Blogartikel

Lænken er væk! Alles øjne hviler på Støjberg

Klumme af Thomas Larsen, politisk redaktør på Radio4

Inger Støjberg har afsonet sin dom. Først vil hun takke sine tilhængere for støtten med en fest. Derpå kaster hun sig ind i slutspurten af EU-kampen. Og så ser hun et stort hul i dansk politik.

Det er en fri og kampklar Inger Støjberg, som er parat til at træde ind i den politiske arena.

Hun har afsonet sin dom og har i al diskretion fået fjernet fodlænken, så hun i en lille uges tid har kunnet nyde sin fulde frihed.

Nu venter en stor takkefest sammen med tilhængerne på Kristi himmelfartsdag. Den finder sted på Visborggaard Slot, og sammen med familie og venner har hun haft travlt med at gøre klar til fest med masser af kaffe, kager og fadøl til de hundreder af gæster, som ventes at deltage.

Som Nordjyske har skrevet, er der en vis symbolik i valget af mødested. For da Kong Christian 10. i 1920 markerede genforeningen med Sønderjylland red han på en hvid hest, der stammede fra slottet.

Hvad Støjberg gør

Så vidt vides vil Støjberg ikke ankomme til hest. Men hun vil blive modtaget som en heltinde. For set med tilhængernes øjne gjorde hun det rigtige, da hun fik adskilt yngre afghanske kvinder fra de ældre mænd, som de boede med på danske asylcentre. Tilhængerne mener, at dommen mod Støjberg var forkert, og de håber, at festen bliver startskud til, at hun melder sig fuldtonet ind i politik igen.

Mange andre vil have den stik modsatte holdning. De længes absolut ikke efter et gensyn med den forhenværende minister og næstformand fra Venstre. De mener, at hun groft overskred sine beføjelser og tromlede en ulovlig praksis igennem trods klare advarsler fra embedsmændene. De krydser fingre for, at hun aldrig nogensinde vender tilbage til Folketinget.

Pointen er, at de færreste er ligeglade. Derfor vil Støjbergs næste skridt blive fulgt tæt af medier og politikere. Alle ved, at det vil få konsekvenser, hvis hun skaber et nyt parti.

On the road – igen

Hun står allerede bomstærkt på de sociale medier, hvor hun med ét klik kan nå ud til titusinder af følgere. På Christiansborg sidder en gruppe DF-afhoppere parat til at hjælpe hende med det benarbejde, der skal til for at stable et nyt projekt på benene. Og et godt gæt er, at lokale og regionale Venstrefolk rundt om i landet også vil være med.

Hvornår hun siger endeligt til – eller fra – ved ingen. Men efter festen kører hun ud på landevejen, hvor hun sammen med Kristian Thulesen Dahl fra DF kaster sig ind i kampen om forsvarsforbeholdet. Selv om ja-siden fører, vil Støjberg kæmpe for at fastholde forbeholdet.

Hun lægger ikke skjul på, at hun glæder sig til at deltage i debatterne, og fra Kristian Thulesen Dahl lyder det, at der er brug for Støjberg i dansk politik. Budskaberne kan næsten kun opfattes som et signal om, at noget større er på vej.

Pladsmangel på blå banehalvdel

Hvis et nyt politisk projekt skal lykkes, kræver det dog plads, og ser man på den politiske spillebane, virker pladsen såre begrænset. Ikke mindst på blå banehalvdel.

Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl er imidlertid begge optaget af de analyser, som journalisten og forfatteren Lars Olsen har skrevet på det seneste. Lars Olsen er især kendt for at have publiceret roste bøger om de skel og brudflader, der præger det moderne Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen har også været dybt optaget af hans pointer, mens Lars Olsen på sin side har fremhævet, hvordan Frederiksen og S-holdet forud for valget i 2019 systematisk fik ændret partiets kurs, så S kom i kontakt med vælgere, som i en lang periode havde valgt partiet fra.

Mette Frederiksens skifte til en stram udlændingepolitik er velkendt, men i samme periode blev hun også mere opmærksom på kløften mellem storby og provins. Som nyvalgt regeringschef talte hun for at styrke produktions-Danmark, hun satte skub i udflytningen af uddannelser, og hun ønskede at skabe større prestige om de erhvervs- og velfærdsuddannelser, som der bliver mangel på fremover.

I forhold til den grønne omstilling gjorde hun det klart, at hun var rød, før hun var grøn – forstået på den måde, at hun midt i den nødvendige omstilling ville passe på job og arbejdspladser.

Muligt politisk opbrud

Ifølge Lars Olsen er Mette Frederiksen tæt på at tabe de vælgere, hun fik samlet bag S. Ruslands angreb på Ukraine har forcereret den grønne omlægning. Der skal skrues voldsomt op for sol- og vindenergi, og som Lars Olsen noterer, bliver de mange nye møller næppe sat op i København og Nordsjælland. Mange danskere skal også investere i nye energikilder – hvilket bliver dyrt – og han advarer også om, at en ny CO2-afgift kan føre til lukning af produktionsarbejdspladser i provinsen. Eller som han skrev i Altinget for nylig:

”Alt sammen kan blive gefundenes fressen for et nyt ”provinsparti” med Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl som frontfigurer. Inger Støjberg har med stor effekt svunget krabasken over de selvfede cafémiljøer på Østerbro, og nu kan hun med en vis ret sige, at de klimaengagerede københavnere kører på fribillet og tørrer problemerne af i provinsen.”

Oven i det peger han på, at mange vælgere ikke vil være glade for Mette Frederiksens nye varme omfavnelse af EU og hendes kamp for at få fjernet forsvarsforbeholdet.

Endelig er den økonomiske situation forandret. Mange danskere presses allerede af stigende leveomkostninger, og de kan se, hvordan investeringer i grøn omstilling og det historiske løft af forsvarsudgifterne udhuler det økonomiske råderum og gør det sværere at forbedre velfærden.

Til sammen kan det udløse et nyt politisk opbrud, og det er endnu en grund til, at mange vil følge intenst med i Inger Støjbergs næste politiske skaktræk.

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.

Lyt til seneste afsnit her:

Læs også

01.02.23

København vil afkriminalisere hårde stoffer: Nabokommuner stejler

Et flertal af politikerne på Københavns Rådhus vil afkriminalisere hårde stoffer til eget forbrug. Det betyder, at narkomaner, og alle andre brugere, fremover kan besidde en lille mængde kokain, heroin, amfetamin eller andre hårde stoffer uden at blive straffet for det. Men den beslutning møder kritik fra de tilstødende kommuner. Blandt andet i Gladsaxe hvor…

Læs mere
31.01.23

Organisation vil sikre ikke-vaccinerede mulighed for “rent blod”

Personer, der ikke er blevet vaccineret mod COVID-19, bør have muligheden for modtage blod fra personer, der ligesom dem selv er uvaccinerede. Sådan lyder ønsket fra en verdensomspændende organisation, der kalder sig Safe Blood Donation. Fabrice Knecht er teamleder for den ny-startede danske fraktion af organisationen, og han mener at ønsket om at kunne fravælge…

Læs mere
31.01.23

Simon Spies Plads i Helsingør beholder sit navn

Efter afstemning i Helsingør Kommunes byråd blev det mandag aften vedtaget, at Simon Spies Plads beholder sit navn. Simon Spies Plads i Helsingør bliver ved med at hedde Simon Spies Plads. Det er mandag blevet vedtaget efter en afstemning i Helsingør Kommunes byråd. Det skriver Helsingør Dagblad. Beslutningen blev vedtaget med et yderst spinkelt flertal.…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet