Der har ikke været ét eneste opkald siden den første ulveværnsgruppe så dagens lys i Jylland fra en måned siden. Men derfor er gruppen ikke overflødig, fortæller tovholderen til RADIO IIII.
I foråret løftede ministeren for Den Grønne Trepart, Jeppe Bruus, sløret for en større ulvehandlingsplan, som skulle sikre danskerne yderligere mod de såkaldte problemulve.
Ét af tiltagene var, at man ville oprette et såkaldt ulveværn, som borgerne kunne kontakte, hvis de spottede en ulv i bymæssig bebyggelse. Ulveværnets opgave er så at rykke ud og skræmme ulvene bort.
Det er nu en måned siden, at den første ulveværnsgruppe så dagens lys i Oksbøl i Sydvestjylland.
Men i den tid har ulveværnet altså ikke modtaget ét eneste opkald. Det kan RADIO IIII nu afsløre.
Men det overrasker ikke tovholderen i gruppen, Thomas Sørup Mortensen, at der ikke er nogen, der har ringet endnu. Det fortæller han i ”Eftermiddag” på RADIO IIII.
- Hvor langt hen skal I hen uden opkald, før I tænker, at der måske ikke er brug for den her gruppe?
- Det er svært at sige, man kan sige, hvis gruppen bare er der, og det eneste vi laver, det er, at vi har en telefon, man kan ringe til, jamen hvorfor skulle vi så ikke bare beholde den? Så jeg kan ikke se nogen grund til, at vi ikke skulle være der.
- Man har jo brugt midler fra Naturstyrelsen på at uddanne og ruste jer i ulveværnsgruppen. Kan man måske sige, at det er spildte penge, hvis I ikke får nogen opkald?
- Det kan man måske godt, det må stå for din regning.
- Hvad mener du?
- Jamen jeg synes, det er fint det her. Det har jo været et bud på, hvordan man kunne få løst den utryghed, der har været i byen. Og så har det været de muligheder, der har været, ud fra det ministeren fremlagde på et pressemøde tilbage i april, siger Thomas Sørup Mortensen og tilføjer, at han ikke tror, det er mange midler, som Naturstyrelsen har brugt på tiltaget.
Thomas Sørup Mortensen fortæller også i interviewet med RADIO IIII, at han ikke ved, om borgerne er godt nok informeret om, hvordan man kontakter ulveværnsgruppen:
- Kommunikation er altid en svær ting, og noget af det, vi også arbejder på, det er at få husstandsomdelt en flyer med kontaktinformation netop med ulveværnstelefonnummeret, da det ikke er alle, der er på Facebook. Så vi håber, vi kan komme bredere ud på den måde. Men ting tager tid.
