Kroejer har fjernet alle bordene for at omgå 30-minutters-reglen: “Så kan man ikke bestille et”

BRYGGERIFUSION MELLEM CARLSBERG OG ORKLA.

Skrevet af

30. april 2021

En række partier ønsker at afskaffe 30-minutters-reglen: den regel, der betyder, at hvis man gerne vil sidde indenfor på et spisested eller værtshus, så skal man reservere bord 30 minutter inden sin ankomst.

På grund af denne regel har flere ejere af barer og restauranter lavet kreative løsninger for at omgå reglen.

En af de barer er Hjørnekroen i Augustenborg på Als.

“Jeg har fjernet alle bordene. Hvis jeg ingen borde har, kan folk ikke bestille et bord ved mig”, siger Søren Sørensen, der er indehaver af Hjørnekroen i Augustenborg.

Lars Boje Mathiesen, Sundhedsordfører for Nye Borgerlige synes det er i orden, at barerne finder kreative løsninger, da han ikke synes 30-minutters-reglen er en god ide.

“30-minutters-reglen er den seneste i en lang række af vanvittige ideer, der er kommet inde fra embedsfolk og politikere, som ikke har noget som helst hold i virkeligheden. Men så rammer det virkeligheden, og så kan alle se, at det ikke giver mening overhovedet. Og så siger folk, lad os se, hvad vi kan gøre ved det – lad os bruge vores sunde fornuft. Jeg synes sådan set bare, at det viser, at borgerne tænker selv”, siger Lars Boje Mathiesen, Sundhedsordfører for Nye Borgerlige.

Må medbringe eget bord

I Hjørnekroen i Augustenborg på Als er alle bordene altså væk. Nu er kun stolene tilbage.

“Det ser meget tomt ud herinde. Der står stole rundt langs væggene med en meters afstand”, siger Søren Sørensen, der er indehaver af Hjørnekroen i Augustenborg.

Men han har fundet en løsning på de ensomme stole.

“De må tage deres eget bord med. Om det er et natbord, et klapbord eller et havebord, så kan de tage sådan et med, og så har de deres eget bord,” siger han.

På den måde er problemet med 30-minutters-reglen løst.

“Hvis jeg ikke har nogen borde, så kan man ikke bestille det. Og det må være dejligt hygiejnisk, at folk har deres eget bord med”, siger Søren Sørensen, der er indehaver af Hjørnekroen i Augustenborg på Als.

På baren Le Coq i Aarhus og Café Sølle i Odense skal man heller ikke reservere bord 30 minutter inden ankomst. Man reserverer derimod retten til et bord. Det vil sige, at man skal sende en mail til restauranten, inden man kommer, og er der plads, kan man få den. Hvis der ikke er plads, kan man prøve igen senere, da retten til et bord gælder for hele dagen.

Nyttesløse restriktioner

Statens Serum Institut konkluderer, at hvis reglen om de 30 minutter bliver fjernet, vil det betyde, “at risikovurderingen for smitte for serveringssteder øges”.

Men Lars Boje Mathiesen, der er sundhedsordfører for Nye Borgerlige, mener, at den vurdering er bestillingsarbejde.

“Man skal huske på, at den vurdering er bestillingsarbejde for regeringen. De estimater, der ligger deri, er ikke SSI’s (Statens Serum Institut red) – det er erhvervsministeriets egne estimater. Og held og lykke med at finde nogle estimater, der ikke bakker op om det, regeringen gerne vil”, siger Lars Boje Mathiesen, Sundhedsordfører for Nye Borgerlige.

Han mener at dem der står bag coronapasset har solgt ideen om coronapasset på en anden virkelighed, end den vi har fået nu.

“Alle de partier, der står bag og synes coronapasset var sådan en god ide, solgte ideen om coronapasset til befolkningen ved at sige, at hvis vi bare bruger coronapasset og lader os masseteste, så kan vi lukke op uden mærkelige restriktioner. Men det var ikke det der skete. Man har indført en masse af de her nyttesløse restriktioner,” siger Lars Boje Matthiesen til Radio4 Morgen.

Han synes derfor ikke, at en regel som 30-minutters-reglen giver mening.

“Det giver ingen mening, og det ved partierne også godt”, siger Lars Boje Mathiesen, der er sundhedsordfører for Nye Borgerlige.

I går tog partierne hul på en diskussion om genåbning og restriktioner. De blev ikke enige i går, men fortsætter diskussionerne næste uge. Noget af det, der fortsat skal diskuteres, er netop 30.minutters-reglen.

Hør interviewet med Søren Sørensen, der er indehaver af Hjørnekroen i Augustenborg og Lars Boje Mathiesen, der er sundhedsordfører for Nye Borgerlige, her:

Afspiller nu

PORTRÆTALBUM

15:05
17:00