“Ingen børn skal opleve at blive skældt ud af voksne, hverken ude eller hjemme.”
Sådan lyder det i en ny vision fra blandt andre Odense Kommunes børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen fra Radikale Venstre, der vil gøre Odense til en skældudfri by. Der ligger dog endnu ikke færdiglavet politiske forslag i skuffen.
“Det hele er startet med, at der i bund og grund ikke kommer noget godt ud af at skælde børn ud. Man kan se på deres hjerner, at de reagerer, som om de bliver slået. De er ikke i stand til at lære noget eller tage input ind de næste par timer,” siger Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand i Odense Kommune og fortsætter:
“Det her er ikke en stor plan om at kompetence-udvikle alle voksne til ikke at skælde ud. Det er snarere at starte en debat om, at vi gerne vil være en venlig og imødekommende by også overfor børn. Og det handler rigtig meget om at danne børn til voksne, som selv får et ordentligt sprog på sociale medier, i trafikken, i det offentlige rum og selv bliver forældre, der ikke skælder ud.”
“De har brug for rammer og regler, men at blive skældt ud er at blive bragt i en situation, hvor man ikke har nogle handlemuligheder eller kan forstå, hvad der foregår,” siger hun.
Hun erkender, at det ikke er let, men mener det er værd at stile efter.
“Man skal gøre sig umage med, at den fireårige forstår, hvorfor man skal være på en bestemt måde. Jeg ved godt, det lyder svært, men jeg tror, at vi alle ønsker, at en skole og dagtilbud er rar at være i,” siger Susanne Crawley Larsen.
Hør interviewet med Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand i Odense Kommune, her:
Inden for de seneste år er fokusset på skældud overfor børn blevet en del større, end det før har været. Senest har organisationen Skole & Forældre i den her uge sendt materiale ud til landets skolebestyrelser i samarbejde med børneforsker Louise Klinge, der skal inspirere til, hvordan der bliver mindre skældud på landets folkeskoler.
Og hun byder ideen om at gøre Odense Kommune skæld-ud-fri velkommen.
“Det er sådan en fin ide. Og det sker ikke med en løftet pegefinger, men i en venlig og hjælpsom tone i forhold til at skabe et samfund, der er trygt. Nærhed, ro og venlighed og hjælpsomhed, det er dét, børn har brug for,” siger hun til Radio4 Morgen.
Som voksen skal man være den overbærende, mener børneforsker Louise Klinge.
“Vi kan ikke lige træde ud af hamsterhjulet, men samtidig skal vi huske, at når barnet skriger og råber ‘lortemor’, så reagerer barnet bare naturligt på nogle unaturlige krav. Så man skal ikke tage det personligt, men kigge overbærende på det. Det er ikke, fordi det er let ikke at skælde ud, men det er dét, barnet har brug for,” siger hun.
Hun påpeger, at det har store konsekvenser, hvis man skælder børn ud.
“Skældud har mange omkostninger. Det gør et barn utryg og pumper kortisol ud i blodet, som er et stresshormon, og det tager 3-4 timer, før det er stabiliseret, så i de timer har børn rigtig svært ved at lege og lære. Børnenes relationer bliver forværret, det har omkostninger for deres koncentration og deres faglige resultater, og det har omkostninger for deres trivsel i det hele taget, og man kan se langsigtede konsekvenser som depression. Det er fuldt forståeligt, at det sker, men det er omkostningsfuldt for børnene,” siger hun.
Hør interviewet med Louise Klinge, der er børneforsker, medlem af Børnerådet og medforfatter til bogen “Skole uden Skældud”:
Men ikke alle ser med ligeså positivt et syn på Odense kommunes drøm at blive skældudfri.
“Det er virkelig smukt at sige den slags, men at tro det kan køres ud i et helt samfund, det er naivt. Jeg synes, det er udmærket, at man prøver at undgå det i dagsinstitutioner og skoler, men at sige, vi skal skabe en hel kommune, hvor der ikke er nogen, der skælder ud, det kan man ikke,” siger Niels Egelund, der er professor emeritus i specialpædagogik, til Radio4 Morgen.
Han mener, at det er op til forældrene at beslutte, hvordan de opdrager deres børn.
“Det er svært at køre et liv igennem med børn uden at hæve stemmen en gang imellem. Og på en skole og daginstitution, der opstår nogle situationer, hvor man er nødt til at reagere som voksen professionel for at undgå, at man kommer ud i en situation, hvor noget er farligt. Man må ikke slå, heldigvis, men man er nødt til engang imellem at hæve stemmen og sige, nu er det nok,” siger han.
“Det er ganske almindelig opdragelse, som man bruger på sine egne børn og i en institution,” afslutter Niels Egelund.
Hør interviewet med Niels Egelund, der er professor emeritus i specialpædagogik, her:
Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Politiken/Ritzau Scanpix
