Nyhedsartikel

Anja Steensig vender tilbage

Du har mødt hende på DR, TV2 og TV3, men ikke siden 2011 har Anja Steensig ønsket at være vært. Det bliver hun nu på Radio4, hvor hun skal indfange den betydning, nærvær og tilstedeværelse, Gud har hos troende.

“Jeg har faktisk længtes efter, at lige netop det her skulle foldes ud,” siger Anja Steensig, der fra lørdag den 9. januar skal være vært på Radio4-programmet ’Tro på det’.

Siden premieren på programmet for over et år siden har den troende sanger Isam B. været vært på programmet. I 2021 vil forskellige værter drage ud i det danske landskab for at møde vidt forskellige mennesker med et forhold til tro. Anja Steensig er den første til at gribe den stafet.

Ånden skal med

Anja Steensig er begejstret for, at Radio4 som public service-medie har tro på sendefladen.

“Det er godt, at vi som samfund vægter ånden. Jeg synes, vores del af verden bærer præg af, at vi har mistet forbindelsen til åndslivet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er derfor, vi er så stressede og forpustede og deprimerende og angste og ude af os selv. Fordi vi har brug for at have ånden med. Jeg ser det som en samfundsopgave at få sjælen med tilbage i samtalen, så derfor er det oplagt, at Radio4 tager det op,” siger hun.

Det er snart 10 år siden, Anja Steensig traf et bevidst valg om at forlade medieverdenen, fordi hun ikke trivedes i den. Hun var omkring mange forskellige genrer fra livsstil, nyheder og sport, inden hun stoppede. Siden har hun beskæftiget sig med tro og eksistens i egen virksomhed. Hendes evner og lyst til at formidle har hele tiden været der, og hun fortæller, at hun ad flere omgange har forsøgt at udvikle TV sammen med produktionsselskaber, som har henvendt sig. Men de landede aldrig rigtig med hinanden.

Nu træder hun ind i et radiokoncept, der søger ind bag troen, hvor der ligger et fællesskab på tværs af religioner, og det rammer lige ind i, hvad Anja finder relevant og gør hende nysgerrig.

“Jeg er båret af en nysgerrighed på, hvordan andre oplever at have et forhold til Gud. Det er kernen i mit liv. Så jeg er nysgerrig på alle de måder, det kan folde sig ud i et menneskeliv. Det, jeg er optaget af, er det enkelte menneskes oplevelse af Gud, Hvordan oplever de, at Gud er nærværende og til stede. Det er underordnet, hvilket navn der står som overskrift på ens tro, om man tilhører et trossystem eller en religion. Jeg er optaget af det, der ligger inde bagved. Det som alle troende har til fælles.”

Anja Steensig er netop nu ved at producere de første programmer, som skal sendes fra lørdag den 9. januar på Radio4. ’Tro på det’ har tidligere ligget midt på dagen søndag, men rykker til lørdag morgen i 2021, hvis man vil høre det på flowradio – ellers udkommer det på podcast lige efter sending i radioen.

Anja Steensig skal i første omgang være vært på 27 programmer i det nye år, hvor hun lader sig guide til det indhold, vi kan glæde os til.

“Jeg har overgivet mig selv til det. Jeg bliver vist det, jeg skal. Så jeg har ingen facitliste. Jeg lader inspirationen tage mig derhen, hvor jeg skal. Så jeg glæder mig også til selv at blive overrasket, fordi jeg ved, at når jeg lader mig guide, så bliver jeg altid ført nogle vildt spændende steder hen.”

Den første gæst, Anja Steensig besøger, er det menneske, der har påvirket hendes egen tro allermest, nemlig hendes far, Hans Steensig, som hun møder i Helsingør.

Tro på det

Med Anja Steensig

Lørdage kl. 8.05.

Første gang lørdag den 9. januar kl. 8.05

 

Foto: Agnete Schlichtkrull

Læs også

16.04.21

Tilsynet med sociale tilbud er styrket – dog uden et loft over, hvad private kan trække ud af profit

Regeringen er nu sammen med sine støttepartier enige om at styrke tilsynet med sociale tilbud. Det sker, efter Radio4 og flere andre medier har bragt historier om private bosteder, hvor kvaliteten halter. Men partierne er ikke blevet enige om at indføre et loft over, hvad private kan trække ud af profit på sociale tilbud. Og det ærgrer…

Læs mere
15.04.21

Danmark trækker sig fra Afghanistan: “Vi er ikke i mål endnu”, siger ekspert

I går annoncerede præsident Joe Biden USAs tilbagetrækning fra Afghanistan. Det skal ske senest d. 11. september i år. Og også Danmark vil foretage en gradvis militær tilbagetrækning fra Afghanistan i fællesskab med NATO og USA. “Nu er vi et sted, hvor vi gradvist kan foretage den militære tilbagetrækning i fælleskab i NATO-alliancen med amerikanerne.…

Læs mere
14.04.21

Eleverne betaler prisen for den automatiske nedlukning af lokalområder

Den automatiske nedlukning af lokalområder med smitte, som man påbegyndte i mandags, møder nu kritik. Kritikken kommer fra regeringens egne eksperter, som ikke er blevet taget med på råd i vedtagelsen af den her model. Det kommer nemlig til at gå ud over skolerne. “Skolerne er det første, man skal lukke ned, og det er…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet