Optimisme i DF – men partiet risikerer ikke at komme i Folketinget

Morten Messerschmidt - Dansk Folkeparti afholder landsmøde i Herning Kongrescenter lørdag den 17. september 2017.. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

17. september 2022

srr@radio4.dk

srr@radio4.dk

DF’s årsmøde var kendetegnet ved stor optimisme. Men partiet befinder sig i en ekstremt svær situation, siger politisk redaktør.

Det har været en turbulent tid for Dansk Folkeparti de seneste måneder. Alligevel var der glæde og optimisme at spore ved partiets årsmøde i dag – også hos partiets formand Morten Messerschmidt.

”Min oplevelse er, at der er ro på de indre linjer, og at vi også kan begynde at tale politik igen. Vi har lige lanceret et ældreudspil, vi har lanceret et ghettoudspil, og det at kunne komme til at fokusere på det, der betyder noget for danskerne, det er meget værdifuldt,” siger han til Radio4 ved årsmødet.

Også hos Anders Vistisen, der er folketingskandidat for partiet og tidligere medlem af Europaparlamentet, er optimismen til at tage og føle på:

”Nu skal vi kæmpe frem mod en valgdag. Men om vi kommer ind med fem, syv eller otte mandater, det er sådan set ikke det afgørende. Vi har det lange lys på,” siger han.

Men spørger man politisk redaktør på Radio4, Thomas Larsen, er spørgsmålet ikke, hvor mange mandater, partiet kommer i Folketinget med – men nærmere, om partiet overhovedet kommer i Folketinget:

”Det er virkelig et skæbnevalg, som Dansk Folkeparti styrer mod netop nu, og i værste fald risikerer de jo rent faktisk ikke at komme ind. Det er selvfølgelig godt for Morten Messerschmidt, hvis han får banket optimisme ind i baglandet, for det bliver helt afgørende for ham i valgkampen. Men i virkelighedens verden står det jo tindrende klart, at DF befinder sig i en ekstremt svær situation. De er kun lige lidt over spærregrænsen i meningsmålingerne, og ser vi på de målinger, der bliver lavet af partilederne på Christiansborg, så ligger Messerschmidt ekstremt lavt hvad enten det handler om popularitet, troværdighed og dygtighed,” siger Thomas Larsen.

Hør Morten Messerschmidt fortælle om, hvor Dansk Folkeparti står, i nyhedsudsendelsen her:

I dag er første årsmøde for Dansk Folkeparti, siden formand Morten Messerschmidt blev valgt ved kampvalg i januar. Siden er 16 mandater i folketinget blevet til seks, og flere af partiets lokalforeninger har nedlagt sig selv. Ved den seneste måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, står partiet til at få 2,9 procent af stemmerne. Spærregrænsen er på 2 procent.

”Det er faktisk svært at være Dansk Folkeparti i dag, og jeg tror, at selvom de klarer spærregrænsen og kommer i Folketinget, så vil de stå omgivet af meget stærke konkurrenter. Der er Nye Borgerlige, og så er der ikke mindst Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg, som for alvor er blevet en kæmpetrussel for Dansk Folkeparti og et parti, som i øjeblikket er i fuld fremgang,” siger politisk redaktør på Radio4 Thomas Larsen.

Tidligere formand i Dansk Folkeparti – og nuværende folketingsmedlem – Pia Kjærsgaard tager ikke konkurrencen fra de andre partier så tungt:

”I øjeblikket er græsset lidt grønnere på den anden side, og man vil gerne være sikker på, at man får sit mandat, og så er man hoppet derover. Det synes jeg ikke er i orden, selvfølgelig synes jeg ikke det. Det har også været meget, meget mærkeligt for mig, for det er jo mennesker, jeg har arbejdet sammen med i årevis, så det har været dybt negativt overraskende. Men så må man bare komme videre. Der er ikke noget at gøre ved det. Det er deres valg. Jeg synes, det er et dårligt valg, men det kan jeg jo ikke rigtigt lave om på,” siger Pia Kjærsgaard til Radio4.

Her henviser den tidligere formand til de otte folketingsmedlemmer, der har forladt Dansk Folkeparti til fordel for Danmarksdemokraterne – heriblandt Søren Espersen og Peter Skaarup.

Også den nuværende formand er klar til at se fremad. Han mener, at den uro, der har været i partiet, har lagt sig nu.

”Helt grundlæggende skyldes det jo, at dem, som gerne ville lave uro, har forladt partiet og fundet andre græsgange. Uanset hvad må vi så tage bestik af det og sige, at det vigtige for et parti er, at man har rammerne til at udvikle ny politik og også få lov at kommunikere det, og det synes jeg, at det her årsmøde har vist, at vi er klar til,” siger Morten Messerschmidt.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

GENAU

13:05
14:00