Manglende hjælpepakker presser taxabranchen

Taxi eller taxa på taxaholdeplads på Kongens Nytorv

Skrevet af

27. november 2020

anp@radio4.dk

anp@radio4.dk

Da Corona lukkede samfundet ned i marts måned, forsvandt taxakunderne som dug for solen.

Omsætningen på taximarkedet er faldet med hele 60 procent i forhold til sidste år.

Det viser nye tal fra oktober fra taxivognmændenes brancheorganisation Dansk Persontransport.

Årsagen er coronapandemien. For når nattelivet skal lukke klokken 22, når grænserne er lukkede for turister, og når store konferencer og firmaarrangementer er aflyst, er der bare ikke kunder nok til de pressede taxichauffører, lyder det fra brancheorganisationen.

“Taxierhvervet er et af de erhverv i Danmark, der er aller hårdest ramt. Vognmænd er nødt til at opsige deres chauffører, man nedskalerer i vognparken og lukker sine forretninger rundt omkring. Og så kan det i værste fald også betyde, at vi begynder at se konkurser i taxi-erhvervet, fordi man ikke har råd til at drive forretningen længere,” siger Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk Persontransport, til Radio4 Morgen.

En af de taxachauffører, der er hårdt ramt af manglende kunder på grund af coronapandemien er taxivognmand Kim Jørgensen.

“Min omsætning er gået væsentligt ned. Procentvist er vi ovre 50 procent,” siger han til Radio4 Reportage.

Erhvervsordfører: Det er ikke tilfredsstillende

Nye tal fra fagforeningen 3F fra oktober viser, at taxichaufførerne er den faggruppe i 3F, der er blevet allerhårdest ramt af corona-krisen.

Ledigheden i branchen er blevet tredoblet sammenlignet med før nedlukningen i foråret. I oktober måned lå den på 23 procent omregnet til fuldtidsledige. Korrigeret for sæsonudsving svarer det til 400 ledige taxichauffører.

Alle hjælpepakker til taxibranchen udløb i august måned. Det betyder, at taxavognmændene har stået uden hjælp de seneste tre måneder.

Derfor er der brug for en ny hjælpepakke, mener Trine Wollenberg:

“Den 27. oktober blev der indgået en politisk aftale, hvor man nævner taxierhvervet som et af de erhverv, der er pressede. De hjælpepakker er ikke udmøntet endnu, og derfor er der ikke noget, der er åbent lige nu til at kunne søge om. Vi har selvfølgelig en forhåbning om, at der snart bliver lukket op for ansøgninger, fordi erhvervet i dén grad har brug for hjælp og en saltvandsindsprøjtning i form af en hjælpepakke,” siger Trine Wollenberg.

Erhvervsordfører for Socialdemokratiet, Orla Hav, erkender, at det ikke er tilfredsstillende, at hjælpepakken ikke er landet endnu. Ifølge ham skyldes det, at støtten mangler at blive godkendt i EU.

“Når man laver hjælpepakker, så skal de godkendes i EU, for at de kan leve op til statsstøttereglerne og ikke være konkurrenceforvridende. Der har Danmark haft cirka 40 godkendelser kørt igennem, og det tager lidt tid,” siger Orla Hav til Radio4 Morgen og fortsætter:

“Vi er alle sammen rigtig kede af de konsekvenser corona-pandemien giver i vores samfund, og lige nøjagtigt samfærdsel er et af de steder, hvor det har ramt allerhårdest, så det er rigtigt trist. Det er også baggrunden for, at der er blevet skruet en kompensationspakke sammen, som taxaselskaberne skal kunne trække på.”

Orla Hav kan ikke give et præcist tidspunkt for, hvornår hjælpepakken ligger klar til taxachaufførerne.

“Men vi har aftalt, at der kommer en pakke, som omfatter taxaselskaberne, og jeg kan sige, at ministeren og ministeriet gør alt, hvad de kan, for at få det kørt igennem,” siger han.

Hør reportagen med taxachauffør Kim Jørgensen i Radio4 Reportage her:

Hør interviewet med erhvervsordfører for Socialdemokratiet, Orla Hav:

Afspiller nu

NYHEDERNE PÅ RADIO4

19:00
19:05