Nyhedsartikel

Rekordmange danskere fik førtidspension sidste år

Anne Phillipsen
anp@radio4.dk

2020 gav den største tilgang af førtidspensionister i over ti år.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Sidste år kom der 24.400 nye førtidspensionister. Det er den største tilgang i mere end ti år.

Men det er en uholdbar udvikling, mener Dansk Industris vicedirektør, Steen Nielsen:

“Der er brug for medarbejdere på rigtig mange virksomheder. Derfor er det et problem, at så mange bliver sendt på førtidspension. Der er en stærk tendens til, at når man først kommer på førtidspension, vender man næsten aldrig tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Steen Nielsen til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med vicedirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen:

I 2013 trådte den nye førtidspensionsreform i kraft, som skulle mindske antallet af folk på førtidspension. Det virkede i nogle år, men i dag er der endnu flere på førtidspension end før reformen, som ellers skulle afhjælpe det.

Stigningen er størst blandt folk i 60’erne. I den gruppe har over 10.000 fået tilkendt førtidspension.

Ifølge chefanalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Emilie Agner Damm, kan det være problematisk, at man som ældre, nedslidt medarbejder ikke har andre muligheder end førtidspension for at trække sig fra arbejdsmarkedet:

“Dels er beslutningen ikke længere ens egen. Det betyder, at man ikke i lige så høj grad bestemmer, hvornår man vil stoppe med at arbejde. Dels kan det også være en længere proces. Især hvis man kommer på den almindelige førtidspension ser vi typisk relativt lange sagsbehandlinger,” siger Emilie Agner Damm.

Hør interviewet med Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Henrik Møller:

Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, Henrik Møller, ser en naturlig forklaring på, at flere er kommet på førtidspension:

“Stigningen hænger lidt sammen med, at vi har udvidet pensionsalderen. Jeg tror, at vi i en periode vil opleve, at der bliver flere ældre, som måske ikke kan få seniorpension,” siger Henrik Møller til Radio4 Morgen.

Han mener, at en del af løsningen ligger i den nye velfærdsordning, der bliver kaldt ‘Arne-pensionen’, som skal give nedslidte mulighed for at trække sig tilbage tidligere.

Henrik Møller understreger, at man politisk set er i gang med at se på arbejdsmarkedsreformerne i øjeblikket:

“Vi kigger også på fleksjob og førtidspensionen og ser på, om der er noget, der skal reguleres i forhold til den aftale, der blev lavet i 2013.”

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Læs også

23.09.23

Demonstrationer mod brexit i London

Stor demonstration mod brexit i London i dag. Ifølge den britiske avis The Independent var der omkring 3.000 “re-joiners” på gaden, der vil tilbage i EU. De demonstrerede imod, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union. Brexit still sucks!’: stod der blandt på nogle af de mange bannere. En spørgeundersøgelse blandt mere end 4.000 af de…

Læs mere
22.09.23

Partier efterspørger hjælp til belarusere i Danmark

Radikale Venstre og Liberal Alliance vil have udenrigsministeren på banen, efter at Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenko har indført et forbud, der kan tvinge belarusiske statsborgere hjem til fængselsstraf.       Radikale Venstre efterspørger hjælp til belarusere i Danmark fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). – Vi skal bistå de her borgere til fortsat at kunne…

Læs mere
22.09.23

Biskop har brugt over en kvart mio. kr. på klippekort til vandflyveren

Biskoppen i Aarhus og en af hans centrale medarbejdere har de seneste år brugt sammenlagt over en kvart mio. kr. på at flyve til møder i København med vandflyveren. Pengene værd, siger kontorchef. Et spørgsmål om moral, mener etikprofessor. Igennem flere år har biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, og hans kontorchef brugt kirkens penge på at…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet