Nyhedsartikel

Simon Spies Plads i Helsingør beholder sit navn

Ritzau, Camilla Wilhardt Boesen

Efter afstemning i Helsingør Kommunes byråd blev det mandag aften vedtaget, at Simon Spies Plads beholder sit navn.

Simon Spies Plads i Helsingør bliver ved med at hedde Simon Spies Plads.

Det er mandag blevet vedtaget efter en afstemning i Helsingør Kommunes byråd. Det skriver Helsingør Dagblad.

Beslutningen blev vedtaget med et yderst spinkelt flertal. 13 stemte for at beholde navnet. 12 stemte imod.

Borgmester i Helsingør Kommune for Konservative, Bendikte Kiær, var en af dem, der gerne ville have ændret navnet.

“Vi har jo andre steder i kommunen, som også er opkaldt efter nogen, som også har en fortid i forhold til nazismen, så det har jeg det selvfølgelig lidt stramt med,” siger borgmester Bendikte Kiær til Radio4 Morgen.

Hun fortæller, at hun har det svært med, at vi hædrer en person, som var medlem af det danske nazistparti, fordi hun er barn af en modstandsfamilie.

“Dét sammenholdt med, at han også gjorde nogle ting, da han levede, som ikke var i orden ifølge lovgivningen. Det gjorde samlet set, at jeg har det noget stramt med det,” uddyber hun.

Helsingør Kommunes 1. viceborgmester, Mette Lene Jensen fra Venstre, var derimod en af dem, der stemte for at beholde pladsens navn.

“Vi skal ikke dømme fortiden på nutidens standarder,” siger 1. viceborgmester Mette Lene Jensen til Radio4 Morgen.

Hun er desuden uenig med borgmesteren og mener ikke, at byen hylder nazismen ved at beholde pladsens navn.

“Simon Spies var ikke en kendt nazist i Danmark. Det er ikke det, han er kendt for. Det er ikke derfor, han har fået en plads i sin tid. Det er, fordi han er rejsekonge og et bysbarn fra fattige kår,” siger Mette Lene Jensen til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med borgmester i Helsingør Kommune for Konservative, Bendikte Kiær, og 1. viceborgmester, Mette Lene Jensen fra Venstre i Radio4 Morgen her:

Pladsen, som ligger midt i Helsingør, har været omdiskuteret, siden DR sendte en dokumentar om Simon Spies. Han grundlagde i 1956 rejsebureauet Spies Rejser.

I dokumentaren fortæller tidligere ansatte, hvordan han betalte dem for sex og for at få lov til at udøve vold imod dem.

Simon Spies Plads har siden 1993 været opkaldt efter Simon Spies, som er født i Helsingør. Førhen hed den Svingelport Plads.

Pladsen skiftede navn til Simon Spies Plads, fordi Simon Spies Fonden betalte for renoveringen af pladsen i 1993.

Da DR’s dokumentar kom, og Berlingske senere afdækkede Simon Spies’ holdning til nazismen, besluttede borgmester Benedikte Kiær (K), at hendes holdning var, at pladsen burde ændre navn.

Den har været udsat for hærværk flere gange, siden DR sendte dokumentaren. Det skal der nu rettes op på.

“Nu skal vi jo sørge for at få udbedret det hærværk, vi har fået nede på pladsen,” siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær til Radio4 Morgen.

Blandt andet er skiltet, hvor der står Simon Spies Plads, blevet pillet ned, og der er også blevet malet graffiti på pladsen.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Læs også

31.03.23

Nålestik gør ondt – når der er mange nok

Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard angriber udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for at ville lempe udlændingepolitikken. Her og nu rammer kritikken ikke for alvor. Men det kan ændre sig. Det sker ikke hver dag, at en udenrigsminister beskylder en modstander for at have et hjerte af is. Men tirsdag blev folketingssalen rammen om et skarpt politisk…

Læs mere
31.03.23

Institut for Menneskerettigheder: Nøgenkalendere på arbejdspladsen er ulovligt

Det bør udløse et påbud fra Arbejdstilsynet, hvis en virksomhed har en nøgenkalender hængende på arbejdspladsen. Det siger Bjarne Oxlund, der er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder. ”De danske ligebehandlingslove definerer, at en enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle toner, som kan skabe et ydmygende eller ubehageligt klima, er ulovlige.”…

Læs mere
31.03.23

Medstifter ekskluderet fra Nye borgerlige: ”Jeg er ikke racist”

Svend Pedersen blev torsdag ekskluderet af Nye Borgerlige og mister sin plads i partiets hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen mener, han har ytret sig racistisk. Selv afviser han at være racist. Eksklusionen sker selvom partistifter og fungerende partiformand Pernille Vermund i mandags afviste at ekskludere Svend Pedersen. Når Nye Borgerliges hovedbestyrelse alligevel skred til eksklusion torsdag, skyldes det,…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet