Nyhedsartikel

Erfaren politisk kommentator skifter til Radio4

Skarp. Kritisk. Vedholdende. Og samtidig også nærværende og engagerende, så endnu flere bliver inviteret ind i samfundsdebatten.

Det er ambitionen for den politiske dækning på Radio4, der hyrer en af landets mest erfarne politiske kommentatorer. Thomas Larsen, som siden 2005 har formidlet og analyseret dansk politik for Berlingskes læsere, tiltræder fra 1. august som politisk redaktør på Radio4.

Ansættelsen af Thomas Larsen sker som led i Radio4’s strategi om at lave mere undersøgende og dagsordensættende journalistik og styrke dækningen af dansk politik.

“Politik skal ikke bare være noget, som folk er passive tilskuere til. Vores ambition er at formidle de ofte svære og tunge politiske emner, så det bliver nærværende for alle, og på den måde får motiveret endnu flere til at involvere sig i den offentlige debat. Med sin knivskarpe analytiske sans, sine mange års erfaring som politisk journalist og redaktør og sit store kildenetværk er Thomas Larsen en kæmpe kapacitet at få ombord på Radio4,” siger administrerende direktør for Radio4, Anne-Marie Dohm, der uddyber:

“Thomas Larsen er ikke bare i stand til at udpege den væsentlige politiske historie og debat, der sætter dagsorden. Han kan også teste magthavernes argumenter og stille de kritiske spørgsmål. Han formår at løfte den politiske debat inde på Christiansborg ud til befolkningen, og han kan forbinde prikkerne mellem Folketinget, regionerne og kommunerne – hvilket jeg jo ikke kan lade være med at glæde mig ekstra meget over med udsigten til det forestående kommunal- og regionsvalg.”

På Radio4 vil Thomas Larsen som politisk redaktør have sin primære kontorplads på Christiansborg. Herfra skal han komme med aktuelle analyser af dansk politik og sikre en tæt dækning af de vigtigste historier inden for murene og bringe dem endnu tættere på danskerne.

“Jeg glæder mig kolossalt til at arbejde for en ny, dynamisk radiostation, der ikke bare skal nå ud til hele Danmark, men som vil involvere og engagere danskerne i samfundsdebatten. Radio4 skal levere en stærk og vedkommende dækning af dansk politik, som aldrig har været vigtigere. Hvad der sker på Borgen, skal bredes ud i landet, og hvad der sker ude i landet, skal høres bag Borgens mure,” siger Thomas Larsen.

Han glæder sig til at dække dansk politik for Radio4 på et meget vigtigt tidspunkt, hvor afslutningen på corona-krisen kan ændre de politiske styrkeforhold, hvor afgørende faser af den historiske grønne omstilling skal gennemføres, og hvor der er bebudet en afgørende reformdagsorden efter sommerferien. Han ser også meget frem til at dække kommunal- og regionsvalget for Radio4. Det bliver den første store dækning af et valg, som Radio4 skal lave for lytterne – nu med en af landets mest erfarne politiske journalister og analytikere ombord.

Læs også

20.03.23

Tjen tusindvis af kroner på genbrug 

Hvis du ikke allerede er typen, der sælger dine brugte møbler, tøj, gadgets og hvad du ellers har liggende og ikke bruger mere, så kan det virkelig godt betale sig at komme i gang. Ifølge det årlige Genbrugsindeks foretaget af DBA så ligger danskerne inde med ting, de ikke bruger, som i gennemsnit kan sælges…

Læs mere
20.03.23

Organisationer kan ikke vente længere: Sundhedsstyrelsen skal lave anbefalinger om børns tid på skærm

Børns Vilkår og Red Barnet kritiserer Sundhedsstyrelsen, fordi de ikke har lavet anbefalinger for, hvor lang tid børn bør bruge på en skærm. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lavede anbefalinger i 2019, men Sundhedsstyrelsen har ifølge et baggrundsnotat ikke fundet det muligt at udlede lignende tidsmæssige anbefalinger for målgruppen i de danske anbefalinger. Når aftensmaden skal laves, og…

Læs mere
19.03.23

Schweizisk storbank køber Credit Suisse for 23 milliarder

Den schweiziske storbank UBS opkøber sin rival Credit Suisse. Det oplyser landets centralbank. Prisen er tre milliarder franc, meddeler de to banker. Det svarer til knap 23 milliarder kroner. UBS’ oprindelige bud lød på én milliard franc. Forhandlinger om opkøbet har stået på i weekenden med det mål at have en aftale på plads, inden…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet