Kan du leve uden internet og privatbil i en uge – og hvad betyder det for dit klimaaftryk?
De spørgsmål tester journalist Jens Renner sammen med udvalgte Radio4 lyttere i det nye klimaprogram ‘Udfordringen’.
Jens Renner er både klimabekymret og en livsnyder. Han drømmer om én gang for alle at finde en simpel opskrift på en måde at leve på, der er i balance med, hvad planeten kan holde til, og hvad hans livskvalitet har lyst til.
“Jeg tror, der er mange, der har det ligesom mig: Jeg ved godt, der skal gøres noget klimamæssigt, men jeg ved ikke, hvad det ‘noget’ rent faktisk er og slet ikke, hvad jeg selv konkret kan gøre. Klimaudfordringen virker helt uoverskuelig – og så er det, jeg ender i den trælse situation, hvor jeg skammer mig hver eneste gang, jeg kigger ned i køledisken, bestiller ferierejse eller skruer op for varmen, når jeg fryser. Men hvor jeg alligevel ender med ikke at gøre noget anderledes, fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal starte,” siger Jens Renner.
Hver uge udfordrer han derfor sig selv og en udvalgt Radio4-lytter til at afprøve forskellige klimatiltag, for at teste hvad der nytter og giver mening – både i forhold til CO2-aftrykket og for livskvaliteten.
En gennemsnitlig dansker udleder hvert år mellem 15 og 17 tons CO2. Men eksperter mener, at hvis kloden skal kunne holde til det, skal det stoppe helt inden 2050 – og hellere i dag end i morgen.
“Der er indlysende forskel på, hvor svært det er at undvære bilen, hvis man bor i Vestjylland med langt til arbejde – eller hvis man, som jeg, bor midt i Aarhus, med cykelafstand til det meste. Måske kan en vestjyde godt beholde bilen, hvis hun har langt til arbejde, hvis hun i stedet skipper nogle flyrejser? Og måske kan københavneren tillade sig at blive ved med at streame masser af serier mv., hvis han til gengæld dropper bilen? – og det er det, jeg og lytterne skal prøve at finde ud af sammen,” forklarer Jens Renner.
Hver uge gør Jens og ugens lytter status på deres oplevelser med ugens klimaudfordring – og får desuden hjælp af nogle af Danmarks førende klimaeksperter til at vurdere, hvad der nytter, og hvad der er realistisk i en hverdag, der skal hænge sammen.
Udfordringen
Torsdage kl. 13.05
Første gang d. 13. august
Foto: Tor Birk Trads