S-toppen har overraskende erklæret sig klar til at få kulegravet FE-skandalen. På den måde forsøger partiet at lægge sagen ned, inden den bliver en fast del af valgkampen. Blå blok vil omvendt gøre alt for at holde den i live.
Med en overrumplende melding fra justitsminister, Mattias Tesfaye, fredag eftermiddag trådte Socialdemokratiet pludselig ind i kredsen af partier, som vil have kulegravet sagen mod den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.
Ifølge Mattias Tesfaye skyldes ønsket om at komme til bunds i forløbet, at der hos de øvrige partier i Folketinget er opstået usikkerhed om, hvorvidt alt er foregået efter bogen.
Ministerens melding er klog. Men den er ikke så from, som den lyder. For når Mattias Tesfaye taler om usikkerhed, er det mildt sagt en underdrivelse. De borgerlige partiledere nærer alle en massiv mistanke om, at FE-sagen er en enorm skandale, og at Lars Findsen i yderste konsekvens kan være offer for magtmisbrug.
Hør seneste afsnit af Radio4’s politiske program ‘Mandat’ med Thomas Larsen og Pernille Rudbæk her: (Analysen fortsætter herunder)
Mistanken om, at noget er ravruskende galt, blev de blå kun endnu mere overbevist om, da Findsen torsdag publicerede en bog, hvor han giver sin version af, hvordan han på kort tid gik fra at være en af rigets mest betroede mænd til at være skandaliseret forhenværende spionchef.
På udgivelsesdagen afviste Findsen, at det havde været hans mål at lancere bogen midt i valgkampen, men effekten har ikke desto mindre været, at bogen er faldet som en bombe i valgkampen.
I bogen kommer han med opsigtsvækkende anklager mod især tidligere forsvarsminister, Trine Bramsen, Statsministeriets magtfulde departementschef, Barbara Bertelsen, og Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Ifølge bogen bærer Trine Bramsen et stort ansvar for, at FE-sagen begyndte at rulle og kom ud af kontrol. Det skete, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne i sommeren 2020 kom med en usædvanlig hård kritik af FE, som blev anklaget for at have givet urigtige oplysninger til tilsynet og for have videregivet oplysninger om danske statsborgere i strid med loven.
Med forsvarsminister, Trine Bramsen, i spidsen valgte regeringen samme sommer at hjemsende Lars Findsen og andre ledende medarbejdere i FE. I bogen fortæller Findsen, at han forsøgte at advare ministeren om, at en hjemsendelse ville blive opfattet som et bevis på, at FE de facto havde handlet forkert.
Ifølge Findsens fremstilling reagerede Trine Bramsen på hans advarsel med disse ord: ”Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90.”
Senere fastslog en kommissionsundersøgelse, at der ikke var grundlag for kritikken af FE. Men på det tidspunkt var et forløb, som eksperter og tidligere topembedsmænd har kaldt for katastrofalt dårligt håndteret, for længst blevet et faktum.
Alvorlige anklager
I bogen beskriver Lars Findsen også sine sammenstød med Barbara Bertelsen i Statsministeriet. Han siger ikke direkte, at Bertelsen står bag håndteringen af FE-sagen. Men han fastslår, at beslutningen om hjemsendelse blev truffet i ministeriet. Dermed placerer han reelt ansvaret tæt på departementschefen og statsminister, Mette Frederiksen.
Efter en periode med massiv overvågning, herunder udbredt brug af telefonaflytning, som Politiets Efterretningstjeneste stod bag, blev Lars Findsen i december 2021 anholdt og sigtet for at have røbet statshemmeligheder.
I bogen beskriver han, at han i forbindelse med anholdelsen mødte to jurister fra PET. De fortæller ham, at anklagemyndigheden måske vil se på hans sag med mildere øjne, hvis han for eksempel røber navne på de kilder, som flere journalister har indenfor PET’s tykke mure. Hvis beskrivelsen er korrekt, forsøger PET at presse Findsen på en måde, som eksperter kalder for ulovlig. Det er dog en udlægning, som PET totalt afviser.
Det er kort sagt uhyre alvorlige anklager, som Findsen har nedfældet.
Af samme grund reagerede blå blok torsdag med et krav om at få sagen kulegravet via en kommissionsundersøgelse, og de gav samtidig udtryk for deres bekymring over, at sagen har svækket de danske efterretningstjenester.
På et improviseret pressemøde i Aalborg gjorde Mette Frederiksen det klart, at hun ikke kan gå ind i sagen på grund af sin tavshedspligt. Hun fastslog, at hun selv har haft et godt samarbejde med Findsen, og dernæst holdt hun sig til, at hans sag skal behandles ved domstolen. ”Jeg har meget stor tillid til retssystemet i Danmark og synes det er vigtigt, at sagen får lov til at forløbe, som den skal der,” sagde hun.
Mette Frederiksen gav også udtryk for, at en kommissionsundersøgelse bør afvente domstolenes afgørelse.
Samme besked kom torsdag fra regeringens støttepartier, men fredag gik det stærkt: Først fastslog den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, at sagen bør undersøges, og kort efter kom meldingen fra Mattias Tesfaye om, at S også ønsker en kulegravning.
Blå blok vil have, at undersøgelsen sættes i gang hurtigst muligt – og det vil Lars Findsen også – mens S og rød blok vil afvente domstolenes afgørelse i sagen mod Lars Findsen.
Sag i skyggeland
Her står fronterne, og det er fristende at henvise til det gamle ordsprog – ”if you can’t beat them, join them” – som den egentlige forklaring på regeringens kovending. S-toppen har ganske enkelt måttet indse, at hvis de holdt fast i afvisningen af en undersøgelse, ville de i resten af valgkampen ligne en regering, som af al magt forsøger at undertrykke sandheden.
Spørgsmålet er, hvad der sker nu?
Der er ingen tvivl om, at bogen har ramt den socialdemokratiske kampagnemaskine, som har kørt kraftfuldt siden valgkampens start og gjort det muligt for Mette Frederiksen at dominere valgkampens første fase.
I stedet er hun igen blevet omdrejningspunkt for en sag, hvor ord som magtmisbrug, overreaktion og brutalitet flyver gennem luften. Det vil minde mange vælgere om minkskandalen, og spionchefens bog kan på den måde flytte fokus over på de sider af statsministerens ledelsesstil og arbejdsmetoder, som også uafhængige eksperter har kritiseret i S-regeringens levetid.
Ved at erklære sig enig i, at sagen bør kulegraves, kan S-holdet håbe, at det tager brodden af den værste kritik. Derudover kan det satse på, at sagen fortsat er svær at gennemskue for de fleste. Når det kommer til stykket, befinder FE-sagen sig fortsat i et skyggeland, hvor det er yderst vanskeligt at vide, hvad der præcist er sket.
