Nyhedsartikel

Unge udgør over halvdelen af etniske danskere på integrationsydelse

Tine Toft
ttj@radio4.dk

Særligt unge mellem 16-34 år ender på ydelse målrettet nytilkommere. Det går imod hensigten med loven, mener støttepartier.

Unge mellem 16-34 år udgør over halvdelen af de etniske danskere, der modtager den ydelse, der blev oprettet i 2015 under navnet integrationsydelsen. Formålet med ydelsen var at ”give nytilkomne udlændinge et større incitament til at arbejde og blive integreret i det danske samfund.” Sådan står der i det nu fem år gamlelovforslag.

Nærmere bestemt udgør de unge 345 ud af 656 etniske danskere på ydelsen. Det viser en opgørelse, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har sendt i et Folketingssvar med de nyeste opgjorte tal fra juni. Det har hidtil været uklart, hvem de over 600 danskere på ydelsen er, og den nye opgørelse får regeringens støttepartier til at kræve ændringer af loven.

”Det er jo på ingen måde meningen, at danske unge skal ende på den ydelse, der er ekstremt lav og svær at overleve på. Det er fuldstændig absurd. Det er jo ikke mennesker, der skal integrere sig,” siger Carl Valentin, udlændingeordfører for SF til Radio4 Morgen. Han kalder lovgivningen ”noget makværk”.

Også hos Radikale Venstre mener udlændingeordfører Andreas Steenberg, at loven rammer skævt.

”Man omtaler det her som noget, der rammer flygtninge. Men det rammer altså også danske statsborgere, som har boet i udlandet og vender hjem. Det mener jeg er forkert.”

Der er i alt 13.000 på ydelsen. Her adskiller danskerne sig fra nytilkommere ved, at der er særligt mange unge på ydelsen, der i dag kaldes hjemsendelses-, selvforsørgelses eller overgangsydelsen.

Rasmus Brygger, stifter af Danmarks Videnscenter for Integration, har gennemgået tallene.

”Det her tegner jo et billede af, at man rammer nogen, som er helt ved siden af dem, man egentlig havde tiltænkt. Uanset om det er unge hjemløse eller unge, der har studeret i udlandet, så har man i hvert fald ramt nogen i en helt anden retning. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt rammerne for ydelsen er rigtigt sat op,” siger Rasmus Brygger, stifter af Danmarks Videnscenter for Integration, til Radio4.

Ifølge ham bør tallene give anledning til at genoverveje rammerne for ydelsen.

Hos Socialdemokratiet afviser Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye dog at ændre kriterierne.

”Det er fornuftigt, at man som tilflytter til Danmark skal bidrage, før man kan få fuld gavn af de danske overførselsindkomster. Langt de fleste på ydelsen er flygtninge og indvandrere. Men det er rigtigt, at en konsekvens af loven også er, at danskere kan ende på ydelsen, hvis de har opholdt sig i udlandet. Det var ikke formålet med ydelsen. Men det er ikke muligt at forskelsbehandle med hensyn til retten til ydelsen alene på baggrund af nationalitet,” skriver ministeren til Radio4 i et mailsvar.

 

Hør interviewet med udlændingeordfører for SF, Carl Valentin her:

Læs også

29.05.23

Moderaterne-profil brød reglerne: Trak fortrolige oplysninger om udsatte klienter ud til sig selv

En ny sag rammer nu Moderaternes ordfører for udsatte mennesker, Nanna W. Gotfredsen, der ifølge Ekstra Bladet har brudt reglerne for datasikkerhed. “Jeg begik en fejl,” lyder det fra folketingsmedlemmet.  Mens Moderaternes folketingsmedlem Nanna W. Gotfredsen var suspenderet fra sin rolle som daglig leder i Gadejuristen, begyndte hun i strid med reglerne at hive fortrolige…

Læs mere
27.05.23

Lægeforeningen glæder sig over fokus på flere speciallæger

Det er positivt, at regeringen og Danske Regioner fredag blev enige om, at der skal uddannes flere speciallæger i de områder i Danmark, hvor der er rekrutteringsudfordringer. Sådan lyder det fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, dagen efter at en aftale om regionernes – og dermed en stor del af sundhedsvæsenets – økonomi blev indgået. –…

Læs mere
26.05.23

Hvem skal løfte den røde fane efter Mai Villadsen?

Enhedslisten holder årsmøde i weekenden, mens partiet står midt i et vadested. Med Mette Frederiksens SVM-regering forsvandt indflydelsen. Og samtidig skal liste Ø snart gennemføre et svært lederskifte. Da Pelle Dragsted torsdag gæstede Radio4’s politiske magasin ’Mandat’, glædede han sig over, at Enhedslistens frontkvinde, Mai Villadsen, venter barn og har kurs mod en kommende barselsorlov.…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet