio4 Morgen.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch beretter om både voldtægter, henrettelser og trusler mod civile i de ukrainske regioner Tjernihiv og Kharkiv samt i hovedstadsregionen Kiev.

“Det er desværre noget, man kan kalde krigens gru og formålsløshed”, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, ph.d. i folkeret, med speciale inden for krigens love og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.

Han påpeger, at mængden af tid i krig også betyder noget.

“Man skal påregne, at de her folk har været i frontlinjen længe. Og der sker normalt en nedbrydning af det, jeg ville kalde det moralske kompas. Det som man aldrig ville have gjort, når man var hjemme i den by, hvor man kom fra og boede hos far og mor, det er man lige pludselig i stand til at begå nu, når man er langt hjemmefra og bliver præsenteret for krigens gru”, siger han til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Jonas Skovrup Christensen, der bor i Kiev med sin familie og har bekendte i Bucha, og Kenneth Øhlenschlæger Buhl, ph.d. i folkeret, med speciale inden for krigens love og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, her:

Ifølge Buchas borgmester, Anatoliy Fedoruk, er flere end 300 civile blevet dræbt. Oplysningen er dog ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder. I blot en enkelt gade har journalister fra det franske nyhedsbureau AFP set mindst 20 lig.

Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der bl.a. har en ph.d. i folkeret, med speciale inden for krigens love, er ikke overrasket over, at de her ting foregår, blandt andet fordi Tjetjenien-krigerne er berygtede.

“Det er personager, som notorisk overtræder krigens love. Vi ved jo ikke, om det er dem, der har begået det her, men der er en historie fra Tjetjenien og Syrien om overtrædelse af krigens love i stil med det, vi ser her”, siger han.

Den russiske hær i sig selv er også præget af brutalitet.

“Der har været, det man ville kalde en bassementalitet, hvor unge rekrutter, som kom ind, blev mobbet og chikaneret af de ældre værnepligtige. Og det skabte grundlaget for sådan en brutalitet allerede der”, siger han.

Men Jonas Skovrup Christensen er ikke på vej til at forlade Kiev med sin familie, selvom disse grusomheder foregår i en by blot 30 kilometer væk.

“Vi bliver selvfølgelig i byen. Som det ser ud nu, er det okay. Vi har et par luftalarmer om dagen, men det er slet ikke på niveau med tidligere. Samtidig med det, så har vi ikke haft nedslag i byen, så vidt jeg kan se og høre, de sidste tre døgn”, siger han.

Ruslands regering har nægtet, at dets styrker angriber civile og har afvist anklager om krigsforbrydelser.

Læs også

29.09.23

Værste iltsvind i over 20 år: ”En tragedie for dansk havmiljø”

Iltsvindet i de danske farvande er i år så voldsomt, at fisk og andre havorganismer i endnu større områder end tidligere dør af iltmangel. En helt ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderer det værste iltsvind i de danske farvande siden 2002. Det har katastrofale konsekvenser for fiskene og miljøet i de…

Læs mere
28.09.23

Tidligere Etisk Råd formand efterlyser mænds rettigheder i abortdebat

Mænds rettigheder er blevet forsømt i den debat, som de nye abortanbefalinger har skabt. Det mener den tidligere formand for Etisk Råd Gorm Greisen. Grænsen for den frie abort for kvinder har været diskuteret, efter Etisk Råd tirsdag anbefalede at hæve abortgrænsen til 18. graviditetsuge. Gorm Greisen, der er tidligere formand for Etisk Råd, hilser…

Læs mere
27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet