Nyhedsartikel

Stigende fragtpriser kan ramme forbrugeren på pengepungen

Martin Møller Geertsen og Katrine Volsing

Når danske virksomheder skal have varer hjem fra for eksempel Kina, betaler de på grund af coronapandemien lige nu langt mere for fragten end normalt. Forbrugerrådet Tænk frygter, at forbrugerne bliver ramt.

Den pris, danske virksomheder betaler for at få dele hjem til deres produkter, er flere gange højere nu end normalt. Sådan lyder det fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMV Danmark.

Peter Laursen er direktør i firmaet Ib Laursen. I hans firma betaler de helt op til otte gange mere, end de plejer at gøre. Og det går ud over kunderne.

“For en stor dels vedkommende er vi nødt til at fakturere den videre til vores kunder, men vi prøver at holde lidt igen, for vi har en forventning om, at markedet stabiliserer sig igen om 3-4 måneder”, siger han.

Helt konkret lyder regnestykket sådan her:

“En vare, vi skal have 30 kroner for, ender i stedet på 32 kroner, men når den kommer videre ud i ledet, kan den ende med at koste 10 kroner mere”, siger han.

Gennemsnitlige fragtpriser er normalt ca. to procent af varen, men lige nu er det ifølge Dansk Industri steget til omkring otte procent. En fladskærm til 3000 kroner vil altså komme til at stige med omkring 200 kroner i butikken.

Forbrugerrådet Tænk slår alarm

De stigende fragtpriser får Forbrugerrådet Tænk til at slå alarm. For når virksomhederne skal have den tabte avance hjem, kan det komme til at gå udover forbrugerne, siger cheføkonom, Martin Salamon.

“Som forbruger skal man bruge anledningen til at kigge sig omkring, om der er nogle andre end dem, man normalt handler med, der finder andre måder at klare de her omkostningsstigninger på”, siger han.

Men de håber, at det hele bliver normaliseret igen.

“Vi håber, at når covid-situationen normaliseres, så sker det samme med fragten”, siger han.

Dog frygter de også, at man glemmer at skrue priserne ned igen, når det hele først er normaliseret.

“Det sker engang imellem. Dengang kornpriserne steg, så steg prisen på melet – og så hævede brødfabrikkerne prisen på brødet, men da kornpriserne faldt, var det svært for dem at få priserne ned igen, selvom den del af omkostningerne var faldet. De er lidt klæbrige priserne, når man først får lokket dem op”, fortæller han.

Men han håber, at konkurrencen er stærk nok til, at det her ikke sker.

“Vi synes, man skal lede efter de virksomheder, der formår at udnytte de andre forandringer, der sker (i forbindelse med covid, red.) og som måske tager chancen og tiltrækker nye kunder, når nogle af deres konkurrenter hæver prisen”, siger han.

Ifølge Dansk Industri sker prisstigningen på fragten af to årsager, der begge har med coronapandemien at gøre.

Pengene bliver i langt højere grad brugt på ting fremfor for eksempel rejser og restaurantbesøg, og det har øget efterspørgslen på varer.

Samtidig er transportbranchen presset af pandemien med lukkede havne over hele verden og restriktioner. Meget gods bliver fragtet under kommercielle flyvninger, og med markant færre passagerfly vil prisen naturligt stige.

Hør interviewet med cheføkonom hos forbrugerrådet Tænk, Martin Salamon, her:

Hør interviewet med Peter Laursen, direktør i firmaet Ib Laursen, her:

Læs også

26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere
25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere
23.09.23

Demonstrationer mod brexit i London

Stor demonstration mod brexit i London i dag. Ifølge den britiske avis The Independent var der omkring 3.000 “re-joiners” på gaden, der vil tilbage i EU. De demonstrerede imod, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union. Brexit still sucks!’: stod der blandt på nogle af de mange bannere. En spørgeundersøgelse blandt mere end 4.000 af de…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet