Turister snyder sig ind i Danmark

Danmark åbner grænsen for turister fra Tyskland mandag den 15. juni 2020. Her ved grænsen i Kruså ved 5 tiden om natten - morgenen.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

22. juni 2020

Den omstridte seksdages-regel har reelt ikke nogen effekt. Alle turister kan komme ind i Danmark, selv om deres hotelbooking ikke er gyldig, advarer en hoteldirektør.

Som et led i Danmarks genåbning efter Corona-krisen er det blevet indført, at udenlandske turister skal bevise, at de har booket mindst seks overnatninger i Danmark – ellers kommer de ikke ind.

Seksdages-reglen er lavet på baggrund af Corona-pandemien for at undgå, at for mange udlændinge rejser til Danmark for små korte turistbesøg og dermed at dæmpe smittespredningen. Men reglen bliver ofte brudt, og den er alt for nem at omgå, siger Helle Taulbjerg, der er direktør på Hotel Europa i Aabenraa:

”Det er jo meget nemt at booke et værelse, og så får man en bekræftelse, man kan vise ved grænsen. Og så kan man annullere det efterfølgende,” siger Helle Taulbjerg.

Hun har oplevet et stort opsving i antallet af tyske seks-dages-bookinger, som efterfølgende bliver afbooket igen.

”Vi kan se det typisk ved, at folk booker, og så afbestiller de lynhurtigt igen. Hvis man ved, at man skal til en by, så går der nok ikke kun fem minutter, før man annullerer booking,” siger Helle Taulbjerg.

De falske bookinger kan give kapacitetsproblemer på de enkelte hoteller – men de fjerner også hele begrundelsen for, at seksdages-reglen er indført, mener hun:

”Det er ingen hemmelighed, at vi er kede af reglen i hotelbranchen. Og når den er så nem at omgås, så giver det ikke ret meget mening, at den er der,” siger Helle Taulbjerg og påpeger, at den gennemsnitlige hotel-turist kun booker 2,2 overnatninger, og derfor blokerer reglen for mange turister på kortere ophold i Danmark.

Radio4 har også talt med campingplads-indehavere, der beretter om udenlandske gæster, der ikke dukker til bookinger. På Stege Camping på Møn fortæller forpagter Jens Jørgensen der i sidste uge var et par tyske teltgæster, som havde booket 6 dage på teltpladsen, og var meget ivrige efter at få en skriftlig bekræftelse på bookingen. Efterfølgende dukkede parret aldrig op.

Det såkaldte kontakttal for Tyskland er steget markant over weekenden og er nu 2,88. Det vil sige, at hundrede smittede i gennemsnit vil give Corona-virusset videre til 288 mennesker.

Seksdages-reglen er den del af de retningslinjer, som politiet har fået udstukket fra Justitstministeriet. Der foretages kun stikprøvevis grænsekontrol, og der findes derfor aktuelt ingen opgørelser over, hvor mange turister, der kommer ind i Danmark på falsk grundlag.

Radio4 arbejder på at få en kommentar fra den socialdemokratiske regering.

Hør direktør Helle Taulbjerg fortælle om de falske hotelbookinger i Aabenraa:

Afspiller nu

AFTENRADIO

17:05
20:00