Nyhedsartikel

Martin Henriksen melder sig ud af Dansk Folkeparti

Ritzau

Der gik end ikke tre uger, fra Martin Henriksen havde tabt formandsopgøret i DF, til han meldte sig helt ud.

Først tabte Martin Henriksen formandsopgøret i Dansk Folkeparti. Så meldte han ud, at han ikke stiller op for DF ved næste folketingsvalg. Så meddelte han, at han melder sig ud af DF’s hovedbestyrelse.

Og fredag kom det endelige stød: Martin Henriksen melder sig helt ud af DF.

Nogen stor sensation er det derfor ikke, medgiver hovedpersonen selv knap tre uger efter formandsvalget. Kort sagt kan Henriksen ikke være i et parti, hvor Morten Messerschmidt (DF) er formand.

Det har Henriksen ikke ligefrem lagt skjul på den seneste tid. Henriksen kan ikke stå inde for Messerschmidt, har førstnævnte udtalt flere gange.

“Partiet har forandret sig, og man har valgt en anden retning, og det må man også tage konsekvensen af. Det er det, jeg gør. Og så ser vi, hvad fremtiden bringer,” siger den tidligere DF-profil.

I mange år var Henriksen DF’s profilerede udlændingeordfører i Folketinget. Her røg han dog ud ved 2019-valget, hvor DF gik meget tilbage.

Den umiddelbare fremtid har Henriksen styr på. Han fortsætter som løsgænger i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune.

“Personligt står jeg for de samme ting, som jeg altid har stået for. Så det er partiet, der har bevæger sig.”

“Hvis jeg var blevet i partiet, havde jeg mistet respekten for mig selv. Og så kan man lige så godt sige, at så skilles vores veje her,” siger Henriksen.

I sidste måned tabte Henriksen på et ekstraordinært årsmøde formandsopgøret mod Messerschmidt. Her stillede også Merete Dea Larsen forgæves op for at blive formand.

Både før, under og efter formandsvalget sendte især Henriksen en byge af kritik i retning af Messerschmidt.

Messerschmidt er ærgerlig over, at Henriksen melder sig ud af DF.

“Det tager jeg til efterretning. Jeg havde håbet, at Martin ville tage imod mit forslag om at inddrage ham i det politiske arbejde i Dansk Folkeparti. Det er jeg naturligvis ærgerlig over, at han har valgt at afslå.”

“Jeg vil imidlertid fortsat som formand række ud efter dem, der på årsmødet støttede Martin. De skal naturligvis føle sig som en del af partiet, også selv om han ikke er det nu,” siger Messerschmidt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

 

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Læs også

29.09.23

Værste iltsvind i over 20 år: ”En tragedie for dansk havmiljø”

Iltsvindet i de danske farvande er i år så voldsomt, at fisk og andre havorganismer i endnu større områder end tidligere dør af iltmangel. En helt ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderer det værste iltsvind i de danske farvande siden 2002. Det har katastrofale konsekvenser for fiskene og miljøet i de…

Læs mere
28.09.23

Tidligere Etisk Råd formand efterlyser mænds rettigheder i abortdebat

Mænds rettigheder er blevet forsømt i den debat, som de nye abortanbefalinger har skabt. Det mener den tidligere formand for Etisk Råd Gorm Greisen. Grænsen for den frie abort for kvinder har været diskuteret, efter Etisk Råd tirsdag anbefalede at hæve abortgrænsen til 18. graviditetsuge. Gorm Greisen, der er tidligere formand for Etisk Råd, hilser…

Læs mere
27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet