Mads tog til Ukraine for at kæmpe – men nu vender han hjem igen

Skrevet af

8. marts 2022

idk@radio4.dk

idk@radio4.dk

Mads Emil Longhi fra Vejle tog for under en uge siden til Ukraine for at kæmpe som soldat mod russerne. Men nu har han forladt basen på grund af manglende struktur og sikkerhed.

Tusindvis af udlændinge er ankommet til Ukraine for at bekæmpe den russiske invasion. Men nu opgiver flere af dem kampen og forlader den ukrainske hær. De er blandt andet skuffede over forholdene, som ukrainerne tilbyder.

En af dem er 25-årige Mads Emil Longhi fra Vejle. Det er ellers under en uge siden, at han meldte sig i den ukrainske hær og underskrev en kontrakt.

Men mandag valgte den unge dansker at forlade basen. Radio4’s europakorrespondent Mads Anneberg har mødt ham i den ukrainske by Lviv. Hør ham i Radio Morgen herunder:

”Det var en meget impulsiv beslutning, men det var i bund og grund mangel på sikkerhed ovre på basen og mangel på seriøsitet. Det blev opdigtet til noget, som det ikke var i medierne. Og det synes jeg folk skal vide, siger han til Radio4.

Ikke styr på sikkerheden

Ifølge Radio4s oplysninger har omkring 50 udlændinge mandag valgt at forlade den ukrainske hær efter kort tid. Mads Emil Longhi begrunder blandt andet sin beslutning med, at der manglede struktur og sikkerhed på basen.

”De mennesker, som de (den ukrainske hær, red.) lukkede ind, havde de slet ingen kontrol over, hvem de var, og hvor de kommer fra. Om de (soldaterne, red.) benyttede sig af stoffer, eller om de var mentalt raske,” siger han til Radio4.

Mads Emil Longhi fortæller samtidig, at de overordnede flere gange opfordrede soldaterne til ikke at bruge deres telefoner af frygt for at blive sporet af russerne. Men det lyttede man ikke til.

”Mange af dem var unge fyre, der ikke kunne lade være med at bruge deres smartphones og sociale medier. Og det gjorde, at vi var i konstant beredskab grundet frygten for, at der ville komme et bombeangreb.”

Selvom Mads Emil Longhi havde underskrevet en kontrakt med den ukrainske hær, så var ikke svært at komme ud af den.

”Der var ikke det store problem. Vi skulle bare aflevere vores udstyr og tøj. Men vi fik også at vide af den legion, som vi tilsluttede os, at den var officiel og godkendt. Men det fik vi at vide, at det var den slet ikke.  De kunne ikke engang fremskaffe smertestillende, fordi de ikke havde nogle penge,” fortæller Mads Emil Longhi til Radio4.

Hør hele historien, om hvordan Mads Longhi tog afsted til Ukraine og senere måtte vende hjem igen i den nye podcastserie ‘Ukraines danske krigere’.

”Vi hjælper ikke folk ved bare at ligge ude i en skov”

Mens Mads Emil Longhi stadig var i den ukrainske hær, befandt han sig med de andre i en hemmelig bygning langt ude i en skov. Han oplevede dog, at der ikke rigtig skete noget de første to dage, han var der.

Ifølge ham virkede det som om, at den ukrainske hær ikke vidste, hvad de skulle bruge de mange frivillige til.

”Så besluttede nogle af os frivillige, at vi ville lave noget træning selv i stedet for at ligge og slappe af. Det var meget os frivillige, der stod for det. Og ikke den ukrainske hær. Det blev meget ’lejrskole-agtigt’,” siger han og fortsætter:

”Mange af os var kommet derned for at hjælpe folk. Vi hjælper ikke folk ved bare at ligge ude i en skov, uden at få træning, uden at få diverse metoder til at kunne hjælpe folk. Det var derfor, jeg besluttede, at det her ikke var det rigtige sted for mig at udøve min hjælp.”

Mads Emil Longhi har nu valgt at tage hjem til Danmark, mens flere af de andre udlændinge har valgt at søge andre steder hen for at kæmpe videre.

 

NaN:NaN
NaN:NaN