Nyhedsartikel

S: Grænseåbning bygger på tillid til andre landes teststrategier

Mads Anneberg og Jacob Grosen
jag@radio4.dk

De danske grænser er nu åbne for stort set alle EU-lande. Kun folk fra Sverige og Portugal har fortsat ikke adgang til Danmark.

Det skyldes regeringens nye strategi for grænseåbninger, der trådte i kraft lørdag. Man kan nu rejse ind i Danmark, hvis man kommer fra et land, hvor der i løbet af en uge er færre end 20 nye coronatilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Men det er vidt forskelligt, hvor meget de enkelte lande tester for coronavirus i befolkningen. For eksempel tester bulgarerne – som nu har fået grønt lys til at komme ind i Danmark – kun en tiendedel så mange pr. indbygger, som vi gør i Danmark.

De store forskelle mellem landenes teststrategier bekymrer Christian Wejse, lektor i infektionssygdomme på Aarhus Universitet.

”Hvis du tester få, så fanger du en mindre andel af de reelt smittede. Der er ingen tvivl om, at der er en del lande, som har en teststrategi, hvor de tester væsentligt færre, end vi gør, og faktisk alligevel ser stigninger i antallet af nyligt testpositive. Det er bekymrende. Det kunne godt tyde på, at der kører en epidemi, der ikke er under kontrol,” siger Christian Wejse.

S: Kender ikke de præcise tal

Ifølge Jeppe Bruus, retsordfører for regeringspartiet Socialdemokratiet, er der dog ikke nogen grund til bekymring.

”Jo flere du tester, jo stærkere grundlag har du. Men omvendt er vi også nødt til at regne med, at når vi er i dialog med de andre EU-lande, så har vi sådan forholdsvis tillid til, at der er et overblik, som vi kan agere ud fra. Men det er klart, vi følger selvfølgelig også udviklingen,” siger han til Radio4 Morgen.

Jeppe Bruus mener ikke, at man kan stille de samme krav til omfattende testning for coronavirus i befolkningen i andre lande, som der er i Danmark i dag. Heller ikke, selvom vi ved, at Bulgarien tester ti gange færre borgere, end man gør i Danmark.

”Hvis du spørger mig, hvordan det præcis ser ud i Bulgarien, så siger det næsten sig selv, at det må være et ledende spørgsmål, for det kan jeg selvfølgelig ikke svare præcist på. Men hvis vi skal stille de samme krav til alle andre som det testregime, vi har i Danmark, så vil det være meget få lande, vi vil kunne åbne for. Så omvendt må man jo sige, at der er også noget tro og tillid her i at sige, at vi er i gang med en genåbning, og det går rigtig godt i Danmark,” siger Jeppe Bruus til Radio4 Morgen.

Ekspert anbefaler at kigge på mere end antal smittede

Når det skal vurderes, om andre lande opfylder Danmarks kriterier for indrejsetilladelse, bruger man tal fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, ECDC.

De anbefaler ikke, at man bruger tallene til at sammenligne lande, fordi der kan være store forskelle på teststrategierne. Og hvis man endelig gør det, er det ikke optimalt kun at fokusere på nye coronatilfælde pr. 100.000 indbyggere, siger centrets ekspert for sygdomsovervågning, Nick Bundle, til Radio4 Morgen.

”Hvis lande bruger de her tal, så anbefaler vi stærkt, at de kigger på adskillige indikatorer – og her ville dødsfald og antallet af smittede på intensivafdelinger være mere pålidelige indikatorer,” siger Nick Bundle.

Det gør ikke det store indtryk på retsordfører for Socialdemokratiet, Jeppe Bruus.

”Hvis du vil have en større sundhedsfaglig diskussion om det, så skal du nok snakke med nogle af dem, der er i Statens Serum Institut. Vi har bygget en model, som blandt andet bygger på antallet af smittede pr. uge, som er helt gængs, og som man også bruger i andre EU-lande.”

Statens Serum Institut oplyser til Radio4, at de i tvivlstilfælde, hvor mere end fem procent af testene i et land er positive, ganger antallet af smittede med halvanden.

Lyt til hele interviewet med Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, her.

Læs også

21.03.23

Grønlandske politikere vil have arktisk ambassadør med grønlandske rødder

Danmarks arktiske ambassadør bør have grønlandske rødder. Sådan lyder det fra det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, og fra Kuno Fencker, der er medlem af det grønlandske parlament – begge fra det socialdemokratiske parti Siumut. Men det møder kritik fra både SF og Dansk Folkeparti. “Det er svært at se det som et fremskridt, at man…

Læs mere
20.03.23

Tjen tusindvis af kroner på genbrug 

Hvis du ikke allerede er typen, der sælger dine brugte møbler, tøj, gadgets og hvad du ellers har liggende og ikke bruger mere, så kan det virkelig godt betale sig at komme i gang. Ifølge det årlige Genbrugsindeks foretaget af DBA så ligger danskerne inde med ting, de ikke bruger, som i gennemsnit kan sælges…

Læs mere
20.03.23

Organisationer kan ikke vente længere: Sundhedsstyrelsen skal lave anbefalinger om børns tid på skærm

Børns Vilkår og Red Barnet kritiserer Sundhedsstyrelsen, fordi de ikke har lavet anbefalinger for, hvor lang tid børn bør bruge på en skærm. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lavede anbefalinger i 2019, men Sundhedsstyrelsen har ifølge et baggrundsnotat ikke fundet det muligt at udlede lignende tidsmæssige anbefalinger for målgruppen i de danske anbefalinger. Når aftensmaden skal laves, og…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet