Nabo til flyvestation: Forsvaret bør fjerne PFOS-fourening nu

Skrevet af

2. december 2021

smje@radio4.dk

smje@radio4.dk

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse bør omgående gøre en indsats for at begrænse den PFOS-forurening, som har ramt flere vandløb og den private fiskesø på nabogrunden til Flyvestation Karup. Det mener ejeren af Hessellund Sø Camping, der frygter, at flyvestationens forurening med tiden kan ramme ham økonomisk. 

På Hessellund Sø Camping kan både gæster og andre interesserede kaste fiskesnøren ud i Karup Å, der er kendt som et sandt lystfiskermekka. Og det er ikke kun i åen tæt på campingpladsen, at man kan fange fisk. Der er også en Put&Take-sø på campingpladsen. 

Men fiskesøen er ligesom Karup Å og Hessellund Bæk forurenet med stoffer fra PFAS-familien. Der er målt for høje værdier af stofferne – også det forbudte flourstof PFOS. Stofferne kommer fra flyvestationens brandøvelsespladser, hvor PFAS og PFOS i årtier er blevet brugt i brandslukningsskum. Forurening har spredt sig til grundvandet, og fordi fiskesøen i nærheden af flyvestationerne er grundvandsdannet, er den over tid også blevet forurenet med PFAS-giftstofferne. 

På Hessellund Sø Camping er det ifølge Fødevarestyrelsen sikkert at spise fiskene i Put&Take-søen. Men det kan ændre sig i takt med, at Forsvarets forurening fra Flyvestation Karup spreder sig yderligere. Fordi søen er dannet af grundvand, vil den blive ved med at trække PFAS-stofferne til sig, og ifølge Ejendomsstyrelsen vil det ske “en del år ud i fremtiden”. 

Den melding er campingejeren Jørgen Tang Hansen træt af. Han gætter på, at en tredjedel af campingpladsens gæster er lystfiskere i en eller anden grad. 

– Det er klart, hvis det begynder at få indflydelse på fiskeriet både i søerne og i åen, så får det da store konsekvenser. Der vil da være folk, der vil vælge os fra, hvis de ikke kan fiske her, siger Jørgen Tang Hansen. 

– Det kan kun gå for langsomt 

Derfor mener campingejeren, at Forsvaret skal gå i gang med at oprense sine forureninger med det samme. 

– Nu kunne de jo starte med at fjerne, hvor der er mest forurenet. Altså under de brandøvelsespladser. Og så tage det derefter. Det skal de gå i gang med det samme, så det ikke bliver værre, siger han og fortsætter: 

– Hvis de bliver ved at sige, at det trækker ud i grundvandet og i jordlagene, så skal de jo starte med at stoppe kilden. Så det kan kun gå for langsomt. 

Men det er ikke kun campingpladsen, som forureningen på Flyvestation Karup er gået ud over. Fødevarestyrelsen har udtaget prøver af fiskene i Karup Å, hvor der også er fundet giftstoffet PFOS over grænseværdierne. Men der er endnu ikke kommet et resultat. 

Derfor har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse frarådet Flyvestation Karups Sportsfiskerforening at fiske i den forurenede Hessellund Bæk og den del af Karup Å, der ligger på flyvestationens store område. 

Undlod at dele sin viden 

Radio4 og Avisen Danmark har også tidligere afsløret, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse trods kendskab til en større PFAS-forurening af Hessellund Bæk havde forpagtet området ud til en kvægbonde uden at fortælle om forureningen. 

På samme vis har de to medier afsløret, at styrelsen i flere tilfælde har undladt at dele sin viden om forureningerne og brugen af giftstofferne med miljøtilsynsmyndighederne. I begge sager forklarer Ejendomsstyrelsen, at den ikke har tilbageholdt viden bevidst. 

Jørgen Tang Hansen mener, at det er vigtigt, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fortæller åbent om forureningerne. 

– Jeg føler mig godt nok orienteret, men jeg har også været tæt på det, men der er jo mange i lokalområdet, som tænker, hvad fanden er nu det for noget, siger han. 

På fredag er forsvarsminister Trine Bramsen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) indkaldt til et samråd om PFAS-forureninger på statens arealer. Her vil flere forsvarsordførere, have forsvarsministeren til at redegøre for Forsvarets handlinger. 

Afspiller nu

HOVEDET OG HALEN

12:05
14:00