Få journalister ved så meget om dansk forsvar som journalist Peter Ernstved Rasmussen, stifter og indehaver af netmediet OLFI. Han er kendt som manden, der gennem flere år har holdt forsvaret i kort snor med kritisk journalistik og senest har afsløret embedsmisbrug og pligtforsømmelse i forsvarets geledder. Han er selv tidligere reserveofficer og har to gange været udsendt på internationale missioner for Danmark.
Tirsdag den 11. august sætter han sig bag mikrofonen som vært på Radio4s nye debatprogram ‘Frontlinjen’.
Sammen med aktuelle gæster vil han hver uge diskutere aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitiske emner og bringe os helt tæt på det militære maskineri, hvor uniformer og soldater udgør hverdagen blandt kampfly, krigsskibe og kanoner.
– Jeg glæder mig til at gøre lytterne klogere på forsvaret og give dem en større forståelse for, hvorfor det danske forsvar ser ud og handler, som det gør i dag, siger Peter Ernstved Rasmussen.
Danmarks plads i verden har ændret sig. Tidligere deltog vi primært i fredsbevarende missioner, men nu sender vi danske mænd og kvinder ud i krige og på missioner i urohærgede områder.
– Flere end 40.000 soldater har været udsendt i internationale missioner siden starten af 1990’erne, og flere hundredetusinde danskere er pårørende til nuværende og tidligere soldater. Derfor er det helt oplagt, at vi har et program, hvor vi diskuterer aktuelle forsvars- og sikkerhedspolitiske emner, samtidig med at vi bliver klogere på den enkelte soldats hverdag, siger nyheds- og aktualitetschef Tina Kragelund.
Frontlinjen
Tirsdag kl. 11:05
Første gang 11. august
Foto: Agnete Schlichtkrull