Nyhedsartikel

Minkgrave kan allerede have forurenet grundvand

Martin Møller Geertsen & Peter Sinnbeck
mmg@radio4.dk

Uvildig undersøgelse viser overhængende risiko for forurening af grundvandet ved de store minkgrave i Jylland, hvis ikke der bliver gjort noget straks.

Der er fare for, at grundvandet under minkgravene i Kølvrå og Bovtrup bliver forurenet, hvis myndighederne ikke gør noget med det samme.

Faktisk er der overhængende risiko for, at forurenet væske fra de millioner af begravede mink allerede er endt i grundvandet.

Det viser en rapport som GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – og Danmarks Tekniske Universitet har lavet for Miljøstyrelsen. En rapport som Radio4 er i besiddelse af. Miljøstyrelsen bestilte rapporten 23. november og modtog den 4. december.

Ifølge statsgeolog og afdelingschef i GEUS, Claus Kjøller, der er en af forskerne bag rapporten, er risikoen for forurening overhængende.

”Under en række antagelser, kan det øverste grundvand allerede være blevet forurenet,” siger Claus Kjøller til Radio4.

Han tilføjer, at der skal laves konkrete målinger ved og under minkgravene, før man med sikkerhed kan sige, om der siver forurenende stoffer ned i grundvandet. Rapporten opfordrer myndighederne til straks at igangsætte disse målinger.

En helt central anbefaling lyder også, at der hurtigst muligt skal laves tag over minkgravene. Det skal gøres for at undgå, at regn fremskynder nedsivning af de skadelige stoffer til grundvandet.

Borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek (V), har tidligere overfor Radio4 kritiseret nedgravningen af minkene, og han ærgrer sig over rapportens konklusioner.

”Det her beviser bare, at de mink skal graves op hurtigst muligt. Det har hele tiden været mit udgangspunkt,” siger Ulrik Wilbek til Radio4.

Hos Danske Vandværker, der er brancheorganisation for landets vandforsyninger, vækker rapporten vrede.

”Det er dybt bekymrende, og det bekræfter jo, at når vi har rejst de spørgsmål, vi har rejst, så har der været grund til det,” siger formand Susan Münster til Radio4.

Det er blandt andet den ene minkgrav ved Kølvrå i Viborg Kommune, der er placeret meget tæt på det lokale vandværk.

”Hvis det strømmer hen mod drikkevandet, så udgør det jo en enorm risiko,” siger Susanne Münster til Radio4.

Miljøstyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview, men oplyser til Radio4, at der er påbegyndt en forureningsundersøgelse ved begge minkgrave, og at GEUS-rapporten bliver brugt i den sammenhæng.

Miljøstyrelsen oplyser også, at der endnu ikke er truffet beslutning om at bygge et tag over minkgravene.

Radio4 har bedt om en kommentar fra miljøminister Lea Wermelin (S) til rapportens konklusioner, men ministeriet henviser til Fødevareministeriet, der har det overordnede ansvar for nedgravningen af mink.

Fødevareministeriet henviser tilbage til Miljøstyrelsen og har derudover ingen kommentarer til Radio4.

Da Miljøstyrelsen bestilte rapporten 23. november – mere end to uger efter, minkene blev gravet ned – var opgaven til forskerne at komme med anbefalinger til håndtere problemet – dog med det forbehold at minkene ikke skulle graves op.

Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at rapporten fra GEUS og DTU var ‘lækket’. Dette er ikke korrekt og er nu rettet. Vi beklager fejlen.

 

Hør interviewet med statsgeolog og afdelingschef i GEUS, Claus Kjøller, her:

Her kan du høre interviewet med borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek (V):

Lyt til interviewet med Flemming Hedegaard, der bor i nærheden af minkgraven i Holstebro og er initiativtager til en demonstration mod nedgravningen af mink i Nørre Felding:

Her kan du høre et interview med miljøordfører for Venstre, Jacob Jensen, om sagen:

Hør interviewet med miljøordfører for Dansk Folkeparti og formand for Miljø- og Fødevareudvalget, René Christensen:

Læs også

26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere
25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere
23.09.23

Demonstrationer mod brexit i London

Stor demonstration mod brexit i London i dag. Ifølge den britiske avis The Independent var der omkring 3.000 “re-joiners” på gaden, der vil tilbage i EU. De demonstrerede imod, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union. Brexit still sucks!’: stod der blandt på nogle af de mange bannere. En spørgeundersøgelse blandt mere end 4.000 af de…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet