Nattevagten. Foto: Klaus Vedfelt
Vi er rigtig mange, der kommer til at savne Radio24syv. Kanalen har givet nyt liv til dansk taleradio igennem snart otte år. Tak for det til hele holdet bag!
Radio4 bliver et anderledes bud på god taleradio, der kommer til at lyde på sin egen måde – med egne programmer og masser af nye værter. Ét program har dog fundet vej fra Radio24syv til den ny kanal, nemlig Nattevagten.
Nattevagten er programmet, som holder skansen på den sene side af midnat. Et program, der ikke byder på en stærk strøm af nyheder eller hurtigsnakkende studieværter, men derimod på fordybelse og nærvær. Timerne efter midnat er som skabt til den personlige samtale. Og hver nat sidder en ny nattevagt bag mikrofonen, klar til at holde de lyttere med selskab, der ikke kan, vil eller må sove.
Skulle man tro, at vi på Radio4 på ufin vis har tyvstjålet formatet fra kollegaerne på Vester Farimagsgade i København, så kan man godt tro om igen. Ideen til at lade Nattevagten fortsætte kommer nemlig fra ingen andre end programcheferne hos Radio24syv, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, som syntes, det ville være synd, at lukke Nattevagten ned – ikke mindst for alle de mennesker, for hvem stemmen i natten gør en forskel. Og det er Rikke Hedman, som er programchef på Radio4, enig i.
”Nattevagten er god gedigen public service, som bor lige godt her som der. Det rummer det nærvær og den nysgerrighed, som bliver definerende for den nye radio, og derfor vil vi meget gerne føre programmet videre. Så tak for det Mikael og Mads – vi skal nok passe godt på Nattevagten!”
Nattevagten sender alle ugens dage fra 00-03